På en kirkegård i det vestlige Moskva hviler de jordiske rester efter verdenshistoriens nok mest berømte dobbeltagent. Et flere meter højt marmormonument rager op i forhold til de fleste andre og mere beskedne naboer på den velplejede begravelsesplads. 

Han er afbilledet med et vellignende portræt på stenen. Lige oven over de karakteristiske kyrilliske bogstaver er det nemt at identificere den afhoppede brite fra gamle fotografier samt billeder i både seriøse biografier og fiktiv litteratur. Som i virkeligheden således også på stenens maleri: Ulasteligt klædt, med slips og jakkesæt. Suppleret af et ansigtsudtryk med en nærmest overlegen og overbærende mine. Så kender man Kim Philby.

De fleste blev aldrig retsforfulgt

I min nye bog, Den Kolde Krigs dobbeltagenter, beskriver jeg mit møde med landsforræderens gravsten. Efterretningschefen Philby forsynede igennem adskillige år Sovjetunionen med et hav af fortrolige oplysninger – også nogle, der resulterede i flere demokratiforkæmperes henrettelse. Alligevel blev han aldrig retsforfulgt for sine ugerninger, men fik i stedet lov til at fortsætte sit svigefulde arbejde, mens han levede en luksustilværelse på den anden side af jerntæppet efter afhopningen. Faktisk er ikke én eneste af de såkaldte Cambridge-spioner (dem er der formentlig fem af) nogensinde blevet straffet for deres forbrydelser, der kostede utallige mennesker livet. Heldigvis er amerikanske, forræderiske dobbeltagenter som Aldrich Ames (CIA) og Robert Hanssen (FBI) bag lås og slå og ender utvivlsomt deres dage i sikrede fængsler. Men de færreste af alle disse syndere fra efterkrigstiden fik løn som forskyldt.

Gør ondt at se forrædere hyldet

Hvordan har vi egentlig her i Vesten håndteret forræderne fra Den Kolde Krig? Både helt konkret, når det gælder om at stille forbrydere til regnskab for kriminelle handlinger? Og på et mere generelt plan – i forhold til hvordan vi i dag stiller os til snigløberne og behandler opgøret efter Den Kolde Krig?

Nej, det var nok ikke muligt for amerikanerne og briterne dengang i 60’erne, 70’erne eller 80’erne at opspore og bortføre Kim Philby i Moskva, sådan som det lykkedes for den israelske efterretningstjeneste Mossad at gøre med Adolf Eichmann i Argentina. SS-officeren – som var en af hovedmændene bag Endlösung, planen om at udrydde de europæiske jøder – blev både fanget, retsforfulgt og dødsdømt efter at have været på fri fod i hele 15 år. Jeg anerkender de både logistiske og sikkerhedsmæssige udfordringer ved at udføre en lignende operation i Warszawa-pagtens magtcentrum. 

Det gør bare ondt helt ind i sjælen at stå på Kuntsevo-kirkegården i Moskva og betragte marmormonumentets hyldest til en veluddannet brite, som forrådte demokrati og frihed til fordel for étpartistyre og totalitarisme. Og som ikke bare slap godt fra at stikke sine egne med drab til følge, men som endda selv i efterlivet feteres for sine modbydelige handlinger.

”Naive tosser?”

Har vi for alvor gjort op med forbryderne fra Den Kolde Krig, ligesom vi gjorde det med skurkene fra Anden Verdenskrig?

Jeg taler ikke om at klippe hår af kvinder, som lå i med kommunister, eller om at straffe/håne kommunistiske sympatisører fra før 1989. Men om, hvordan vi som vestlige samfund kunne og burde have ageret i forhold til egentlige kriminelle handlinger. 

Argumentet om at denne type kriminalitet blev udført under ”andre forudsætninger” i en ”anden tid”, giver jeg intet for. Også inden den dér ”antifascistiske mur” i Berlin faldt, kendte vi alle sammen godt til forskellene mellem det frie vest og det ufrie øst.

Det handler ikke bare om at sanktionere, men også om at reflektere, så vi kan lære af historien. Hvorfor er Østblokkens lakajer i eksempelvis Danmark så ofte blevet omtalt som i værste fald naive tosser, mens kollaboratører under Anden Verdenskrig (helt fortjent, skal jeg skynde mig at tilføje) stort set hver gang er blevet fremstillet som landsforrædere?

Da journalisterne samlede ind

Et bud: Det kan jo skyldes den store majoritet af venstreorienterede journalister. At de, som formidler nyhederne for folket, har svært ved at se indad – at det er for vanskeligt og for smertefuldt at kritisere konsekvenserne af den ideologi, man selv er rundet af.

Om journalisten Jørgen Dragsdahl er en forræder, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert er det dog, at jeg altid har krummet tæer over mine journalistkollegers udprægede negative indstilling i forhold til historieprofessor Bent Jensen, når denne gik kritisk til typer som Dragsdahl.

Det var med henvisning til konkrete dokumenter fra Politiets Efterretningstjeneste, at Bent Jensen tilbage i 2007 forsøgte at udpege Jørgen Dragsdahl som KGB-agent, angiveligt også med KGB selv som kilde. Den efterfølgende injuriesag nåede vidt omkring i både byret, landsret og Højesteret, med meget forskellige konklusioner, inden Dragsdahl til slut vandt i Højesteret. 

Men hvad der var virkelig demoraliserende undervejs, var ikke bare at følge den langt overvejende Dragsdahl-venlige mediedækning – men også at overvære dele af Dansk Journalistforbund (!) samle penge ind til Dragsdahls advokatudgifter undervejs! Magen til ukritisk stillingtagen til en vigtig sag skal man lede længe efter. Og så fra journalister – som lever af det frie ord …

Stadig et opgør at tage

Hvad vi kan lære af forløbet i en post-sovjettid? Vi mennesker nægter jo at lære, vil nogen nok indvende. P.t. går opgøret med fortiden bredt set da også over gevind i en kritik af alt, der på nogen måde kan opfattes krænkende (ligeledes med tilbagevirkende kraft). En eller anden mellemvej er ønskelig.

På Kuntsevo-kirkegården i Moskva er en gavekurv med skinnende bånd samt en håndfuld roser lagt foran Kim Philbys gravmæle. Både båndet og blomsterne er knaldrøde, muligvis som en ideologisk hyldest til briten portrætteret på marmorpladen.

Kim Philby selv døde umiddelbart inden kommunismens sammenbrud og nåede derfor aldrig at erfare om den historiske novembernat, da Berlinmuren faldt – og en række efterfølgende kædereaktionsbegivenheder i Østeuropa førte til befolkningers frihed og dermed ligeledes til en legendarisk spionagekappestrids endeligt. 

Desværre blev han aldrig straffet, Philby. Men vi kan stadig nå at tage opgøret – om ikke andet ved at gøre opmærksom på og være bevidst om efterkrigstidens forbrydelser. Den Kolde Krigs dobbeltagenter er mit beskedne bidrag.

Christian Ingemann Nielsen er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og kommunikationschef for Bæredygtigt Landbrug.