I 1998 ville Georgias guvernør, Zell Miller, afsætte 105.000 dollars årligt i delstatens budget, så hver nyfødt kunne få en cd med den allerbedste klassiske musik i dåbsgave. Guvernøren havde nemlig læst om Mozarteffekten. Hvis et barn hører klassisk musik, bliver det mere intelligent, det får en højere IQ. Med denne betænksomme gave forventede Georgias guvernør, at fremtidige børn ville stryge til tops på alle uddannelsesranglister.
Spanske gynækologer havde næppe stor respekt for Zell Millers visionære børne- og uddannelsespolitik. I al fald mente de med deres dybere indsigt, at det auditive bad i klassisk musik burde starte allerede før fødslen. Derfor opfandt de Babypod – en intravaginal højtaler. Det revolutionerende produkt lancerede de med en unik og stemningsfuld julekoncert med den spanske sangerinde Soraya Arnelas. Med en babypod i – ja, undskyld sproget – kussen kunne de vordende mødre give deres endnu ufødte baby den allerbedste auditive og kognitive start i livet, en slags før-fødsel-julegave.
Mozart-effekten er et kongeeksempel på, at der er ingen nedre grænse for, hvad folk gerne vil tro, hvis det flugter med et narrativ, som de ønsker er sandt. At nurture er vigtigere end nature, at forældre kan forme deres barn som kunstneren et stykke ler, tror og ønsker mange, er sandheden. Derfor forvandledes et lille studie, der viste, at 36 universitetsstuderende blev lidt bedre til rumlig ræsonneren i hele 15 minutter efter at have lyttet til klassisk musik, til den populærvidenskabelige sandhed, at hvis børn lyttede til Mozart, så blev de mere intelligente.
Disse to eksempler skal ikke bruges til at jamre over, at dumhedens dal er dyb. I stedet er de to eksempler på, hvad jeg vil kalde garnstrammere. I Peter Fabers kendte julesang er det den lille Sine, der skal passe på, når hun løsner båndet på sin julegave – hvis hun strammer garnet, kvæler hun barnet. Men i den virkelige verden er garnstrammere mennesker, der mener, snakker og handler for at verden skal blive et bedre sted, men hvis snak og handlen også altid har den effekt, at de kvæler barnet. Hvis kvinder tror blot det mindste på, at de kan fejle fatalt i barnets udvikling, hvis det ikke får lyttet til klassisk musik, så er løkken om mødrenes og barnets hals allerede strammet en lille smule.
At nurture er vigtigere end nature, er den dominerende forestilling i Danmark. Eksempler på denne forestilling er legio. Der går næppe en dag, hvor forestillingen ikke står centralt i en eller anden artikel eller udsendelse i et af landets medier. Men lad os tage ét eksempel, hvor forestillingen interessant nok blev udfordret.
Statsminister Mette Frederiksen var i sin egen podcast sidste år i samtale med Svend Brinkmann. Talen faldt på unges mistrivsel, og statsministeren mente at vide, at barndommen ”er den allervigtigste periode. Især de første 5-6 år, hvor alting bliver etableret og dannet.”
Det var Brinkmann ikke helt enig i, for han forklarede: ”Om man er højt begavet eller ikke højt begavet. Om man er kropslig dygtig eller ikke så kropslig dygtig. Det ved vi i dag er delvist medfødt. Der troede man nok lidt i halvfjerdserne, at barnet var sådan et fuldstændig formbart væsen, som vi kunne få til at blive til hvad som helst, hvis bare vi formede det, som vi ønskede det. Det ved vi i dag ikke er rigtigt.”
Mette Frederiksen var dog ikke overbevist, forældrenes hjælp, ikke Brinkmanns høje begavelse var vigtigst for at forklare hans succes i skolen: ”Du klarede dig så godt i skolen, fordi når du kom hjem, så var der nogle, som kunne hjælpe dig med [lektierne]. Drivkraften i en del af de reformer, som vi har lavet, har været en intention og indignation over, at vi har en skole, hvor der er så mange børn, der ikke lærer det, de skal for at få en uddannelse og klare sig godt i deres liv. Hvis du forlader skolen som 16-årig dreng og ikke kan læse, skrive og regne, så er det blevet markant svære at klare sig.”
Svend Brinkmann insisterede dog, og havde han været en intellektuel i en amerikansk kontekst, kunne han være blevet cancellet for det efterfølgende udsagn: ”Vores begavelse er jo fordelt som på en klokkekurve. Der er nogle, der er oppe i toppen, og så er der nogle, der er nede i bunden. Ja, det lyder jo grimt at sige det på den måde. Men det er bare en psykologisk realitet. De fleste af os er et eller andet sted i midten. Der vil altid være nogle, der er i bunden. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke giver dem en fornemmelse af, at de er forkerte, for nu har vi reformeret skolesystemet og tilrettelagt alt, og de kan stadigvæk ikke læse, skrive og regne, som de skal. Det er jo ikke sikkert, at det er dem, som der er noget galt med.”
Mette Frederiksens tyrkertro på nurture lod sig dog ikke rokke, for hun svarede: ”Der er stadigvæk en fuldstændig klar sammenhæng i dette samfund mellem, hvad dine forældre lavede, og hvor du selv ender. Hvis det var helt ligeligt fordelt mellem dem, som ikke kan opnå kompetencerne på tværs af samfundet, så ville jeg købe din præmis, men jeg kan jo se, at hvis du vokser op med en mor og far, der er på kontanthjælp, så er din risiko for at havne i nogle ting, der ikke er gode meget større, end hvis du vokser op i et akademisk hjem. Vi kan jo ikke sige, at fordi du har akademiske forældre, så er du også mere genetisk disponeret for at …”
Her afbrød Brinkmann statsministeren med: ”Det er heller ikke noget, jeg bryder mig om at mene, men det er det, der er et vist empirisk belæg for.” Brinkmann har ret, men han burde have sagt et ”knusende empirisk belæg for” – selvom det næppe havde rykket på Frederiksens mening om sagen.
I podcasten opstod diskussionen om nurture over for nature i sammenhæng med unges mistrivsel, men nurture over for nature-debatten spiller også en rolle for den faldende fertilitet. For statsministre, forældre, psykologer, influencere, lærere og journalister, der abonnerer på nurture-forestillingen er med al deres snak og handlen garnstrammere af værste skuffe.
Forældre skal stå på hovedet for deres børn, for at de bliver en succes i livet. Skolen forventer, at forældrene følger med i Aula eller Lectio, for der er beskeder og nyheder om stort og småt. Der skal følges med i og hjælpes med lektier. Der skal arrangeres sleep overs, klasse- og forældrearrangementer, så alle kender hinanden og ingen holdes udenfor, mobning forhindres og konflikter håndteres nemmere. Alle inviteres til børnefødselsdage, og forældrene kan da også lige hænge lidt ud.
Det går der en time med hér og en time med dér. Har man ét barn i én klasse, er der hurtigt 10-15 fødselsdage på et år. Får man et andet barn er der 30, med det tredje fræser man rundt til 45 børnefødselsdage om året. Oveni det skal forældre selvfølgelig også se til, at barnet går til noget sport og har nogle sunde fritidsaktiviteter. Er de ikke lige inden for cykelafstand, så skal der køres igen. Og i særlige weekender, hvis ikke hver weekend, så er der stævner: ridestævner, fodboldstævner, svømmestævner, gymnastikstævner. Heldagsarrangementer i den anden ende af riget. Alt sammen skabt og stablet på benene af de bedste viljer og med de bedste intentioner, men det er også alt sammen forventninger og aktiviteter, der strammer garnet, så forældre ikke kan få vejret. Resultatet er en verden med færre børn.
Hvis barnet ikke kan være med til alle disse ting, så hindres det i dets sociale, psykiske, motoriske og faglige udvikling, er nurture-prædikanternes budskab, og det risikerer at ende med afgørende mangler og skadelig traumer for livet, så hvis man er en forælder, der ikke vil have misbilligende blikke, grimme rygter og nervøse anelser, om de sociale myndigheders fremtidige indtog i familien, så gælder det bare om at få curlingskoene på, så børnene altid gelejdes til begivenhedernes centrum på det rigtige tidspunkt. Hver ting til sin tid, men til alle tider, synes der at være en eller anden ting.
Når vi som samfund tror, at nurture er vigtigere end nature, så stresser vi os selv og hinanden til døde, når det kommer til forældreindsatsen. Men de som har fulgt med i tvillinge- og adoptionsstudier fra de sidste 50 år, vil vide, at uagtet hvad råbekoret af psykologer, lærere, politikere og journalister vil have os til at tro, så er det, som former vores børn, ikke vores mange handlinger som forældre, men derimod de gener, som de fik af os.
Bryan Caplan er en amerikansk økonom. Selvom han har skrevet intellektuelt vægtige bøger som The Myth of The Rational Voter og The Case Against Education, så er det alligevel hans bog om forældreskab Selfish Reasons to Have More Kids – Why Being a Great Parent Is Less Work and More Fun Than You Think, som han mener har haft den største indflydelse. For de to første titler gælder nemlig, at det er politikerne og de snakkende klasser, som skal samle op på hans idéer og påstande, mens med bogen om forældreskab er det blot forældre, som skal lytte til hans råd. Eftersom han ved, at der er mennesker, der har besluttet sig for at få flere børn efter at have læst hans bog, så har den haft den største reelle effekt på verden.
Hvis man godt kan lide børn, så er Caplans salgspitch, at man roligt kan skrue 20-30 procent ned for forældreindsatsen og -investeringerne, uden at det gør den mindste forskel for, hvorledes barnet har det, og hvordan det former sig. Han gentager erkendelsen fra tvillinge- og adoptionsstudier om, at børn ikke er som et stykke ler, man frit kan forme, men snarere som et stykke elastisk plastik, som man nok kan presse i en anden form for en stund, men så snart man slipper presset, springer det tilbage til sin egen, oprindelige form.
Nogle af hans råd til forældre er derfor. 1. Slap af. En mere tilbagelænet tilgang til forældreskabet er tæt på at være en gratis frokost. At være forælder behøver ikke at være et årelangt, udmagrende rotteræs af lektier, kørsel, udflugter og sportsstævner. 2. Få børn med en partner, der har de egenskaber, som du håber, dine børn måtte få. ”Den rette partner er som lampeånden, der skænker dig de ønsker, som du er magtesløs at opnå ved egne anstrengelser.” 3. Opdrag dine børn med respekt og venlighed. 4. Del gerne dine religiøse og politiske kæpheste med dine børn. Formentlig vil de lægge sig i omegnen af, hvad du mener, i al fald nominelt, men de kan lige så godt ende et andet sted på den religiøse og politiske skala, da disse træk blot er moderat arvelige. 5. Lad være med at afskrive din teenager. En lille ekstra indsats kan formentlig påvirke unges eventuelle antisociale eller seksuelle adfærd, så hvis man har præferencer dér, for hvad der er rigtigt og forkert, så er det nok muligt at holde ens teenager fra de værste fejltrin.
Hans sidste råd er det bedste: Få flere børn. Hvis du virkeligt presser dig selv, så kan du formentlig være en formidabel forælder for ét barn: verdens bedste tutor, lektiehjælper, hepper og chauffør. Men massiv forældreindsats er tidens mest overvurderede investering. At få gode unger, som man kan være stolte af, er langt billigere, end folk tror.
Bryan Caplan er ikke en garnstrammer, som verden desværre er alt for fuld af. At ville give barnet det bedste, er for enhver det sikreste og socialt ønskværdigste at forkynde fra byens tage. Men hvis læseren allerede er en forpint forælder, der gisper efter vejret, fordi så mange hiver i løkken om halsen, så tag og køb bogen. Lær at slappe af, og få dig måske et barn eller to mere. Eller skænk bogen som gave. Måske kunne den være en af årets julegaver, som ivrige hænder løsner båndet på til december.
