I sidste måned kom grundvand igen på den politiske dagsorden, og noget absurd forekom igen i Danmarks Radio, da man selvfølgelig havde inviteret Danmarks Naturfredningsforening til at sige noget om landmændene. Det problematiske var ikke foreningens deltagelse i sig selv, men blandt andet at DN’s repræsentant blev præsenteret som “førende drikkevandsekspert i Danmark”.
Ja, godmorgen! Forskellen mellem parts- og ekspertkilder er første semesters stof på Journalisthøjskolen, og man behøver ikke være journalist for at se problemet her. En repræsentant for en politisk aktør (en partskilde) vil konsekvent udlægge teksten til sin arbejdsgivers fordel og kan dermed aldrig repræsentere sagkundskaben neutralt (som ekspertkilde).
Sagen er, at der er enorm forskel mellem, hvordan medierne behandler organisationer. Jeg har interesseret mig for temaet siden 2017-2018, hvor jeg selv var blandt de pressemedarbejdere i fødevaresektoren, som Ditte Giese forventede ville forulempe hende med vulgære mails, fordi hun gik ind for økologi.
Tendensen er dog langt bredere end miljøområdet og handler om NGO’er i bred forstand. Det er typisk de grønne, de sundhedsfremmende eller humanistiske NGO’er, som får en kærlig betjening af pressen. Det gælder især i sammenligning med aktører, som tjener erhvervslivets interesser, for eksempel Dansk Erhverv eller Dansk Industri.
Jeg har udtrykt denne forskel ved at kalde dem “de gode” over for “de onde”, altså set fra de fleste journalisters perspektiv. Skillelinjen går typisk ved, om organisationen henvender sig til enkeltmedlemmer i bred forstand eller repræsenterer virksomheder og lignende. Resultatet er problematisk, både for journaliststanden fagligt set og for informationsniveauet i samfundet.
En overgang troede jeg, at det handlede om, at journalisterne ikke havde indset den magt, som disse organisationer har. Men det har de fleste faktisk. POV Internationals redaktør interviewede i sin tid Ældre Sagens chef, Bjarne Hastrup, med betegnelsen ‘Danmarks mest magtfulde mand’ uden at stille magthaveren et eneste kritisk spørgsmål. Senest, her i januar, understreger Berlingske det samme i sin rubrik, at “magtfuld organisation går i rette med regeringens varmepakke”.
Det sidste eksempel er bedst, fordi det udtrykker den typiske skabelon i nyhedsstof. Journalisten opsamler et råd/krav fra NGO’en og bruger det til at konfrontere politikeren, og det går kun den vej. Med andre ord er der intet fagligt problem ved Berlingskes artikel i sig selv. Problemet opstår, når der er hundredvis af artikler af den type, og hele standen kun afkræver de gode svar på kritiske spørgsmål, når de ser i den ene retning og ikke den anden.
Hvorfor er det så, at grønne, humanister m.m. har det så nemt? De pågældende NGO’er har en væsentlig fordel med hensyn til deres hovedbudskaber. At slå et slag imod konventionelt landbrug er en vindersag i det røde og grønne segment. Det er ikke samme vindersag hos de blå at slå et slag mod flere penge til de syge, som det vitterlig er synd for, og de søde dyr i skoven.
Lad dette være mere end en klagesang, for jeg mener faktisk, at der er sket noget positivt siden 2017. En ting er, at flere faktatjek har medført kritiske historier om NGO’er. Det var muligt, præcis fordi denne genre tager den moralske værdi ud af ligningen. En faktatjekkers snævre fokus på, hvad der er sandt eller falsk, hjælper ham mod at blive farvet af, hvem der er de gode eller onde i hans personlige optik.
Samtidig er det vigtigt, at de fleste kritiske historier om NGO’er stadig handler om isolerede fejltrin, ikke om deres hovedopgaver. Sidste års kritiske historie om Kræftens Bekæmpelse handlede om foreningens forfejlede idé om at drive onlinecasino. Den handlede ikke om, hvorvidt den næste milliard til sundhedssektoren kunne gøre mere gavn andre steder end kræftområdet.
Når lige netop en patientforening prøver at gennemføre noget så indlysende bizart at tjene penge på de ligeledes syge ludomaner, kan det forklares med, at de plejer at slippe afsted med det meste. Sådan var det med Amnesty Internationals endnu værre hjerneblødning i forsøget på at true Radio24syvs satirikere til tavshed i sagen om Amalie Have. Men der skal stadig meget til, før de gode, rent momentant, rykker til de ondes rækker i journalisternes bevidsthed.
Derfor læser jeg ikke den slags historier som et substantielt opgør med tendensen, uanset at de stadig er glimrende. Skal vi se journalisternes underdanighed over for NGO’er som en sygdom, må vi erklære patienten i marginal bedring, målt på nogle enkelte symptomer, men stadig ret sløj. Som understreget mange steder, skønt sjældent bedre end af Danmarks Radio og Danmarks Naturfredningsforening i vanligt parløb, som vi så i det indledende.
Retfærdigvis bemærker jeg, at DR nu har rettet til, så DN-repræsentanten fremgår som sådan. Mener man, at eksemplet dermed er ugyldigt, så prøv i tankerne at erstatte den “gode” med en af de “onde”. Det kunne være en CEPOS-mand, som DR indkalder qua “økonomisk ekspert”, og som uden modspil får lov at svare på publikums spørgsmål om topskat. At den situation er anderledes utænkelig, fortæller i sig selv en historie om medieskævhed.
