Malthe Busk er Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant. I Malthes Mangfoldighedsspalte kan du følge hans forunderlige liv. Malthe er totalt en rigtig person og ikke noget, som nogen bare har fundet på. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet.

Er til paneldebat på Nørre Yddinge Gymnasium. Vores nye grønne venstreparti, Klimafeministisk Velfærdsparti, fik desværre ikke indsamlet nok underskrifter til at blive opstillingsberettiget, inden valget blev udskrevet. Faktisk nåede vi ikke at indsamle en eneste.

Ingen tog nyheden hårdere end chefredaktør Mikkel Andersson. Som Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant har jeg brugt firmakortet til at finansiere vores planlagte valgkamp, inklusive 5.000 valgplakater, frikøb af alle de frivillige og en eldrevet kampagnebus.

Men alt er ikke tabt, siger partisekretær Tjalfe. Han har engang taget et brevkursus i valgret, og han forklarer, at selvom vi ikke er opstillingsberettigede, kan vi godt komme i Folketinget på et såkaldt wildcard. Jeg kan ikke helt forstå, hvordan folk kan stemme på os, hvis ikke vi står på stemmesedlen. Men det er noget med den d’Hondtske metode, forklarer Tjalfe.

Så vi fortsætter med at føre valgkamp og deltage i de paneldebatter, de andre partier melder afbud til. På Nørre Yddinge Gymnasium er jeg i en vaskeægte triel med Retsforbundet og Tom Gillesberg fra Schiller Instituttets Venner.

Jeg fremlægger vores nye forslag om at bygge en klima-ø. Det er en ø, for klimaets skyld. Med en masse grønne arbejdspladser. Vævning af hør, for eksempel. Eller kærning af smør. Det bliver et regulært væksteventyr. Danmark kan blive verdens førende eksportør af håndsnittede CO2-neutrale træsko.

Eleverne er fjerne i blikket. De fleste har forældre, der arbejder på byens slagteri. Det fandt jeg ud af, da jeg fremlagde vores forslag om at forbyde al kødproduktion.

Tom Gillesberg tager ordet. Han synes, det lyder fantastisk med en klima-ø. “Og så skal vi bygge et magnettog, der kører fra klima-øen og gennem Rønne, Moskva og Beijing.”

Jeg kigger ned i mine noter. Det er ikke første gang, jeg har været i debat med Tom Gillesberg. Han er bare ved at varme op. Hvis ingen stopper ham, vil han begynde at tale om rumelevatorer og helium-miner på månen. Og så er debatten endegyldigt kørt af sporet.

Jeg kigger over på ordstyreren, samfundsfagslæreren Petersen. Prøver ved aggressiv signalering med øjenbryn at lade ham forstå nødvendigheden af at afbryde Tom Gillesbergs talestrøm, inden det er for sent. Petersen kigger lidt betuttet på mig, men gør ikke mine til at bryde ind. Jeg føler mig som Kassandra fra den græske mytologi. Jeg kan forudse tragedien, men det står ikke i min magt at stoppe den.

Eller gør det? Jeg knuger min blyant. Grebet af en pludselig indskydelse rejser jeg mig fra stolen og råber:

“Valgretsalder på 16 år!”

Tom Gillesberg stopper op, overrasket over mit udbrud. Jeg kan mærke salens opmærksomhed rette sig mod mig. Blikke løftes fra mobiltelefoner. Mindst halvdelen af eleverne er under 18 år. De kan dufte valgflæsk. Og de kan lide det.

Jeg begynder at fortælle om, hvorfor vi skal give unge ned til 16 år lov til at stemme. Jeg fortæller om, hvor modne og velinformerede 16-årige er. Jeg fortæller om alle de 16- og 17-årige, der betaler skat og bør være med til at bestemme, hvordan deres penge skal bruges. Jeg fortæller om Brexit, hvor det fortrinsvis var de ældre, der stemte for at forlade EU.

Jeg fortæller, at unge allerede i dag tager langt mere betydningsfulde beslutninger. Hvis man som 15-årig folkeskolepraktikant hos Socialdemokratiet er moden nok til at dyrke ubeskyttet sex med en 34-årig kommende udenrigsminister, er man som 16-årig også moden nok til at bestemme, om manden skal sidde i Folketinget.

En lyshåret pige, der ser ud til at gå i 1.g, rækker hånden op:

“Vil det sige, at vi kan stemme på Daddy? For real?”

Uroen spreder sig i salen. Flere af pigerne rødmer og begynder at fnise. Drengene giver hinanden fistbumps. Fra de bagerste rækker begynder eleverne at messe: “Dad-dy! Dad-dy!”

Jeg kigger uforstående på hende, og hun uddyber:

“Ja, altså Daddy Alex. Eller Daddy Læx, som jeg kalder ham. Hallooo, Kongen af Tiktok!”

Først nu går det op for mig. Hun taler om Alex Vanopslagh, Liberal Alliances SoMe-aktive og CEPOS-heilende partileder. Han har åbenbart noget af en fanklub blandt de yngste elever.

Pigens veninde bryder ind:

“Hans tatoveringer er såååå dreamy. Og har I hørt om, hvordan han i strid med folkeregisterloven vederlagsfrit fik en lejlighed betalt af Folketinget stillet til sin private disposition? Han er bare sådan en badboy.”

Jeg kigger ned i mine noter igen. Jeg må vist revurdere min holdning til unge menneskers modenhed.

Følg med i mere af Malthes forunderlige liv næste gang. Og husk, at du også kan følge @MaltheBusk på Twitter.