Der er, naturligvis, mange ting jeg har det svært med ved identitetspolitikken. Men en ting som særligt irriterer mig, det er dens påtagede stupiditet. Forestillingen om at mennesker ikke kan kende forskel på leg og virkelighed, fiktion og fakta.
For nogle måneder siden var det store identitetspolitiske slagnummer i den evige kønsdebat, at mange kvinder blev dræbt i film, hvilket skulle være et udtryk for en generelt misogyn strømning i samfundet. Let komisk er det dog, at langt flere mænd bliver dræbt på film, uden nogen dog vil hævde, at det er et udtryk for, at samfundet er misandrisk (det betyder mandefjendsk), selvom det uvægerligt burde være den logiske konsekvens af selvsamme logik.
Men det mere grundlæggende spørgsmål er naturligvis, om man kan slutte fra fiktion til virkelighed. Hvis jeg ser Bruce Willis som wisecracking action-betjent i Die Hard, der ene mand formår at nedkæmpe diabolske forbrydersyndikater, mens han ser stort på reglementer og harmdirrende overordnede, betyder det så, at det afspejler sig i mit syn på de politifolk, der stopper mig for en defekt baglygte på Irlandsvej en tåget decemberdag?
Bør jeg også være undrende - og måske skuffet – over, at de fleste arkæologer, jeg kender, er markant bedre til at betjene små pensler og skeer i regnvåde grøfter udenfor danske provinsbyer, end de er til at svinge piske og undslippe diabolske nazister, selvom Indiana Jones utvivlsomt er populærkulturens suverænt mest kendte arkæolog?
I fiktionen - eller legen - kan vi mennesker godt kan lide det spektakulære og dramatiske. Kort sagt alt det som ligner virkeligheden meget lidt. Netop fordi det ikke minder os om vores lavpraktiske dagligdage hvor det mest spektakulære, der overgår os, det er, når ekspedienten i Bilka kommer til at give os for mange guldmærker.
Derfor er det heller ikke en legitimering af hverken politivold eller krænkelse af ejendomsretten, når børn leger politi og røvere, og det er heller ikke en glorificering af kolonialistisk etnisk vold, hvis de leger indianere og cowboys. Det er en leg med roller og arketyper pakket ind i en tynd fernis af noget virkeligt. For selv børn formår at skelne mellem leg og virkelighed.
Men det gør store dele af det meget voksne, identitetspolitiske segment tydeligvis ikke. Det står efterhånden klart hver Sankt Hans, hvor harmdirrende indlæg om det misogyne i bålheksene er blevet næsten lige så meget en tradition som Midsommervisen.
Fordi, lyder ræsonnementet, heksedukkerne forestiller en kvinde. Dermed er det en kvinde, man brænder, og derved opstår der ubevidst en forestilling om, at man godt må brænde virkelige kvinder, der ikke er hekse eller lavet af pap, og det understøtter altså kvindevold. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
Men der er ingen historisk kontinuitet mellem 1600-tallets henrettelser for trolddom og så heksen på midsommerbålet, der opstod adskillige hundrede år efter de sidste trolddomsprocesser i Danmark. Heksen er ikke et symbol på de kvinder, der blev dræbt på baggrund af rygter kombineret med Christiand IV’s religiøse fanatisme - men derimod karakterer fra folketroen og eventyrverdenen på lige fod med trolde, elverfolk og nisser.
Og traditionen med at brænde - og dermed forsage - det onde kendes i et utal af varianter. I en lang række lande er det Judas, der ved påsketid ender på bålet. Briterne er glade for at lade ham repræsentere ved den fejlslagne katolske kupmager Guy Fawkes. Mange indere brænder guden Ravana, mens man i Centraleuropa har enten druknet eller brændt dukker af den hedenske gudinde Marzanna. Kan man derfra så slutte, at eksempelvis inderne og briterne er mindre kvindehadende end danskere - men til gengæld mere mandehadende - fordi deres foretrukne brændoffer er mandligt? Selvfølgelig ikke. For traditionerne handler ikke om køn men om ritualer og en symbolsk forsagelse af det onde i en eller anden personificeret udgave.
Det er i øvrigt ikke ulig den ganske velkendte kristne Fadervor, at man således rituelt søger at forsage ondskaben. Her bliver den meget mandlige djævel forsaget (måske endda dæmoniseret, i bogstavelig forstand?), uden det kaster harmdirrende anklager om mandehad af sig.
I dag er langt de fleste af de ovenfor nævnte ritualer selvsagt også afkoblet fra både historiske og religiøse forestillinger. De er blot reduceret til traditioner, som opføres, fordi det skaber en følelse af historisk kontinuitet ganske som så meget andet i vores samfund (hvor mange tænker eksempelvis på, at ægget oprindeligt var et symbol på Jesu opstandelse, når de triller æg ved påske?).
Selv har jeg ikke den store veneration for dukkeafbrænding. Det er sjovt for børn lidt ligesom snobrød, men jeg vil næppe savne bålhekse voldsomt, hvis de forsvandt. Men både som historiker og borger er det dybt forstemmende at se, hvordan typisk ekstremt højtuddannede medborgere med afsæt hyperbanale pixibogsanalyser hævder, at alle andre end dem selv og en mikroskopisk skare af ligesindede enten udøver sexisme eller bliver præget i sexistisk retning, fordi man brænder en papfigur.
Som George Orwell engang skrev: “One has to belong to the intelligentsia to believe things like that: no ordinary man could be such a fool.”
