Arbejdsdelingen inden for dansk film de sidste 10.000 år har været, at Adam Price og Thorsboe-brødrene skriver tv-serierne, og Kim Fupz Aakeson skriver manus til filmene, mens Mads Mikkelsen spiller hovedrollen.
Derfor vakte det opsigt, da førnævnte Aakeson i filmmagasinet Ekko gik til kamp mod kvindehadet i dansk film, hvor han oplever en massiv “gentagelse af et narrativ om kvinden som offer, altså massivt. Hun skal kvæles, voldtages (gerne i den rækkefølge), pelses, parteres, skændes”, hvilket han slet ikke forstår, og slutter af med at spørge “hvorfor er det okay, når bare det er damer?”.
Det er jo et godt spørgsmål. Særlig fordi det ikke passer. Hvis det er nogen, det generelt er ‘okay’ at slå ihjel i film, er det mænd. Det får nu ikke Nanna Frank Rasmussen, formand for Danske Filmkritikere, til at ryste på hånden:
“Man fornemmer en vis nydelse i at se en fornedrelse af kvinden. Når det bliver udpenslet, bliver det sensationelt, og det understreger den misogyny, som findes i de patriarkalske samfund, vi lever i,” siger hun til Berlingske.
Skulle man endelig udlede en kønspolitisk morale af filmhistorien, er den, at mænd er dem, der kan aflives i hobetal, mens kvinders død tilskrives langt højere værdi og impact og i øvrigt skildres langt sjældnere. Det er så parodisk åbenlyst for enhver, der har brugt tid i en biograf eller et par eftermiddage på Netflix, at det burde være unødvendigt at eksemplificere, men nu gør vi det så alligevel.
Herunder følger en hurtig gennemgang af top ti på IMDB’s liste over de 250 bedst bedømte film. De er baseret på hukommelsen, så der kan, indrømmet, været misset et drab eller to. Men som det vil fremgå, vil det ikke radikalt ændre billedet:
En verden udenfor: Kun mænd dræbt (om end hovedpersonen er uskyldigt dømt for et kvindedrab).
The Dark Knight: I parodisk altovervejende grad mænd dræbt.
Det samme gælder for Godfather I. To kvinder bliver dræbt i Godfather II, men til gengæld rigtig mange flere mænd.
Schindlers Liste? Temmelig mange af begge køn dræbt af oplagte grunde. Langt de fleste drab on-screen er dog mænd. Den person, som seeren særlig forventes at fatte sympati for, er en lille pige i en rød jakke, der som det eneste er farvelagt i den sort-hvide film.
Pulp Fiction? Adskillige drab på mænd, et enkelt på en unavngiven kvinde.
Hvad så med 12 vrede mænd? Ingen dræbte on-screen, men filmen handler om drabet på en mand og den mulige henrettelse af en anden mand.
Ringenes Herre (hvoraf to ud af tre film er i top ti)? Igen i altovervejende mænd dræbt og rigtig, rigtig mange af dem.
Den gode, den onde og den grusomme? Kun mænd dræbt.
For sjovs skyld kunne man fortsætte listen med et par stykker efter top-ti som Forrest Gump, Inception og Fight Club. Her er det stadig i altovervejende grad mænd, der må lade livet. Skal vi tage et par ubestridte klassikere til?
Star Wars? I hele den oprindelige trilogi kan jeg kun huske Luke Skywalkers mor i A New Hope og en af Jabbas slaver, som bliver spist af en rancor i Return of the Jedi. Terminator og Alien? Historier om en helt utrolig masse mennesker, i altovervejende grad mænd, der bliver dræbt, mens kvinden overlever.
Altså, come nu on. Hvis man vil anlægge et kønsperspektiv på drab i filmhistorien, er der ingen vej uden om den åbenlyse konklusion, at mænd ganske enkelt bliver dræbt i massivt større omfang end kvinder.
Og hvorfor så egentlig det? Jo, fordi filmhistorien spejler, at de fleste – uanset køn – intuitivt mener, at kvinders liv er mere værd end mænds, hvilket også kommer til udtryk i et utal af andre sammenhænge – hvem der forventes at ofre deres liv i krig, hvem der skal først i redningsbådene fra et synkende skib osv.
Hvorfor folk mener det, kan man sikkert more sig med at finde forskellige forklaringer på. Hvis man er feminist, kan man hævde, at det er et udtryk for white-knightism og patriarkat (selvom man naturligvis ville mene, det også var udtryk for patriarkalsk kvindeforagt, hvis flere kvinder end mænd blev dræbt).
Det kan også være den mere evolutionært funderede, at kvinder er fysisk svagere og kan føde børn, hvilket gør dem mere nødvendige for samfundets videreførelse end mænd, der, kynisk betragtet, lettere kan undværes. Den mulighed anfører Kontrast-skribent Tobias Petersen i sit fornuftige indlæg i Ekko. Jeg hælder mod den samme udlægning og synes heller ikke, at mænd er ofre for filmhistorien.
Det er under alle omstændigheder surrealistisk at høre voksne mennesker forsøge at udlægge kvinder som dem, der primært er ofre for drab og voldshandlinger på film, og at det dækker over stor kynisme og brutalitet, når det indlysende forholder sig omvendt.
