Lad os først slå én ting fast. Den danske uddannelsesstøtte i form af SU er surrealistisk høj. Det er den i absolutte tal, hvor offentlige midler til uddannelsesstøtten og dermed de studerendes privatforbrug er markant større end udgifterne til de uddannelser, de går på: Og ja, du læste rigtigt. Staten bruger flere penge på at fylde studerendes køleskabe end at fylde deres hoveder.
Dernæst er SU’en også voldsomt meget højere end alle andre lande på kloden. I langt de fleste lande får man slet ikke penge for at studere, og i en hel del koster selve uddannelsen også penge. Sådan er det ikke i Danmark, hvor staten leverer både uddannelse og SU betalt af ens medborgere.
Selv i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU absurd høj. Bor man i Norge, får man som udeboende universitetsstuderende omtrent 3.300 danske kroner (4.200 norske) om måneden. I Sverige er beløbet godt 2.400 danske kroner (3.360 svenske). Til sammenligning er den danske sats 6.397 kroner om måneden.
I Danmark får man altså næsten det dobbelte af, hvad man får som studerende i Norge, der normalt ikke passerer for at være et uddannelsesmæssigt eller økonomisk uland.
Gør det så, at danskere vælter ind på universiteterne i højere grad end eksempelvis svenskere? Næh, andelen med en kandidatgrad er en smule højere (se side 32) i Sverige end i Danmark, selvom deres SU altså er langt under halvdelen af den danske. Til gengæld er andelen med en kandidatgrad markant højere i en række europæiske lande med markant lavere SU, eksempelvis Polen.
En uddannelse er derudover ikke en gave, som den studerende giver samfundet. Det er et privilegium, som stilles til rådighed af ens medborgere, som gør det muligt for den enkelte at investere i at opnå både mere interessante jobs og livstidsindkomst i den absolut højere ende.
Og ikke nok med det. I forhold til den ulighed, der normalt er venstrefløjens primære mærkesag, er SU’en som ydelse også pivhamrende skæv. Som Dansk Erhvervs uddannelsespolitiske chef nøgternt forklarede:
“SU’en er den eneste offentlige ydelse, der over et livsforløb laver negativ omfordeling; fra fattige til rige. Så hvis målet er et mere lige samfund, må man bare konstatere, at SU’en faktisk er med til at øge uligheden.”
Derfor er det raseri, som store dele af venstrefløjen og de tweetende klasser udviser over for en indlysende fornuftig og rimelig omlægning af SU’en til et lån på et universitetsstudies sidste år, ekstremt påfaldende. Det burde ikke give mening, at angiveligt solidariske venstreorienterede ønsker at tage penge fra kassedamen og give til den medicinstuderende. Men det gør det alligevel, hvis man anskuer det som god, gammeldags klassebaseret interessevaretagelse.
For naturligvis har stort set alle, der protesterer over den foreslåede omlægning, selv en lang videregående uddannelse. Og mon ikke også deres børn typisk vil gå samme vej. Og kan man dog byde nogen at skulle betale for deres egne indkøb, mens de kan se kandidatgraden i horisonten, når nu man selv fik milde gaver fra staten, dengang man skrev speciale? Naturligvis ikke. Det mest artikulerede forsøg på et svar finder man fra Politikens Magnus Barsøe, der raser over, at man ikke bare lader de stakkels studerende beholde andres penge og blot sætter skatte- og afgiftsskruen endnu mere i vejret i et af verdens i forvejen højest beskattede lande.
Desuden kan han slet ikke have, at folk som selv har fået SU, tillader sig at mene, at den skal ændres. Og det er jo et herligt argument at høre fremsat i ramme alvor fra en voksen mand. Når man har bygget et af klodens suverænt mest beskatningsliderlige samfund op, hvor staten konfiskerer halvdelen af ens indtægter, uanset om man kan lide det eller ej, skal man naturligvis også frasige sig den omfordeling, som skattebetalingerne går til, må man forstå.
Jeg er dog ikke utilbøjelig til at imødekomme logikken i nogen grad. For hvis Magnus gerne vil lade mig og andre undlade at betale skat til offentlige udgifter, vi ikke selv gør brug af eller finansierer privat, vil jeg helt sikkert gerne love, at jeg ikke økonomisk vil trække på offentlige services, jeg ikke bidrager til over min forventeligt markant nedsatte skat. Jeg tænker, Magnus og jeg i fællesskab kan gennemgå min smørrebrødsseddel og se, hvor langt ned vi kan få min trækprocent applicerende dén logik. Det skal nok blive hyggeligt.
Alternativt kunne man oprette en særlig indbetalingskonto til Magnus og ligesindede i Finansministeriet, hvor de kan deponere overskydende midler, der så kan gå til værdigt trængende kandidatstuderende. Gerne offentlig, så vi alle kan måbe og begejstres over den utvivlsomt massive generøsitet.
