Da jeg forleden skulle gense den engelske thriller The Crying Game efter 30 år, var det med en vis nostalgisk længsel. Filmen fremstiller som en af sine vigtigste karakterer en slags transvestit og drag-sangerinde, og hvad jeg frem for alt længtes efter at genopleve, var den kontekst, som dette tema dengang optrådte i. For det var på mange måder en mindre hysterisk og anstrengt kontekst end nutidens.
Som jeg husker det, var min tilgang i 1992 præget af lutter velvilje og erotisk nysgerrighed. Og det virkede alt andet lige mere muntert end i dag, hvor jeg efterhånden er kommet til at associere alt, hvad der starter med ”trans”, med sådan noget som indoktrinering, censur, heksejagt, pseudovidenskab og politisk ekstremisme.
Forførelsen
Nuvel, The Crying Game var mindre spændende anden gang. Men hvad angår trans-temaet følte jeg mig alligevel katapulteret tilbage til en bedre tid. Historien går ud på, at en IRA-terrorist via en række tragiske forviklinger render ind i en drag-sangerinde, som han opfatter som en biologisk kvinde og indleder et erotisk forhold til. Dette fører af indlysende årsager til en krise, da forholdet skal fuldbyrdes, men efter at have sundet sig i et par dage vender IRA-manden alligevel tilbage for at genoptage forbindelsen. Filmens overordnede plot drejer sig om drab og samvittighedskvaler, men det er forførelsestemaet i en gråzone mellem det homo- og det heteroseksuelle, der udgør dens emotionelle tyngdepunkt.
Det bemærkelsesværdige er, at den mandlige skuespiller Jaye Davidson fremstillede drag-sangerinden så overbevisende, at karakteren langt hen ad vejen kan passere som en attraktiv kvinde. Og det betyder jo, at publikum kan opleve at blive forført og overrumplet på præcis samme måde, som det i filmen sker for terroristen. Det er klart, at sådan en forførelse ikke svarer til en eksplicit forhandling, hvor man aftaler veldefinerede ydelser og modydelser. Forførelse udspiller sig snarere i det dunkle, hvor parternes taktfølelse og sans for hinandens reaktioner gør det ud for eksplicitte erklæringer. Eller det drejer sig, som man siger, om en smagssag. Præsentationen af Jaye Davidson som kvinde fungerer, fordi den elegant tilpasser sig de uudsagte kriterier hos en æstetisk dømmekraft – eller hos et begærende publikum, der næppe selv kan redegøre udtømmende for den magi, der får det til at tænde på en karakter.
Og hvorfor er det da sådan en befrielse at gense The Crying Game i dag? Fordi der næppe er noget, som den moderne, ”woke” tidsånd fattes i så høj grad som forførelse – samt alle de hermed forbundne fænomener, der blev nævnt ovenfor: smag, taktfølelse, dømmekraft, elegance og æstetisk sans. Tidens trend handler ikke om at lege med konventionelt feminine symboler, men om at ødelægge deres magi og anvende dem som politiske kampmidler. Intet er yndefuldt, fordi alting er statements, og da Conchita Wurst vandt melodigrandprixet i 2014, meget betegnende som en slags statement imod det homofobiske Rusland, var sminken ganske vist perfekt – men han havde alligevel ladet fuldskægget stå, som for at sikre sig, at ingen for alvor skulle blive forført. Mentaliteten er punk snarere end disco, og ingen æstetisk eller erotisk signalering må overdøve det altafgørende signal: protesten, antitesen, intimideringen.
Derfor hører den tidstypiske drag-performer ikke længere hjemme i en særlig natklub, hvor performancen giver umiddelbar, erotisk mening, fordi den matcher publikums smag. Den nye stil går ud på at optræde i den bedste sendetid for hr. og fru sovs og kartofler eller som højtlæser af børnelitteratur på skoler og biblioteker – dvs. over for et publikum, der ikke har den fjerneste hormonelle interesse i sagen, og som derfor ikke kan bidrage med andet end deres rent formelle anerkendelse.
Målet er ikke længere at blive begæret, men at få ret, og intetsteds ser man klarere, hvor langt man har fjernet sig fra forførelseskunsten end i tidens futile mundhuggerier om brugen af de korrekte pronominer. Her har man ikke alene erstattet forståelsen mellem mennesker med et goldt og mekanisk krav om at blive tituleret efter en bestemt formel. I mange tilfælde omgærdes dette krav ovenikøbet af så mange trusler, at det slet ikke kan imødekommes med den frivillighed, der er nødvendig for ægte anerkendelse.
Rethaveriet
Man behøver ikke at overse tåbelighederne ved den bevægelse, der kaldes ”wokeness”, for at erkende, at den i sin kerne er ekstremt intellektualistisk. Wokeness udmærker sig ved en naiv tro på, at man rent introspektivt kan fastslå sin sande identitet, og at man politisk kan omskabe sociale anerkendelsesrelationer i lyset af en abstrakt rettighedstænkning. Alle ikke-progressive følelser, intuitioner og synspunkter menes at kunne trænes væk af endimensionelle inklusionskonsulenter og diversokrater. Teknikkens sejr over den menneskelige natur tages for givet, hvilket næppe kan eksemplificeres mere fjollet og farverigt end med visse transvestitters krav om, at lesbiske kvinder og heteroseksuelle mænd bør tænde på dem, som de gør på biologiske kvinder. Som om man kunne forhandle sig til en politisk korrekt distribution af liderlighed.
Den teknokratiske kerne i wokeness viser sig måske allermest skæbnesvangert i den idé, at kønsidentitet er noget, som et selvtilstrækkeligt subjekt kan tænke sig til – og at ikke blot det omgivende samfund, men også personens egen krop skal manipuleres til at modsvare tanken. Under politisk pres har psykologer og behandlere i hele den vestlige verden måttet opgive den holdning til kønsforvirring hos børn og unge, at man ser tiden an og undersøger årsagerne nærmere - til fordel for en såkaldt ”kønsbekræftende” tilgang, hvor man i højere grad klapper hælene sammen over for patientens selvbillede og ruller den røde løber ud til pubertetsblokkere, hormonbehandling og kønskirurgi. Parallelt hermed er der i massekulturen foregået en voldsom promovering af transseksualitet, en banalisering af de fysiologiske komplikationer ved kønsskifte samt en tabuiserering af det faktum, at kønsskifteopererede meget vel senere i livet kan opdage, at de har taget fejl. Forstandens triumf over forførelsen er blevet til knivens triumf over kødet.
Sproget er noget af det mest forførende, man kan forestille sig, fordi det uafbrudt og umærkeligt udvikler sig ved, at nye ord og vendinger simpelthen falder i folks smag. Men i så fald har man jo ikke fuld kontrol over alle tænkelige betydningsnuancer. Og det passer naturligvis ikke tidens teknokrater, der allerhelst vil erstatte det levende sprog med et politisk korrekt kunstsprog, angiveligt renset for fortidens ”bias” og ”stereotypier”.
Det seneste skud på den stamme er, at Københavns Kommune er begyndt at instruere sine ansatte i ikke at bruge ordene ”mor” og ”far”. I stedet skal de åbenbart anvende benævnelsen ”medforældre”, og i sådan en konstruktion hører man umiddelbart teknokraternes overvurdering af deres egen magt. For selvom hele øvelsen drejer sig om at kontrollere sproglig betydning, er et udtryk som ”medforældre” jo fuldstændig prisgivet ironien. Så snart ordet citeres uden for en kontekst, hvor man under tvang kan få folk til at sidde og bilde hinanden ind, at det lyder naturligt, begynder det at udvikle frastødende og latterlige konnotationer. Man kan næsten høre det levende sprog le i kulissen – som den halvgamle luder, det ifølge Benny Andersen bør sammenlignes med.
Men så er det jo, at sprogpolitiet bliver til et tankepoliti, der ved at brokke sig til Facebook, Google eller Twitter kan få bortcensureret enhver meningskontekst, det ikke har kontrol over. Ja, faktisk ser det helt konkret ud til at være sådan noget, der er sket med den artikel, der linkes til ovenfor, idet Københavns Kommune tilsyneladende har presset Ritzaus Bureau til at ændre sin udlægning af kommunens sprogpolitik (læs Tobias Petersens artikel herom på Kontrast).
Det kan variere, om anklagen skal lyde på ”misinformation” eller ”hadtale”, men en af etiketterne skal nok blive siddende, hvis man for alvor udfordrer det woke betydningsmonopol. Sagen er, at de nye revolutionære ikke kan fatte den forførelse, der ligger i at få en samtalepartner til at falde for det bedre arguments ”tvangløse tvang”. For dem eksisterer der kun tvang slet og ret (”magt”), og som de vil tvinge kroppen og sproget til at makke ret, indtager de også en ren Byggemand Bob-mentalitet i forhold til den offentlige debat. Det legende, gensidige forhold imellem mennesker, der forsøger at påvirke hinanden argumentativt, forbliver volapyk, hvis man kun besidder et ensrettet, mekanisk begreb om kausalitet.
Homo Faber på syre
Max Frisch skrev i 1957 en berømt roman, Homo Faber, om ingeniøren Walter Faber, der trods sin selvsikre tro på et videnskabeligt verdensbillede bliver indfanget i et skæbnesvangert sammentræf af tilfældigheder. Romanen udtrykte en skepsis over for det moderne menneskes indbildskhed, der herhjemme blandt andet fandt genklang i præsten Ole Jensens økologiske kritik af naturbeherskelsen. Ole Jensens advarsel om, at vi er ”i vækstens vold” (1976) og på en fatal måde fremmedgør os i forhold til naturen, synes ikke at være blevet mindre aktuel i dag.
Men desto mere underligt er det, at der ikke synes at være nogen udbredt erkendelse af, at noget lignende kan foregå i relation til menneskets kultur og åndsliv. Dette sker i mine øjne, når humanvidenskaberne efteraber naturvidenskaben, hvilket fører til indspist fagjargon, reduktionistiske forklaringsmodeller og en overdreven tro på topstyring og konsulentvæsen. Wokeness er ikke andet! Det er den groteske, men følgerigtige konsekvens af snakkefagenes videnskabelige selvstilisering. Wokeness er Homo Faber på syre og derfor grundlæggende inkompatibel med forførelse.
