I Kontrast har man for nylig kunnet læse, at højrefløjen tilsyneladende er lykkeligere end venstrefløjen. Korrelation skal naturligvis ikke forveksles med kausalitet, og hvorfor kan ikke vides med sikkerhed, men teorierne er flere: Den liberale tro på egne evner gør glad, borgerlige er oftere i stabile parforhold, eller måske nedtrykkes venstrefløjen blot relativt mere af verdens fortrædeligheder, hvorfor de er relativt mindre lykkelige.
Det er ellers ikke nødvendigvis oplagt, at højrefløjen skulle være mere lykkelig, når man tager tidens strømninger i betragtning. Den aktivistiske venstrefløjsmoralisme, som ofte kommer til udtryk i wokeisme og identitetspolitik, prædikes af et larmende mindretal, der har formået at sætte retningslinjerne og dagsordenen for flertallet.
Føjeligt og velmenende makkes der ret – sproget justeres, foretrukne pronominer angives, boomere udskammes, folkeskoleelever undervises af normstormere, og der diskuteres formentlig intersektionel feminisme i kaffepausen, mens Carl Blochs malerier tages som gidsel af forurettede unge kunstnere på SMK, som undrer sig over, hvorfor vi nu igen skal se på kunst af en gammel, hvid mand.
Men også i mindre ekstrem grad har venstrefløjen taget monopol på moralsk godhed, alt imens borgerlige fordømmes som kyniske kapitalister, der kun har egen vinding på sinde. Et ærgerligt og misvisende billede, når nu borgerlighed også kan, og bør, associeres med klassiske dyder som ordentlighed, pligt og fællesskab, og desuden findes i mere eller mindre liberale former.
Men fordommene fløjene imellem er til at tage og føle på. Det er ikke længe siden, at et par mandlige venner fortalte mig, at de ofte har følt sig nødsaget til at lægge skjul på, eller decideret lyve om deres politiske overbevisning for at få et ben til jorden på det københavnske datingmarked, hvor venstreorienterede kvinder altså ikke vil have højreorienterede mænd. Undskyld, men hvor er den intersektionelle anerkendelse af denne fordomsfulde diskrimination? Stakkels mænd!
Og i et interview med Weekendavisen sidste år kunne den konservative folketingskandidat Casper Øhlers ligeledes berette, at det mest irriterende ved at være “borgerlig bøsse” er at få skudt i skoene, at man er ond, og at det dermed ikke var let at skulle bekende politisk kulør over for den øvrige LGBT Danmark-bestyrelse, som altså ikke var helt rummelige nok til borgerligheden.
Med Øhlers’ ord: “Det var faktisk nemmere for mig at springe ud som bøsse end som borgerlig.”
Politisk diskrimination
Datingmarkedet er én ting. Noget andet er politisk diskrimination på arbejdspladsen og i undervisningsmiljøer, hvor den kan antage en mere strukturel form og dermed ironisk nok udgøre et politisk problem. I en analyse begået af den juridiske tænketank Justitia kan man læse, at Danmark er faldet fra i 2001 at være det land i Norden, som scorede højest på akademisk frihed, til i 2021 at være landet på sidstepladsen.
Udviklingen skyldes blandt andet politiseringen af universiteterne. Denne kom for eksempel til udtryk i kølvandet på #MeToo, da Københavns Universitet i 2018 annoncerede nogle nye retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, som udfordrede den akademiske frihed og ytringsfriheden på universitetet generelt.
Retningslinjerne blev mødt af massiv kritik og spørgsmålet om, hvorvidt vi bør indføre Chicago-principperne på danske universiteter, derefter ivrigt diskuteret – men sagens kerne forbliver den samme: Institutionerne retter sig efter venstrefløjen, og som borgerlig ’minoritet’ risikerer man i værste fald udskamning, i bedste fald bare at blive overset.
Et andet studie fra 2021 belyser problematikken om politisk diskrimination på arbejdsmarkedet, og herunder misforholdet mellem indsatsen mod blandt andet sexisme, racisme og homofobi, og indsatsen mod politisk diskrimination, som er fuldt ud lovligt i flere europæiske lande. Diskrimination, som i øvrigt, naturligvis, kan gå begge veje mellem fløjene.
Forskel på fordomme
Ifølge studiet har virksomheder historisk stræbt efter politisk neutralitet, hvor de nu i langt højere grad tager stilling til sociale og politiske problemer. Dette medfører altså, at folks politiske ståsted kan blive afgørende for, hvorvidt man for eksempel får et arbejde eller ej. Bliver det mon et problem for min fremtidige jobsøgning, at jeg skriver denne klumme?
Her kunne man måske indvende, at det blot er i sagens natur, at politik således skaber fronter mellem lejrene. Fordomme er der i hvert fald nok af, og dette kan højrefløjen bestemt heller ikke sige sig fri for. Forskellen tror jeg dog ligger i det med godhedsmonopolet og derudover i en fuldstændig misforståelse af, hvad det vil sige at være borgerlig.
Hvorfor mon? Skyldes det, at borgerskabet per automatik sidestilles med bourgeoisiet, og hvad så med os fattige (men privilegerede) kirkerotter (studerende), som også stemmer til højre for midten? Uanset ville det klæde højrefløjen at gøre mere opmærksom på de gode borgerlige dyder, så vi kan få rettet op på misforståelsen.
Og så ville det klæde venstrefløjen at være bare halvt så tolerant og forstående over for deres politiske modparter, som de er over for alle andre minoriteter. Tænk sig: Måske vi en dag kunne have et samfund helt uden skabsborgerlige!
Ak, man har jo lov at drømme. Den borgerlige lykke er vist et sandt mirakel.
