Der findes en ubehagelig retorisk manøvre, særligt i politiske sammenhænge, som gode kræfter må stå sammen om at gøre op med. “Det falske vi” er tidligere blevet hudflettet af Dan Turèll og senere Mikkel Andersson, som i 2016 manede til død over begrebet. Det lever desværre stadig i bedste velgående, måske stærkere end nogensinde, så lad os se, om vi – altså jeg og forhåbentlig læseren – kan slå nye slag mod den forbandede tendens.

“Det falske vi” går ud på, at en afsender af en tekst siger “vi” om en gruppe, han eller hun ikke selv mener at tilhøre og reelt distancerer sig fra. Her er nogle nylige eksempler, som alle sammen kommer fra Politiken, uden dermed at påstå, at vi andre er uden synd. Så meget desto mere er det værd at gøre op med elendigheden: 

Vi er blevet fremmede for naturen, skriver en forsker, der er ekspert i botanik og næppe føler sig omfattet af noget naturfremmed “vi”.

Vi er nødt til at engagere os meget mere i kunstens verden, skriver en mand, som er kulturjournalist og boganmelder, og som indlysende ikke kritiserer sig selv. 

Vi skal holde op med at være så hykleriske, når det gælder menneskeliv, skriver en studerende, der selvfølgelig ikke regner sig selv blandt de hykleriske. Dette indlæg benytter “det falske vi” adskillige gange og understreger dermed, at problemet går ud over clickbait-søgende redaktionssekretærer.

Hvorfor dette vrøvl, hvor afsenderen taler sig ind i en forløjet sammenhæng, frem for at stå i åben opposition med ærlig snak? Fordi, som Bibelen siger, det vækker større glæde at se en omvendt synder end hundrede retfærdige. Derfor er der points at vinde ved at skabe et billede af selvransagelse. 

Et falsk vi giver indtryk af, at afsenderne er ansvarlige mennesker, der ærligt, ydmygt og modigt påpeger fejl og forsømmelser på egne vegne og i egne rækker. Hvilket selvfølgelig er et vrangbillede, siden de kun siger og skriver, hvad de hele tiden har ment, og opfordringen til selvransagelse sjældent gælder afsenderen selv.

Det stopper ikke her
Et yderligere eksempel giver en ekstra dimension til “det falske vi”: 

Vi danskere elsker at prale af vores hygge, skriver en sociolog, som i virkeligheden anser hyggen som udtryk for en giftig kultur. 

Ordet “danskerne” kan i sig selv fungere som et falsk vi. Nøjagtig som “vi” bruges “danskerne” i to betydninger. Den ene betydning omfatter rundt regnet fem millioner mennesker, hvis nationalitet er dansk. Men der er selvfølgelig tale om en anden betydning, når en dansker konstaterer, at “danskerne er blevet racister”. 

Denne anden betydning dækker over en undergruppe, der kendetegnes af træk som en kritisk indstilling til indvandring, en glæde ved stegt flæsk, bopæl i provinsen og fravær af akademisk uddannelse og abonnement på Politiken. Når kernesegmentet for denne avis skriver, at “jeg skammer mig over at være dansker”, har vi således et falsk vi i nye klæder. Skribentens bagvedliggende logik, bevidst eller ej, vil nu være velkendt og lyder omtrent sådan: 

“Jeg er en dansker i den første definition, men nærer afsky ved danskere i den anden definition. Jeg vil derfor udnytte, at den første definition giver mig mandat til at tale ud fra en falsk vi-hed, mens jeg i virkeligheden retter skytset mod en gruppe mennesker, der er min politiske modpart.”

Altså et falsk vi helt uden “vi”, men princippet er det samme. Kodesproget bliver opfattet af afsenderens meningsfæller uden at tage anstød qua danskere, for de ved godt, at de reelt ikke er i skudlinjen, og følgelig vil de prise afsenderen for hans mod og påtagede selvrefleksion. At teknikken bruges, indikerer, at teknikken virker. 

“Det forlorne man”
Så “danskerne” er den lige så onde tvilling til “det falske vi”, men stamtræet går videre endnu. Der er en belastende fætter. Mine overvejelser om den kroniske vi-hed er foranlediget af en observation, som vi på redaktionen gjorde os i forbindelse med et citat i chefredaktørens indlæg om kritik af brutalitet mod kvinder på film: 

“Man fornemmer en vis nydelse i at se en fornedrelse af kvinden. Når det bliver udpenslet, bliver det sensationelt, og det understreger den misogyny, som findes i de patriarkalske samfund, vi lever i,” sagde filmanmelder Nanna Frank Rasmussen til Berlingske. 

Vi kan kalde dette “man” for “det forlorne man”. Det relaterer sig til “det falske vi” som et stedord, der camouflerer, hvem vi egentlig taler om. Her havde et falsk vi været uhensigtsmæssigt, fordi det uvægerligt ville lyde, som om filmanmelderen selv fandt nydelse i den fornedring, hun kritiserer. Havde hun sagt, at “jeg tror, at mange mænd kan lide at se på vold mod kvinder”, havde opfølgende spørgsmål været oplagte (hvem, hvor mange, hvordan ved du det?). Men “det forlorne man” fik pointen frem gnidningsløst og reddede dagen. 

Det bør vi ikke lægge Nanna Frank Rasmussen til last. Min pointe er, at man som modtager af information skal være bevidst om disse forskydninger og camoufleringer af mening. Det har altid været vigtigt, men er det måske særligt i dag, hvor begrundelser tager udgangspunkt i abstrakte begreber som strukturer, patriarkat osv. 

Kan du konstatere det samme, og er du enig i, at debatten har et problem, giver de sociale medier god mulighed for at udfordre falske vier og deres irriterende slægtninge. Retorikken er nem at gøre op med, når den først er gennemskuet, hvorpå høflige spørgsmål kan demaskere sludderet: Hvem er “vi” og “man”? Hvem og hvad taler du egentlig om? Hvorfor taler du, som om du var en del af noget, du i virkeligheden distancerer dig fra? 

Hvis du vil, må du gerne dele dette indlæg i samme ombæring, og det vil vi sætte pris på. Altså vi her på redaktionen. Sikkert også andre.