Winds bog udkom i 2020 på Gyldendal.
Winds bog udkom i 2020 på Gyldendal.
Debat

Hvor er Europa på vej hen?

05. sep. 2021

Kai Sørlander leverer en kritisk analyse af Marlene Winds politiske idéer fra bogen ’Tribaliseringen af Europa’. Hun er blind for, at de overpolitiske domstole undergraver demokratiet og de mekanismer, der skal løse svære spørgsmål om asyl og indvandrere, mener han.

Marlene Winds bog Tribaliseringen af Europa – Et forsvar for vore liberale værdier er en advarsel til et Europa, som efter Marlene Winds opfattelse er på vej i en gal retning. Hvor Europa efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen syntes at være på vej imod større integration og en styrkelse af det liberale demokrati, så er der nu en bevægelse i den modsatte retning: mod det, som Marlene Wind kalder tribalisering. Vi ser, at gamle nationale og regionale identiteter styrkes. I sin bog analyserer Marlene Wind nærmere tre eksempler på en sådan udvikling: Cataloniens ”kamp” for selvstændighed, Brexit og den nationale selvhævdelse i Ungarn og Polen.

For Marlene Wind er denne tribalisering udtryk for en svækkelse af det liberale demokrati. Dette er for hende specielt karakteriseret ved, at det sikrer mindretalsbeskyttelse gennem særlige forfatnings- eller menneskerettighedsdomstole, som har styrke til at sætte demokratisk vedtagne love ud af kraft, hvis domstolene finder, at de strider imod nogens menneskerettigheder. Marlene Wind ser den stigende protest i flere nationalstater imod sådanne ”overpolitiske” domstole som udtryk for en fejludvikling i Europas demokratiske kultur. Fortsætter Europa ad den vej, så svækker Europa sig selv og gør sig til en ubetydelig spiller i den fremtidige verden.

For mig at se er denne analyse uholdbar. Den overser eller ignorerer nogle helt afgørende forhold. For det første overser Marlene Wind, at ”overpolitiske” domstole også er fejlbarlige. Det er rigtigt, at demokratiske flertal udmærket kan vedtage love, som er imod demokratiets grundlæggende værdigrundlag. Men hvis man for at imødegå denne fare sætter en juridisk domstol til at overvåge, om den demokratiske lovgivning skal have gyldighed, så får man et nyt problem. For det er også muligt, at en sådan domstol kan tage beslutninger, som undergraver demokratiets grundlæggende værdigrundlag. 

(Således forhindrede USA’s højesteret for eksempel i begyndelsen af 1900-tallet gennemførelsen af en sund demokratisk arbejdsmarkedslovgivning.) 

Så sagen er ikke, som Marlene Wind synes at mene, at en forfatningsdomstol er en entydigt klar og positiv løsning på det problem, der opstår, i og med at et demokratisk flertal kan gå fejl. Sagen er derimod, om man som demokratisk borger skal have størst tillid til et demokratisk flertal eller til en juridisk domstol, når det kommer til spørgsmålet om, hvem der i praksis er bedst til at beskytte det demokratiske værdigrundlag.

Principielt set bryder man med demokratiets grundlæggende etik – den politiske ligeværdighed – hvis man sætter en domstol til at dømme om gyldigheden af politiske beslutninger. Hvis man kun ser på spørgsmålet rent principielt, så burde man ikke sætte en domstol over demokratiet. Så burde den primære indsats imod demokratiets fejlbarlighed lægges i uddannelsessystemet: i opdragelsen og uddannelsen af de fremtidige demokratiske borgere, så de bliver i stand til selv at sikre, at der ikke vedtages love, som er i modstrid med demokratiets eget værdigrundlag.

Denne principielle diskussion ignorerer Marlene Wind imidlertid fuldstændigt. Hun nævner nogle repræsentanter – blandt andet Ran Hirschl og Jeremy Waldron – som forstår det problematiske i at sætte juridiske domstole over demokratiske parlamenter, når det gælder vurderingen af lovgivningens gyldighed. (I den forbindelse kunne hun også have nævnt min egen bog Om menneskerettigheder). Men hun går overhovedet ikke ind på deres argumenter. Hun nævner ikke, at man ødelægger den demokratiske ligeværdighed, når man gør en domstol til demokratiets rygrad. I en konsistent demokratisk orden er det den demokratiske beslutningsproces selv, som er demokratiets rygrad.

Når Marlene Wind ikke ser det som et problem, at det er muligt, at juridiske domstole uretmæssigt kan tryne demokratisk politik, så hænger det utvivlsomt sammen med, at hun også ignorerer netop de politiske områder, hvor overpolitiske menneskerettighedsdomstole på det seneste reelt har grebet mest forstyrrende ind i den demokratiske beslutningsproces. Det drejer sig generelt om asyl- og indvandringspolitikken og specielt om den muslimske indvandring. 

Marlene Wind nævner kun disse problemer i forbindelse med sin kritik af Ungarn og Polen. Her peger hun på, at disse lande er kritiske imod asylindvandring – og specielt fra de muslimske lande – selvom de ikke selv har oplevet særligt meget af denne indvandring. Derfor mener hun, at der er tale om et fremmedhad skabt af autoritære herskere, som kan bruge det til at styrke deres eget greb om folket.

Marlene Wind nævner slet ikke, at flere vesteuropæiske lande har store problemer med asylmodtagelsen generelt og specielt med den muslimske indvandring. Og hun spørger derfor ikke, om der mon skulle være tale om, at Ungarns og Polens reaktioner blot er rettidig omhu: at de vil undgå at komme ud i det politiske morads, som de nu ser, at de vesteuropæiske lande har bragt sig selv ud i.

Derfor er Marlene Wind heller ikke opmærksom på grunden til, at de vesteuropæiske demokratier har haft så svært ved at håndtere asylproblemerne. Grundlæggende bør disse problemer betragtes som politiske, fordi de drejer sig om, hvem der skal have opholdstilladelse i landet, og derfor om betingelserne for demokratiets opretholdelse. Men i stedet er asylpolitikken blevet bestemt af domstolsafgørelser, som kun har taget hensyn til flygtningenes situation og ikke til demokratiernes mulighed for at kunne integrere de fremmede. 

Og da de fremmede flygtninge primært må skulle integreres i de boligområder, hvor de svageste borgere i forvejen bor, så har det betydet, at det har været disse borgere, som er blevet ramt hårdest af domstolenes liberale asylpolitik. Det er deres hverdag, som er blevet fremmedgjort. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at de politisk forsøger at kæmpe imod den situation, hvor deres politiske protest kan blive trynet af en domstolsafgørelse. Hvorfor skal socialt højtstående dommere suverænt kunne bestemme en asylpolitik, som de lader deres socialt svagere medborgere bære konsekvenserne af? Hvorfor forstår man ikke, at disse borgeres politiske protest imod domstolsregimet er lige så legitim som dommernes protest imod at skulle betale mere i skat?

Generelt har menneskerettighedsdomstolene ødelagt de vesteuropæiske demokratiers mulighed for at kunne føre en demokratisk ansvarlig asylpolitik. Men specielt har de også ødelagt de vesteuropæiske demokratiers mulighed for at kunne føre en demokratisk ansvarlig politik over for en religion som islam. De vestlige demokratier har trosfrihed som én af deres kerneværdier. Men det forudsætter, at de kan hævde en fundamental adskillelse mellem politik og religion. Den enkelte får trosfrihed under den forudsætning, at han også giver andre trosfrihed. Det vil sige, at han ikke kræver, at andre skal underkaste sig en lovgivning, som er begrundet i hans egen religion. 

Dette system har de vesteuropæiske demokratier været i stand til at gennemføre, fordi det store flertal af deres befolkninger har haft en religion – kristendommen – som selv understøtter adskillelsen mellem religion og politik. Det er noget helt andet med en religion som islam, der selv kommer med en konkret lovgivning for samfundet. Det medfører, at det må være meget sværere at forene islams værdier med de værdier, som er grundlaget for en demokratisk orden med trosfrihed.

Disse problemer burde et nogenlunde velfungerende sekulært demokratisk samfund diskutere alvorligt, før det giver opholdstilladelse til større grupper af muslimer inden for dets grænser. Hvad betyder det, at man får en ny befolkningsgruppe, som har en religion, som selv vil bestemme, hvorledes lovgivningen i samfundet skal være? Men den diskussion er for os blevet ødelagt af juridiske menneskerettighedsdomstole. 

De har dømt, som om alle religioner principielt har samme indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden – og dermed som om det ”islamiske tørklæde” blot er udtryk for et individuelt trosforhold. De har ikke forstået, at dette tørklæde indgår i et lovsystem, som omfatter hele samfundet, og som står i direkte konflikt med den demokratiske lovgivningsprocedure. Derfor har de sig selv uafvidende medvirket til at undergrave vilkårene for demokratiets fortsatte opretholdelse. Nogen reel demokratisk ansvarlig diskussion af disse problemer har haft vanskeligt ved at komme i gang, fordi den blev trumfet af en politisk naiv domstol, som så på problemet fra en alt for snæver synsvinkel.

For Marlene Wind er de store problemer, som Europa nu står over for, den stigende tribalisering og den stigende modstand imod overpolitiske menneskerettighedsdomstole. Hun er blind for, at disse domstole selv er med til at undergrave demokratiet, i og med at de ødelægger den demokratiske debat og beslutningsprocedure, der er forudsætning for, at man på værdig vis kan forholde sig til alvorlige politiske problemer, som for eksempel asylproblemet og problemet omkring islams integration i en sekulær demokratisk orden. Når domstolene går ind og trumfer den demokratiske stillingtagen til disse problemer, så berettiger det en demokratisk skepsis over for forsøget på at skabe europæisk integration via overpolitiske domstole. Og så er det igen vand på ”tribaliseringens” mølle.

Der er altså en indre konflikt i Marlene Winds position. Og det er skuffende, at en professor i statskundskab ikke kan analysere den politiske situation i Europa med større analytisk indsigt. Det sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet har demokratisk gavn af et sådant videnskabeligt studium. Det er svært at forlige sig med, at Marlene Winds bog gennem hendes titel får et særligt videnskabeligt stempel, som der ikke er belæg for i bogens indhold. Og det falder igen tilbage på statskundskabsstudiet – og Københavns Universitet – som helhed.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.