Forsigtighedsprincippet fører kun civilisationer ét sted hen: stagnation, nedtur og undergang. Umiddelbart lyder det godt og snusfornuftigt med forsigtighedsprincippet: Better safe than sorry. Etisk er forsigtighedsprincippet dog dybt problematisk.

Atomenergi, genmodificerede afgrøder (GMO’er) og genetisk redigering i form af Crispr-cas9 er alt sammen alt for farligt, så det jordes igen og igen af politisk aktivisme, restriktiv lovgivning og bjerge af administrativt og fodslæbende papirnusseri. Teknologier, der kunne forberede livet for millioner af mennesker og få nationer og civilisationer til at blomstre, har venstreorienterede aktivister igen og igen kvalt, fordi de fik en dårlig mavefornemmelse. 

Vi andre er dog ikke meget bedre. Vi har set for passivt til, fordi vi allerede havde det for godt og komfortabelt. For ofte er vi for forsigtige, for husfredens og bekvemmelighedens skyld. Forsigtigper og hystaden får ret, og vi får fred. 

Hvad der er rigtigt og forkert i denne verden, kan til tider være svært at afgøre, men griber vi efter forsigtighedsprincippet som redningskrans, så venter kun druknedøden for vores civilisation. Desværre er det netop, hvad mange venstreorienterede vælgere, partier og miljøorganisationer instinktivt synes at gøre. Og tør man tilføje – kvinder? 

For tiden gjalder et horn i medierne om, at de borgerlige mangler en idédebat, skriver ingen debatbøger og mangler visioner. Lad derfor gælde, at den borgerlige etos skyr forsigtighedsprincippet og foretrækker vovemodet. Lad os droppe museskridtene i Danmark og tage eventyrets og modernitetens syvmilestøvler på.

Atomkraft er en energiform, som aldrig har fået det omfang, som den kunne have fået, fordi vi hellere måtte være forsigtige. I dag vil vi hellere plastre Nordsøen til med tusindvis af vindmøller og skamfere det bølgende, danske landskab med sorte og hårde solceller, end opføre fem atomkraftværker, der kunne levere strømmen til vores hjem, industri og transportsystem. 

Den civilisatoriske pris for at have satset på et for dyrt og upålideligt energisystem, aner vi denne sommer, hvor vi – som Stark-familien i Game of Thrones – dystert messer “winter is coming” for os selv i desillusioneret forudanelse om eksploderende energipriser og -mangel, økonomisk recession og en krig i Ukraine, der måske ikke går vores vej. I Tyskland har satsningen på sol og vind for opgivelsen af atomkraft, i forsigtighedsprincippets navn, allerede kastet en bekymret neologisme af sig som Dunkelflaute (der findes endnu ingen officiel oversættelse, så jeg vil foreslå ’mørkevindstille’, ’mørkestille’ eller ’mørkeflovs’). 

Dunkelflaute kan tyskerne (og vi andre) i kommende vintres mørke messe for sig selv i uopvarmede og mørklagte huse, hvis planerne om vind- og solenergi gennemføres i deres nuværende form. 

Erkendelsen af at vi nok har truffet nogle forkerte og for forsigtige energimæssige valg, har bredt sig. Politikens Bagside er selvfølgelig en sikker undtagelse, idet man her har erklæret sig som modstandere af atomkraft. Men de skal have tak for, at de i foråret, sammen med TV2, gennemførte en spørgeundersøgelse, der dokumenterede, at ’tilhængere eller i høj grad tilhængere’ af atomkraft var mere end fordoblet – i 2016 var 17% for, i 2022 36%. Kønsforskellen var dog mest bemærkelsesværdig: Kun 15 % kvinder var tilhængere, mens 58% af mændene var – næsten fire gange så mange. Meget taler til kvindernes ære, men dette gør ikke. 

Kvinders mindre risikovillighed, mindre interesse for teknologi og maskiner og højere grad af neuroticisme (en halv standardafvigelse ifølge psykologien) er nok væsentlige faktorer. Mit råd til landets kvinder er: Få læst op på jeres fysik, teknologihistorie og -forståelse ift. atomenergi, så I har noget at stå imod med, når bekymring og frygt frister jer med forsigtighedsprincippet. Hvis det ikke er nok, så frygt for jeres børns fremtid, som vil blive fattigere, usikrere og formentlig jævnt elendig uden rigelig og sikker energi.

Ofte hører man, at atomenergi ikke kan konkurrere med sol- og vindenergi, da det er alt for dyrt. Det er en sandhed med modifikationer. Grunden til at atomenergi er blevet så dyrt i USA, er primært tonsvis af regulatoriske snubletråde, midlertidige stopklodser, krav om designændringer midtvejs i byggeprocessen, høringer og yderligere undersøgelser. Robert Zubrin skrev i internettidsskriftet Quillette i maj, at det er aktivisterne imod atomenergi, ”der har mangedoblet omkostningerne ved atomkraft ved at skabe og udnytte et system af løgnagtig hyperregulering. De er som en giftblander for retten, der hævder, at offeret døde af et hjertestop”. 

Det er, hvad forsigtighedsprincippet har ført til i USA, hvad angår atomkraft. Frankrig har formået at holde udgifterne nogenlunde stabile, mens Sydkorea har formået at bygge dem stadig billigere. I Danmark har forsigtighedsprincippet ført til, at vi end ikke har den tilstrækkelige viden og teknologi til at bygge dem. I den forstand er Danmarks forhold til atomkraft et perfekt billede på forsigtighedsprincippets logiske slutpunkt: dum uvidenhed og teknologisk uformåen.   

I bogen The Power of Bad – How the Negativity Effect Rules Us and We Can Rule It (2019) skriver John Tierney og Roy Baumeister, at nutidens alarmister “advarer om, at mobiltelefoner og genmodificeret mad vil forårsage kræft. De påberåber sig forsigtighedsprincippet, der regulerer føderale instanser som Food and Drug Administration og er nedfældet i love i EU og FN: Ingen teknologi bør introduceres, medmindre den først kan bevises at være sikker. Som formelt princip blev det ikke artikuleret før 1980’erne, men i sin essens er det den filosofi, de kinesiske mandariner fulgte, da de forhindrede brugen af mekaniske ure – det er simpelthen antitetisk for fremskridtet. Som videnskabsjournalisten Ronald Bailey har bemærket, så er den mest nøjagtige formulering af forsigtighedsprincippet: Gør aldrig noget første gang.

Tierney og Baumeister beretter om, at Greenpeaces og andre anti-GMO-aktivisters kampagner i Europa og Amerika har hindret den anden grønne revolution. 

”Ud over at skræmme offentligheden (så halvdelen af alle amerikanere tror, at GMO’er er usunde), har deres kampagner ført til, at fonde og regeringer holder tilbage med investeringerne i GMO-forskning, og det har forhindret bønder i Afrika fra at bruge afgrøder, der kunne brødføde flere mennesker og bekæmpe ernæringsmæssige mangler. Skrækkampagnen førte endda til at zambiske embedsmænd afviste fødevarehjælp under en hungersnød, fordi den indeholdt GMO’er. Det vurderes, at mere end en million mennesker dør hvert år, og mindst 250.000 børn bliver blinde på grund af mangel på vitamin A og andre mikronæringsstoffer. Dette kunne begrænses ved genetisk forbedrede varianter af ris, bananer og andre afgrøder. Disse afgrøder regnes for sikre af et overvældende flertal af videnskabsfolk, herunder mere end 140 nobelprismodtagere, som kaldte en kampagne mod GMO’er for en ‘forbrydelse mod menneskeheden’.” 

Crispr-cas9 er en endnu mere revolutionerende bioteknologi, der potentielt vil kunne gøre os til herrer over naturen og livet. Hidtil har livet udviklet sig gennem naturlig selektion mellem varianter, det vil sige Darwins evolution, der om nogen er en brutal og nådesløs tyran. Nu har livet – i form af en nøgen abe iført hvide kitler – måske for første gang i universets historie fået muligheden for på sigt at beskytte og løsrive sig fra evolutionens diktat. Kirkeklokkerne burde ringe hver morgen, mens vi alle videbegærligt og utålmodigt orienterede os om, hvad dagens nyheder var inden for crispr-cas9-forskningen. I stedet er der snarere radiotavshed. 

Forskerne fornemmer med rette, at den, der forsker ubemærket, forsker stadig. Ikke bedst, blot stadig. For venstrefløjens frygt- og kriseindustrielle kompleks står altid til klar til at råbe moratorium i forsigtighedsprincippets navn, og frygtfuldt hamrer enhver forsker, der stikker for meget op med lidt for store visioner, godt ned under gulvbrædderne, hvor forskningsbevillingerne ikke er at finde.

Den amerikanske professor Steven Pinker har opsummeret i en enkelt sætning, hvad det primære moralske mål for nutidens bioetikere og venstrefløjsaktivister burde være i forhold til crispr-cas9-teknologien: ”Get out of the way.”

Verden har virkelig ikke brug for, at forskningen kvæles af aktivistiske og organisatoriske skrankepaver, ”moratorier eller trusler om søgsmål baseret på tågede, men flotlydende begreber som ’værdighed’, ’helligt’ eller ’social retfærdighed’.” 

Vi gider ikke lægge øre til ”perverse analogier om atomvåben, nazistiske grusomheder eller science-fiction dystopier som Brave New World og Gattaca, freakshow-scenarier med hære af Hitler-kloner, folk, der sælger deres øjeæbler på Ebay, eller kølehuse fulde af zombier, der kan fungere som organdonorer”. Den hysteriske krise- og frygtindustri kan godt pakke sit cirkustelt af useriøse overdrivelser sammen, forestillingen er ikke blot kedelig og trættende, den er også dybt uetisk. Crispr-cas9-teknologien har nemlig potentialet til at blive den allerstørste velsignelse for menneskeheden.

Men hvis potentialet er så stort, er det så ikke så meget vigtigere lige at se tiden an, tage den med ro, passe lidt på? Det er der desværre nok mange, der stadig gerne vil kvække som indvending. De, der føler og tænker sådan, skal tænke over den enorme lidelse for millioner af mennesker, som blot et års forsinkelse af en effektiv bekæmpelse af malaria, kræft, Alzheimers osv. vil have. 

Biomedicinske fremskridt er vanskelige, minder Steven Pinker os om. De vil altid være trinvise og hårdt tilkæmpede. ”Biomedicinsk forskning vil altid være tættere på Sisyfos end et tog ude af kontrol – og det sidste vi har brug for, er en lobby af såkaldte etikere, der hjælper med at skubbe stenen ned af bjerget.”

Det sidste, Danmark og Vesten har brug for, er frygthovedernes forsigtighedsprincip. Vi skal selvfølgelig ikke være blinde optimister, men vi skal heller ikke putte med, at vi tør.