Jeg vil gerne ønske narkotika tillykke – med at vinde krigen mod forbuddet. På trods af uanede mængder af politiressourcer må vi erkende, at krigen er tabt. Det burde ikke komme som en overraskelse, hvis man har hørt bare en smule om, hvordan det gik med forbuddet mod alkohol i USA, som i 1933 måtte opgive efter otte fejlslagne år. Men nu har forbudstilhængerne fået lov til at prøve med narkotika, og det er tid til, at de erkender deres nederlag. Der er intet, der tyder på, at forbuddet er lykkedes med at nedbringe forbruget eller de dertilhørende konsekvenser af narkotika. Tværtimod.
Den manglende vilje blandt vores magthavere til at erkende, at krigen mod narkotika er tabt, forhindrer os i at vedtage politikker på området, som rent faktisk kan gøre en forskel. En rusreform, der løser udfordringerne fra bunden. Det undrer mig, at vi som samfund ikke er mere kritisk indstillet over for det flertal af politikere, som slipper alt for let afsted med billige postulater og naive forestillinger om, at vi kan løse problemet med euforiserende stoffer, hvis bare der bliver slået hårdt nok ned på både bagmænd og brugerne.
For når alt kommer til alt, og regningen skal gøres op, så har de politiske tilhængere af forbudspolitikken et meget alvorligt forklaringsproblem. For hvordan kan man som ansvarlig magthaver retfærdiggøre at føre en politik, som en hastigt voksende mængde af empiri med al tydelighed viser, har katastrofale følgevirkninger på nogle af samfundets mest marginaliserede borgere?
Eksempelvis viser erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede euforiserende stoffer allerede i 2001, at man ved at føre en mere liberal politik på området har medført færre overdoser, færre, der bliver smittet med HIV i forbindelse med indtag af stoffer, og at flere søger hjælp af egen drift.
Frygten for at blive retsforfulgt har for mange stofmisbrugere været en for stor barriere, som afholdt dem fra at få den hjælp, de så desperat havde brug for. Det burde ikke komme som en overraskelse, at man ved at tilbyde hjælp i stedet for straf får flere mennesker til aktivt at gå behandlingens vej. Overvej engang hvis nogen foreslog, at en alkoholiker skulle mødes med truslen om at blive retsforfulgt i stedet for tilbuddet om behandling.
I flere andre lande ser vi nu nye idéer vinde frem. For nyligt har vi set højesteret i Norge fjerne straf ved besiddelse af mindre mængder af en række forskellige stoffer til eget brug, og det samme har vi set i den amerikanske delstat Oregon tilbage i november 2020. I den canadiske provins British Columbia har de også gang i en forsøgsordning med afkriminalisering af euforiserende stoffer fra 31. januar 2023 til 31. januar 2026.
Jeg mener, det er på tide, at vi har en reel offentlig debat i Danmark om, hvorvidt vi ønsker at fortsætte den totalt fejlslagne forbudspolitik, eller om vi har modet til at gøre noget markant anderledes. Jo længere vi venter med at tage denne uundgåelige samtale, desto flere mennesker vil lide unødigt. Det kan ingen være tjent med. Mindst af alt de mennesker, som fortsat lider under forbudspolitikken.
