Forleden kunne man læse, at en journalist hos BT havde sammenlignet Rasmus Paludans vej til Folkemødet med Frodos vej til Mordor. Og selvom jeg mener, at Frodo-Paludan-sammenligningen er noget nær blasfemisk, så er Mordor-Folkemøde-sammenligningen alligevel meget rammende.
Nej, Mordor er i virkeligheden nok en underdrivelse. Og hvad er så værre end Mordor, spørger du? Prøv med Distor… undskyld Djøfstortion.
Jeg har igen i år valgt at begive mig mod Folkemødet. Vi befinder os på Bornholmerlinjen fra Ystad mod Rønne, og jeg observerer straks en ung liberal stå og hulke. Hvad kunne der mon være galt? Nogen talte om, at det lige var gået op for ham, at der var narkohunde i færgeterminalen. Det bliver en god tur.
Jeg har ikke mange debatter i år, men alligevel et par stykker. I politik lærer man hurtigt, at det ikke er alt, man behøver at mene noget om. Sidste år skulle en kollega eksempelvis debattere om reklamebranchens manglende perspektiver på klimaudfordringer ved flytransport. Det gør hun nok aldrig igen. Men lad os nu bare være ærlige. Det er jo heller ikke debatterne, man kommer for. Det er vennerne, netværket, samtalerne og ikke mindst den skønne, skønne klippeø, Bornholm.
Når man så står der i solen som en fandens karl og netværker med alle de rigtige mennesker, kalder det jo som oftest på en kold fadøl eller et godt glas vin – indskudt servicemeddelelse: Beaujolais fra Restaurant Terrassen er rædderlig, hold jer fra den – og en sådan øl eller vin kalder jo dermed også på et stykke tobak. Det er næsten en naturlov. Men nej! Til min store skuffelse måtte tobakken ikke ryges på græsset! Hvad fanden er det, der foregår? Bornholms Politi skulle efter sigende rende rundt efter menigmænd og dele bøder ud for at nyde en sølle tobakssmøg.
Man havde åbenbart ikke ressourcer til at mandsopdække et enkelt menneske – ja, her mener jeg Rasmus Paludan – men man kunne sagtens rende rundt og uddele astronomiske bøder for at ryge et ganske uskyldigt stykke tobak! Det er, hvad jeg kalder en lige lovlig stram kurs. Det lykkedes dem heldigvis hverken at tage mine penge eller min tobak, men jeg kunne forstå, at politiet rent faktisk havde uddelt en enkelt mand en bøde på 5.000 kroner for netop at ryge på græsset.
5.000 kroner for at nyde sin tobak på græsset. Nu har jeg da aldrig! Sikke en stakkel. Jeg håber ikke, at det var en af Enhedslistens vælgere. Det ville jo svare til cirka halvdelen af hans kontanthjælp. Ej, nu skal vi jo heller ikke have for ondt af dem. De er jo vant til at ryge deres penge væk.
Nå, nok om Enhedslistens vælgere, og så alligevel ikke. De unge på folkemødet, altså børnene, gik gyseligt klædt. Især pigerne. Faktisk var det så uskønt, at jeg i ramme alvor indledningsvist påtænkte, at denne kronik skulle opfordre til enten 1) en folkemødealdersgrænse på 21 år, eller 2) en folkemøde-dresscode. Så radikalt behøver det nok alligevel ikke være, men spar mig endelig for jeres frelste skåltaler om, at det ville være en demokratisk falliterklæring at ekskludere ungdommen fra demokratiets fest.
For Ungdommens Folkemøde findes allerede, så der kan børnene velsagtens drikke en rød sodavand, mens de lader, som om de forstår og interesserer sig for en debat om, hvordan dansk akvakultur gennem etableringen af en demokratiteknisk og transparent kommunikationsstrategi kan bidrage til at løse udfordringerne vedrørende arbejdsledigheden i Vandkantsdanmark. Og sorry not sorry, men det burde næsten være ulovligt at gå rundt i offentligheden uden bh og med trusserne hevet helt op på ribbenene, om så du er 35, 25 eller (og måske især) 15.
Det var en passioneret enetale. Beklager! Men jeg måtte undervejs blot konstatere, at efter de første par dage på Folkemødet, hvor størstedelen af ungdommens repræsentanter er usoignerede (og sandsynligvis venstreorienterede) genbrugsfragglere, at det gik op for mig, at der ikke længere er forskel på påklædning og udklædning. Det er en ærgerlig sag.
Folkemødet 2023 skulle have været demokratiets fest – og bevares, det var det da også i nogen grad. Ja, i hvert fald indtil klokken slog 23.30-ish. For deromkring har magteliten, foreningsrepræsentanterne, lobbyisterne og ikke mindst pøblen fået så meget at drikke, at der ikke længere fandtes et folkemøde. Nu fandtes kun Mordor, det var frygteligt, og jeg var midt i det.
Da jeg den sidste aften cyklede fra Allinge til hytten ved Sandkaas, hvor jeg boede, modtog jeg en alternativ æresport. På begge fortove stod voksne mennesker og brækkede sig ud over dem selv. Senere på ruten lignede det, at nogle havde sex i vejkanten. De lavede dyrelyde. Jeg ville bare hjem! En slags cykelpirat forsøgte undervejs at vælte mig af cyklen, således at han kunne kapre netop min cykel. Hvilken rædsel! Jeg viftede ham heldigvis af mig og hjulede alt, hvad jeg kunne, videre mod hytten ved Sandkaas. Jeg skulle bare væk fra Mordor!
Åh ja! Sikke en forlænget weekend. Fire dage med Djøfstortion, Mordor, DJ-Daddy Vanopslagh, cykelpirater, børn, voksne, der sad på jorden, genbrugstøj, dyrelyde, intetsigende debatter, rygestopsgestapo og hårdkogt druk med personer fra den øverste, øverste, øverste hylde. Det var i sandhed et rædderligt folkemøde! Jeg glæder mig allerede til næste år.
