Debat

28.10.21

Judith Butler og hendes fans er blindhedsblinde

De feministiske ideologer og deres følgere er nødt til at gøre op med deres egne blinde vinkler, hvis de vil forstå den modstand, som deres idéer skaber. Tobias Petersen kommenterer et aktuelt og populært indlæg fra den feministiske ledestjerne Judith Butler.
Foto: Miquel Taverna / Creative Commons
Foto: Miquel Taverna / Creative Commons

I et meget delt indlæg i The Guardian giver chefideologen for den intersektionelle feminisme, Judith Butler, sin analyse af et påstået ”backlash” mod ”kønsideologi” verden over. Butler henviser til alt fra den danske folketingsbeslutning V137 over Tyrkiets udtræden af Istanbulkonventionen til ”transfri zoner” i Polen som bevis på, at noget er ravruskende galt.

Årsagen finder Butler i en multinational sammensværgelse bestående af blandt andre den katolske kirke og højreekstreme partier. Og hun er ikke bleg for at tillægge denne ”nationalistiske, transfobiske, misogyne og homofobiske” koalition motiver. Dens formål er, forklarer Butler, at tilbagerulle de juridiske fremskridt, den feministiske bevægelse og LGBTQJ-bevægelsen har opnået. Koalitionen ønsker at fjerne kvinders ret til abort, fjerne beskyttelsen af voldtægts- og voldsramte kvinder og bekæmpe transpersoners rettigheder.

Her stopper beskyldningerne dog ikke. Butler går skridtet videre og erklærer, at denne ”anti-køns-bevægelse” ikke bare er reaktionær, men fascistisk. Bevægelsens argumenter hænger ikke sammen, men det skal man ikke lade sig snyde af, for det er en del af strategien, forklarer Butler og henviser til Umberto Ecos beskrivelse af fascisme som ”en bikube af modsætninger”.

Givet sit fascistiske udgangspunkt falder det anti-køns-bevægelsen nært at bruge staten til at undertrykke sine politiske modstandere og opnå sine politiske mål, fortsætter Butler.

”Som fascistisk tendens støtter anti-køns-bevægelsen den stadige styrkelse af autoritarisme. Dens taktik tilskynder statsmagter til at blande sig i universitetsprogrammer, til at censurere kunst og tv-programmer, til at fratage transpersoner deres rettigheder, til at forbyde LGBTQI-personer at færdes i det offentlige rum, til at underminere reproduktiv frihed og kampen mod vold mod kvinder, børn og LGBTQI-personer,” skriver hun.

Indlægget afslutter Butler med at advare ”kønskritiske” feminister mod at alliere sig med de reaktionære kræfter. Det er tiden ikke til, skriver hun. Den er i stedet til ”antifascistisk solidaritet”.

Butlers opråb er ikke fuldstændig meningsløst. Den katolske kirke bliver næppe nogensinde en progressiv kraft i forhold til køn og seksualitet, og der findes lande i verden, hvis politikker inden for dette område er hovedrystende. Men Butler er blind for flere ting og samtidig blind for sin blindhed. Hvorfor eksempelvis fokusere så meget på den katolske kirke, men helt se bort fra andre religioner og disses politiske implikationer inden for køn og ligestilling? Er en LGBT-fri zone i Polen værre og derfor væsentligere end drab på homoseksuelle i Mellemøsten og Afrika?

Butler er også ude af stand til at se, at modstanden mod ”kønsideologien” kan skyldes legitim politisk uenighed. Det er en blindhed, hun deler med mange af sine ideologiske fæller, eksempelvis den danske idéhistoriker Mikkel Thorup, hvis analyse i bogen Antifeminisme – kvindehad i lighedens tidsalder har mange lighedstræk med Butlers. Den mulighed, at nogen er kritiske over for den intersektionelle feminisme og dennes politiske implikationer, fordi de ikke deler den intersektionelle feminismes antagelser om samfundet og mennesket, overvejer de ikke. Man er kvindehader og fascist, hvis ikke man støtter op. Ikke et menneske med et andet syn på verden.

Denne blindhed er analysens akilleshæl. Det er lettere og for aktivistiske formål mere effektivt at portrættere sine politiske modstandere som djævlen selv, men det er ikke befordrende for en dybere forståelse af de uenigheder, der er årsagen til modstanden. Samtidig forhindrer det kritisk selvrefleksion. Hvorfor interessere sig for problemer på sin egen side af hegnet, når man på forhånd har vedtaget, at det er de andre, der er noget galt med? Men hvis Butler så indad, ville hun opdage, at der er problemer i hendes eget paradis.

Nogle af dem beskriver BBC i en artikel om lesbiske kvinder, der trues og presses til sex med ”transkvinder”, altså biologiske mænd, der identificerer sig som kvinder. De lesbiske kvinder fortæller om et miljø, hvor de forventes at forsøge at ”omvende” sig selv, og hvor de stemples som ”transfobiske”, hvis de siger nej til sex med personer med en penis.

”Nogle har sagt til mig, at de hellere vil dræbe mig end Hitler,” fortæller 24-årige ”Jennie” til BBC. Jennie er ikke kvindens rigtige navn.

”De sagde, de ville kvæle mig med et bælte, hvis de var i et rum med mig og Hitler. Det var så bizart voldeligt, bare fordi jeg ikke vil have sex med transkvinder,” uddyber Jennie.

En anden, ”Amy”, også 24 år gammel og ligeledes under dæknavn, fortæller, at hendes lesbiske kæreste blev arrig, efter Amy afviste at have en trekant med kæresten og en transkvinde.

”Det første, hun kaldte mig, var transfob,” siger Amy, som forklarer, at hun ikke følte sig seksuelt tiltrukket af personen. Ligesom hun ikke føler sig tiltrukket af andre transkvinder.

”Jeg kan høre deres mandlige røst. Jeg kan se deres mandlige kindben. Jeg ved, at der under deres tøj findes mandlige genitalier. Det er fysiske realiteter, jeg, som en kvinde, der kan lide kvinder, bare ikke kan se bort fra,” siger hun.

Forholdet til kæresten stoppede kort efter.

”Jeg husker, at hun var ekstremt chokeret og vred og påstod, at mine holdninger var ekstremistisk propaganda og tilskyndede til vold mod transmiljøet og sammenlignede mig med højreekstreme grupper,” fortæller Amy.

Judith Butler var med bogen Kønsballede: Feminisme og subversionen af identitet fra 1990 med til at lægge stenene for det queerteoretiske perspektiv, som siden er blevet en væsentlig del af grundlaget i store dele af LGBT+-bevægelsen. Hvorfor forholder Butler sig ikke til konsekvenserne af sin egen filosofi? Hvorfor diskuterer hun ikke, at hendes idéer er blevet til våben i hænderne på mennesker, der bruger dem til at udsætte andre for trusler og vold? 

Det nærlæggende svar er, at det ville komplicere analysen. Hvis Butler anerkendte, at ikke alt i LGBT+-bevægelsen er, som det burde være, ville hun samtidig være nødt til at overveje, om skepsissen over for dele af den kunne skyldes andet og mere end kvindehad, højrenationalisme og fascistiske længsler. Den går ikke, for det er ”tiden ikke til”. Så hellere lukke øjnene og lade som ingenting.

Af samme grund forholder Butler sig ikke til sin egen bevægelses magttilbøjeligheder. I flere lande, snart også Danmark, indføres lovgivning, som med udgangspunkt i LGBT+-bevægelsens ønsker tvinger borgerne til at bruge bestemte ord, herunder bestemte pronominer. Adlyder en borger ikke, kan han straffes for det og ultimativt sættes i fængsel. Man skal ikke kaste om sig med ord som fascisme, men der er god grund til at tænke over kombinationen af statsmagt og ordtvang.

Et andet værktøj, Butlers bevægelse benytter sig af, er påvirkning af børn og unge. I Danmark sker det blandt andet ved udbredelse af ”normkritik” i børnehaver og skoler. Her, mens børnene endnu ikke er gamle nok til at forholde sig kritisk til påvirkningen og ikke har myndighed til at sige fra, indlejrer organisationer som Normstormerne queerteoretiske værdier i børnenes hoveder. Det er en let måde at opnå fremtidig tilslutning på, hvilket fascistiske bevægelser ofte har været bevidste om.

Det rejser alvorlige spørgsmål, som Butler ikke forholder sig til. Hun påpeger med rette, at kvinder og LGBT+-personers rettigheder nogle steder i verden er under pres. Men hun går for vidt, når hun konkluderer, at enhver form for modstand mod ”kønsideologi” kan reduceres til fascisme. I Butlers tolkning er jeg fascist, hvis jeg synes, at normkritikken skal ud af skoler og børnehaver. Men hvem er det, der vil bruge skoler og børnehaver til ideologisk prægning af børn? Det er ikke mig. I Butlers tolkning er jeg fascist, hvis jeg er modstander af lovgivning om brug af bestemte ord. Men hvem er det, der vil bruge staten til at påtvinge andre en bestemt ordbrug? Det er ikke mig.

Butler og hendes mange ideologiske følgere er nødt til at kaste blindhedsblindheden af sig, hvis de vil forstå den modstand, nogle af deres idéer skaber. Dels er de nødt til at se på problemerne blandt deres egne. Der er slanger i det paradis, og flere af dem er giftige. Dels er de nødt til at erkende, at modstanden har mange årsager, som langtfra alle kan henføres til kvindehad, højreekstremisme og fascisme. En del af uenigheden skyldes forskelle i opfattelsen af, hvad et godt samfund er, og hvordan det skabes. Det må man i et demokratisk samfund gerne have andre idéer om end dem, der passer i den queerteoretiske værktøjskasse. Kun en fascist ville mene andet.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter