Der er et meget vigtigt politisk emne, der er fraværende i valgkampen: EU!

Hvorfor er det fraværende? Er det, fordi der ikke sker noget af betydning i EU? Nej, det er det ikke. Og der vil i hvert fald med meget stor sandsynlighed ske noget vigtigt i løbet af den kommende valgperiode, hvorfor vi naturligvis har ret til at vide, hvordan partierne vil stille sig. Ligesom vi har krav på at vide, om partierne og den kommende regering har tænkt sig (igen) at ændre på vores forhold til EU, som det skete, da vi pludselig – stik imod hvad statsministeren havde lovet – skulle stemme om vores forsvarsforbehold her i forsommeren.

Så lad os tale om EU-forsvaret. Åh nej, tænker den ærede læser måske, det er vi da forhåbentlig færdige med, vi stemte jo ja den 1. juni! Netop, og derfor er vi bestemt ikke færdige med den sag; vi er jo kun lige begyndt! EU’s fælles forsvar har været i en rivende udvikling de seneste år, og Danmark valgte med ja’et i juni at hægte sig på denne udvikling lige midt i en proces, som ingen rigtig kender endemålet for, og som stadig pågår. Det må vi naturligvis forholde os til.

Og det, som vælgerne mente, de stemte ja til, er i øvrigt ikke nødvendigvis helt det samme, som regeringen og folketingsflertallet mente, de stemte ja til, ligesom det ikke nødvendigvis er det samme, som de juridisk set stemte ja til. Der kan være nogle ubehagelige overraskelser forude.

Det kan der i øvrigt også for regering og folketing; det er set flere gange før, at Danmark har afgivet magt til EU, som ja-fløjen ikke havde drømt om ville blive brugt. Eller hvordan skal det ellers forklares, at den tidligere justitsminister Nick Hækkerup i en høring i Folketinget sagde: “Jeg ville da ønske, at vi havde en EU-domstol, som var en almindelig domstol, og som ikke var aktivistisk.” 

Men hvorfor har han og hans parti så støttet, at EU-domstolen skulle have denne magt, og at Danmark skulle afgive suverænitet til blandt andet denne institution? Der er flere lignende “EU-kritiske” udsagn fra regerings- eller folketingsmedlemmer, hvis partier altid har støttet dansk suverænitetsafgivelse (for eksempel i forbindelse med øremærket barsel til mænd, udenlandske investorers ret til at opkøbe dansk landbrugsjord, udlændinges ret til familiesammenføring, kriminelle udlændinges ret til at blive i Danmark osv. osv.).

Vi må altså være forberedt på, at vores ja til at afskaffe forbeholdet i juni kan have følger, som vælgerne ikke havde forudset eller troet mulige, og som politikerne måske heller ikke havde tænkt – eller som de i hvert fald ikke fortalte os noget om.

Det, som vælgerne må have et klart svar på, er kort sagt dette fra hver enkelt kandidat og fra hvert parti: 

1: Vil du/dit parti/din regering stemme for ratificeringen af en EU-traktat, der afskaffer medlemslandenes vetoret på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område?

2: Kan du/I da love, at du/dit parti/din regering vil udskrive/kræve folkeafstemning om en sådan traktat, uanset om der er fem sjettedeles flertal for dens ratificering i Folketinget eller ej?

Og dette til statsministerkandidaterne: 

Kan du love, at din regering ikke vil forsøge at afskaffe de andre danske EU-forbehold i den kommende valgperiode?

Sagen er naturligvis, at der i EU arbejdes for, at afskaffe den vetoret, som medlemslandene har i forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, og det må nødvendigvis ske ved en ny traktat, som ændrer traktatgrundlaget.

Faktisk var denne bevægelse allerede i gang, mens der i foråret førtes valgkamp i Danmark, men det trængte af en eller anden grund ikke rigtigt igennem nyhedsstrømmen. Kun lige, da det kom frem, at Kommissionens formand, Ursula von der Leyen på EU’s “nationaldag”, 9. maj, havde talt for at afskaffe vetoretten gav det genlyd i danske medier, for vetoretten var central i ja-fløjens forsøg på at overbevise vælgerne om, at EU ikke ville komme til at bestemme, men at Danmark selv hele tiden ville have hånd i hanke med de danske soldaters EU-tjeneste. 

Danmark og 12 andre medlemslande kritiserede denne udtalelse, og kommissionsformanden kunne så kort efter meddele, at hun var blevet misforstået. Og det var jo belejligt.

Ikke desto mindre ændredes intet – ikke i EU i hvert fald. Dagen inden Danmark gik til stemmeurnerne, udtalte EU’s udenrigschef, Josep Borell, at EU-landene i fremtiden ikke bare skulle koordinere deres indkøb, men også deres militær kapacitet. Og: “Det vil ikke blive let. For hæren, forsvarsevnen, er kernen i den nationale suverænitet.” Men det var altså målet.

Den 9. juni vedtog et flertal i EU-Parlamentet en resolution, der opfordrede til igangsættelse af en proces, der skal føre til vedtagelse af en ny traktat, netop med henblik på at afskaffe vetoretten. Og 14. september kunne Ursula von der Leyen så, i sin årlige tale om Unionens tilstand, meddele, at også Kommissionen ønsker, at der nedsættes et konvent til vedtagelse af en ny traktat.

Efter alle tidligere udtalelser at dømme må vi forberede os på, at netop afskaffelsen af medlemslandenes vetoret på forsvarsområdet er et af formålene med en sådan ny traktat.

Både Kommissionen, EU-Parlamentet og de store og toneangivende medlemslande Tyskland og Frankrig ønsker en sådan ændring i en ny traktat. Måske sker det først, efter at Sveriges EU-formandskab er endt til næste sommer, men så får Spanien det og siden Belgien. Så nedsættelsen af et sådant konvent engang efter sommeren 2023 kunne bestemt være en mulighed. Og uanset hvad må vi være forberedte på, at det kan ske i løbet af den kommende valgperiode.

Det er derfor på tide, at der gøres op med den dårlige skik, vi har haft hertillands, at EU ikke diskuteres i forbindelse med folketingsvalg. Vælgerne har da mindst lige så meget krav på at vide, hvad politikerne vil bruge vores mandat til, når det gælder EU, som når det gælder børnehavenormeringer, varmecheck, og hvad der ellers diskes op med.

Når det også er relevant at afkræve en kommende statsminister et svar på, om vedkommende kunne finde på at sætte nogle af de andre forbehold til afstemning, så er det af samme grund. En vælger, der ikke ønsker de andre forbehold afskaffet, kan naturligvis flytte sit kryds ved et svar på et sådant spørgsmål. Og eftersom Radikale Venstre allerede i denne valgkamp har blæst til kamp mod retsforbeholdet, er spørgsmålet blevet temmelig aktuelt.

Men i øvrigt lægges der i EU’s såkaldte sikkerhedspolitiske kompas, som er grundlaget for Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik, op til et øget og integreret samarbejde “med EU’s aktører inden for retlige og indre anliggender”, hvilket i sig selv kunne være grund til at antage, at Danmark i nogles øjne kan “blive nødt til” at afskaffe retsforbeholdet for at kunne deltage “fuldt ud” i den fælles forsvarspolitik.

Det kunne være dejligt med nogle klare udmeldinger og tydelige valgløfter om EU i valgkampen. Det er faktisk et vigtigt spørgsmål, for unionsudviklingen er virkelig, selvom der ikke tales om den i Danmark. Og EU’s udenrigschef har i øvrigt ret i, at forsvarsmagten er kernen i den nationale suverænitet.