Er det aktører eller strukturer, der bestemmer historiens gang?
Selv om det er urimeligt helt at skrive betydningen af en Hitler eller Gandhi ud af verdenshistorien, er svaret: Det er strukturer.
Det kan belyses med tre aktuelle eksempler. EU-formand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen er ikke pludselig blevet forvandlet til dybfølte nationalkonservative.
Når von der Leyen hylder Grækenland som 'Europas skjold', efter grænsevagter skød med skarpt efter migranter, skyldes det, at hun vil bevare EU. Og når Mette Frederiksen står i spidsen for en strammere asylpolitik med modtagercentre i Rwanda, skyldes det, at hun vil bevare velfærdsstaten.
Begge dele kræver lukkede grænser, sådan som en nationalkonservativ politik foreskriver.
Som med alle kriser ændrede også migrantkrisen i 2015 strukturerne. De internationale konventioner spillede fallit, og de kloge politikere, der vil overleve, tilpasser sig de faktiske forhold i jernindustrien. Selv liberale og socialdemokratiske politikere er bundet af konservative strukturer.
Tredje eksempel: Joe Biden er blevet USA’s præsident, og humanisterne jubler: Nu får vi endelig igen en anstændig udenrigspolitik, hvor Vesten med USA i front går ud i verden og kæmper for liberalt demokrati og menneskerettigheder!
Nej, selvfølgelig får vi ikke det. For også her har strukturerne ændret sig, som jeg for nylig forklarede i denne tv-debat med Henrik Dahl. Hvor meget Biden, hans administration og de mange rådgivere i det udenrigspolitiske establishment end gerne vil føre en aktivistisk udenrigspolitik, kommer de næppe til at gøre det.
Årsagen er den enkle, at den liberale verdensorden paradoksalt nok har svækket Vesten på bekostning af autokratiske regimer som Kina. Verden er blevet multipolær, og aldrig har der i nyere tid været så få liberale demokratier i verden som nu. Ifølge Economists årlige demokratiindeks lever blot 10 procent af verdens befolkninger i dag inden for liberale demokratier.
USA (og Vesten) er ikke længere stærk nok til at gå enegang og sprede liberale værdier. Strukturerne i det internationale system tvinger tværtimod USA til at føre en realistisk udenrigspolitik med fokus på sikkerhed og magtbalance. USA må alliere sig med andre – også illiberale – stater, der har samme interesse, nemlig at inddæmme de magter, der truer med at blive en hegemon, der kan dominere en hel region.
Det vil i praksis sige Kina.
I fremtiden vil vi derfor se en amerikansk ledet geopolitisk konfrontation med Kina, og man vil være tvunget til at alliere sig med bl.a. Rusland i den konfrontation.
Spørgsmålet er nu, om europæerne er med på den. Er vi det, kan vi ikke længere holde humanismens fane højt, og det vil også koste økonomisk. Undersøgelser tyder da også på, at det vil europæerne ikke.
Det ville være katastrofalt, for USA er en del af os selv, og Kina er også vores modstander. Det vil tillige bekræfte, at det altså ikke var Trump, der for alvor lagde gift for den transatlantiske alliance. Det sørger europæerne selv for.
