Debat

09.05.22

Ibi-Pippi har opløst den sidste grænse mellem satire og moderne kunst

Chefredaktøren: Det er komisk at følge reaktionerne på Ibi-Pippis hærværk mod et Jorn-maleri. Kunstverdenen har nemlig en påfaldende lav tolerance for provokunst og en overraskende stor respekt for ejendomsret, når “værket” ikke er venstreorienteret.
Foto: Asger Jorn/Museum Jorn/Ibi-Pippi
Foto: Asger Jorn/Museum Jorn/Ibi-Pippi

For et par måneder siden anmeldte jeg en dokumentar om Kunstakademiet som et satireprogram, og flere troede oprigtigt, at programmet var satirisk. Det var det ikke.

En forfatter har for nylig skrevet en bog, der handler om, at mænd er dumme og fordomsfulde. Derefter har hun så erklæret, at hun i øvrigt ikke gider se ikke satire, der er lavet af mænd, fordi halvdelen af klodens befolkning for hende er irrelevante på grund af deres tissemænd. Det kunne naturligvis være en begavet form for metasatire, men er det formodentlig ikke. Men altså, who knows? 

Grænsen mellem satire og moderne kunst er efterhånden opløst. I en række tilfælde kan man – som i forhold til dokumentaren om Kunstakademiet – vælge at opfatte noget gravalvorligt som satire og få fantastisk underholdning ud af folk, der er meget oprigtige. Det samme kunne man i onsdagens P1 Debat, der handlede om, at kunstneren Per Orup/Ibi-Pippi (der hævder at være en lebisk kvinde fanget i en mands krop og derfor har skiftet juridisk køn og taget navneforandring) har klistret et eller andet på et maleri af Asger Jorn i et forsøg på at “overtage” værket. 

Det gjorde han, fordi Jorn selv oprindeligt malede sin ælling på et landskabsmaleri, han havde fundet på et loppemarked. Selvom jeg først troede, at Asger Jorns oprindelige ælling på landskabsmaleriet var det nye hærværk, anerkender jeg naturligvis at det er ulovligt at male på ting, som andre mennesker ejer og værdsætter, og forhåbentlig får han både et erstatningskrav og en dom, ganske som tilfældet bør være med bustenedkasteren fra Kunstakademiet.

Men det sjove er naturligvis, at kunstverdenen er sovset ind i en infantil fascination af provokationen, forudsat det er den rigtige type provokation. I Danmark anerkender vi det som stuur, stuur kunst, at en gruppe venstreorienterede engang klædte sig ud som julemænd og gav andres ting væk. Den aktion er faktisk på selveste Kulturministeriets guldrandede kulturkanon. 

På samme vis er det alment anerkendt i kunstkredse, at guldfisk i blendere og rådnende svinekroppe faktisk også er rigtig stor kunst, der skal fremvises på fine museer. Og da en ansat ved Kunstakademiet smed en buste i havnen for nylig, fordi noget med kolonialisme, erklærede mere end 600 af landets kunstnere, at det skam var en både nødvendig og meget kunstnerisk aktion. Listen med banale provokationer hyldet som vældig stor kunst er nogenlunde uendelig.

Derfor var det noget nær sublim underholdning at høre P1 Debat, hvor et forarget kunstparnas harcellerede over, at Ibi-Pippi havde tilladt sig at provokere på den helt forkerte måde! En kunstanmelder fra Politiken og selveste Marco Evaristti (det er ham med guldfiskene i blenderen) kunne nærmest ikke få vejret af harme over, hvor dårlig, provinsiel og grov Ibi-Pippis aktion var. 

Det lød nærmest som et ekko af Informations harmdirrende leder, der rasede over hans “vandalisering eller modificering af et anerkendt værk ejet af et museum”. Imens udlagde Ibi-Pippi roligt sin pointe og tilføjede derefter, at reaktionerne på hans hærværk også var en del af værket, hvormed han naturligvis elegant indskrev selve udsendelsen og sine vrede opponenter i sin “kunst”. 

Og at høre en mand, der primært er kendt for at udstillere blendere med fisk i, udskrige andres “værker” som ubegavet fiduskunst, er naturligvis kosteligt i sig selv. Det samme er den hændervridende pludselige omsorg for noget så borgerligt som den private ejendomsret, der præger lederskribenterne i både Information og Politiken.

Jeg er selv rindalist, og opfatter, kun let karikeret sagt, kunst som ting, der blev lavet i antikken, rytterstatuer, malerier af døde adelsfolk og andet frembragt inden udgangen af 1800-tallet. Derefter er det meste grimme ting og kunstnere, der glor på deres egen navle og morer sig over at sige, at et pissoir eller en dåse tomatsuppe er kunst, fordi de siger det og stiller det ind på et museum.

Folk, der går op i den slags, skal naturligvis bare more sig med og eventuelt betale enorme summer for værkerne, mens jeg betragter de fleste frembringelser som nogenlunde lige så æstetisk og samfundsmæssigt relevante som liverollespil og fusionsjazz. 

Men selvom jeg altså ikke rigtig opfatter særlig meget moderne kunst som kunst,  anerkender jeg ikke desto mindre, at ret mange andre har det anderledes. Og uanset ens respektive kunstdefinitioner, så vil jeg ikke tøve med at kalde Ibi-Pippis aktion ekstremt underholdende og vellykket satire. I modsætning til de studerende på Kunstakademiet er jeg ret sikker på, han ikke er blind for det komiske og satiriske i såvel hans hærværk og reaktionerne på det.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter