Hvis man selv er borgerlig og udøver ens metier i den offentlige sektor, og hvis man skal være lidt grov, så er det nogle gange, som om der kun findes to trælse politiske diskurser om offentlig ansatte:
På den ene side en venstreorienteret og socialdemokratisk fortælling, der i sin grundform er takkende og overstrømmende på sådan en slesk og åbenlyst selvinteresseret facon. Næsten kvalmende i sin omklamring, og man får som offentligt ansat lyst til at råbe, at man fandeme ikke er offentligt ansat for deres skyld.
På den anden side er en liberal og højreorienteret fortælling, som det er meget svært at genkende sig selv i. Her er offentligt ansatte reduceret til folk, der ene og alene varetager egne interesser ved at stemme rødt, være dovne og holde mange sygedage.
Et eksempel er den udbredte idé om, at der findes en velfærdsblok, der består af folk på overførselsindkomster og offentligt ansatte, som sammen har et flertal i Danmark, som de bevidst og strategisk anvender til at udvide den offentlige sektor og stemme sig til andre folks penge.
Et andet eksempel er ofte hørte udsagn om, at ”værdierne skabes i den private sektor”, som om offentligt ansatte ikke var medskabere af økonomisk værdi i Danmark. Der er ikke meget at hente for de mange borgerlige i den offentlige sektor i sådanne fortællinger.
Jeg må indrømme, at jeg savner en fortælling, der rammer den grundtone af det britiske begreb “civil service” og meningsfuldt kald, som jeg selv føler, at mit arbejde som gymnasielærer bygger på. Det borgerlige samfund som en helhed baserer sig på folk, der kan skabe og bygge virksomheder, men også på et lag af mennesker, der bygger, opretholder og videregiver grundlæggende institutioner.
I den sidste ende er det samfundsinstitutionerne, der adskiller os fra barbariet. At være engageret i sådan et virke er inspirerende og livgivende og idealistisk, og det kan ikke indfanges af de to flade politiske syn på offentligt ansatte som enten velfærdstinsoldater eller som en slags kollektiv venstreorienteret interesseorganisation.
Man burde i borgerlige kredse dyrke fortællingen om kaldet og kaldsetikken, langt mere end man gør. Borgerlige partier gør det allerede i nogen grad, når det kommer til faggrupper som politibetjente og forsvarets militære ansatte, men jeg tror, der er politiske gevinster at hente ved at tilbyde et andet ideal for offentligt ansatte, end venstrefløjen gør.
Der var engang – før ’68 og før den store politisering af alting i 70’erne – hvor nogle af de grundlæggende støtter under det borgerlige samfund var offentligt ansatte autoritetsfigurer: Lægen, Læreren, Præsten. I massepartiernes tid var Det Konservative Folkeparti og Venstre et oplagt politisk tilhørssted for mange offentligt ansatte og i øvrigt også for mange flere kvinder, end tilfældet er i dag. Der var en naturlig sammenhæng mellem disse stillingers beskæftigelse med samfundets normopretholdelse og så den borgerlige politiske bevægelse.
Efter ungdomsoprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var den gamle ordens offentligt ansatte ikke længere normen. Nu blev de offentligt ansatte og deres faglige organisationer i højere grad en del af den politiske venstrefløj, og som modsvar til det har den borgerlige fortælling om offentligt ansatte skiftet fra fælles mission om opretholdelse af samfundsnormer til en reaktiv fortælling om grundlæggende politiske modstandere.
Min påstand i klummen her er ikke, at det er forkert, at den offentlige sektor er fyldt med mennesker, som stemmer til venstre for midten, og hvoraf nogle måske stadig dyrker den 70’er-inspirerede socialistisk aktivistiske tilgang til deres hverv. Det er tingenes tilstand.
Det ændrer dog ikke på, at borgerlige partier er nødt til at tilbyde noget bedre til den andel af de offentligt ansatte, der trods alt findes, som kunne finde på at stemme på liberale eller konservative partier. Vi får ikke de gamle dage med de klassiske autoritetsfigurer tilbage, men mindre kan også gøre det.
Der findes helt sikkert mange andre end jeg i den offentlige sektor, som dyrker et moderne ideal om at tjene samfundet, og hvor jobbets idealistiske karakter er blandt de væsentligste grunde til, at vi har søgt den slags stilling i det hele taget. Jeg er derfor overbevist om, at jeg taler på vegne af mange, når jeg ønsker mig et politisk syn på det at være offentligt ansat, som modsvarer det ideale selvbillede, jeg efterstræber i mit arbejdsliv.
