Vi er i færd med at undergrave de værdier, som Corona-politikken skulle værne om. 

Coronakrisen er først og fremmest en institutionel krise. Det vil sige, selvfølgelig er det også en sundhedskrise: Folk dør af corona. Som sådan trækker sygdommen et spor af personlig tragedie efter sig. Men det er også korrekt, at der jo altid er folk, som bliver syge. Selv på den dejligste, solvarme sommerdag er der mennesker, der kommer af dage. I det hele taget er døden altid til stede som et grundvilkår i tilværelsen. Hvis vi erkender, at der altid er folk, der dør, og at sundhedssystemet har begrænsede ressourcer, så følger det naturligt, at vi må spørge, hvor meget vi kan forsvare at bruge på ét liv. Ikke mindst, når nedlukningen også har konsekvenser. 

Det er den erkendelse, der ligger bag kritikken af regeringens coronapolitik.

Derfor har vi groft sagt siden marts 2020 været fanget i en kedsommelig version af komedie-klassikeren Groundhog Day, hvor Bill Murray må gennemleve den samme dag om og om igen. Ikke alene har alle vores dage – ja i hvert fald alle mine – været uhyre ensformige, den offentlige debat har også været ren og skær gentagelse af de samme argumenter om og om igen. På den ene side hensynet til menneskers helbred. På den anden side hensynet til økonomien. 

Men sandheden er, at krisen først og fremmest knytter sig til det pres, den udsætter vores institutioner for. Her tænker jeg ikke bare på det oplagte, at sundhedssystemet har været under pres og for tiden står i fare for at komme under fornyet pres. Dette perspektiv var jo evident fra begyndelsen, dengang vi alle talte om at udjævne kurven. 

Det, jeg tænker på, er mere bredt: Hvorfor er det eksempelvis, at vi ikke kan acceptere et sundhedssystem, som over en periode er bragt i knæ? 

Svaret er, at dette ville udfordre den fortælling, vi har om Danmark som et velfungerende samfund, hvor vi netop kan regne med vores institutioner. Sagen er, at hvis det først viser sig, at alle de ting, vi tager for givet, ikke holder under pres, så har vi mistet muligheden for at tage dem for givet i det hele taget. Det ville markant ændre vores opfattelse af, hvilket land vi boede i. 

Hvis vi mister troen på institutionerne, ryger også tiltroen til det politiske system. For i sidste ende er det ikke renfærdige idealer, som opretholder det liberaldemokratiske system, men dets konkrete evne til at håndtere problemer. 

Giv de borgerlige partier medejerskab

Når nu det totale sammenbruds teoretiske mulighed er malet op, er det på sin plads at konstatere, at den opgave faktisk er løst ret godt. Vi er trods enhver coronatræthed langt fra den chokstemning, der ramte os sidste forår. Vi blev ikke Bergamo. 

Nu er vi et andet sted, men nu er der grund til at frygte, at regeringen er mere interesseret i at forstærke fortællingen om en handlekraftig regering og en mærkværdigt forvirret opposition end at sikre bred politisk opbakning bag krisepolitikken. 

Da de seneste lempelser af coronarestriktionerne skulle forhandles, betød det, at de borgerlige blev vist døren. I stedet for forhandling præsenterede regeringen et diktat. Regeringen havde end ikke strakt sig så langt, at de havde regnet på alternative scenarier for genåbningen. Derfor var det bekvemt og nemt at affeje de borgerlige ønsker som uansvarlige. Og man aner, at det netop var pointen. 

Regeringen har slået sig op på at skære igennem, og her gentager man demonstrativt øvelsen. På kort sigt gavner det vel Mette Frederiksen, men den demonstrative afstandtagen af selve muligheden for forhandling har en pris.

Det er allerede sådan, at der blandt mange borgerlige vælgere er en faldende tiltro til regeringens linje. Der er også en hård kerne af borgerlige, som mest af alt opfatter regeringens politik som vejen til trældom. Det kan man mene om, hvad man vil, men pointen er: Ved ikke at give de borgerlige partier medejerskab over politikken, er regeringen med til at grave grøfter, som vi kommer til at skulle forholde os til meget længe. Og fordi corona ikke er en Christiansborg-pandemi, men en samfundspandemi, går grøfterne ikke bare mellem partier, men også mellem disse partiers vælgere.

Regeringens afstandtagen til det politiske spil beror netop på en implicit nedvurdering af parlamentarisme som en politisk form, hvor vi efterstræber samling og konsensus, når det gælder. 

Vi risikerer kort sagt, at den nationale samling og tillid, som er en væsentlig del af forklaringen på, at vi har klaret os gennem krisen, smuldrer mellem hænderne på os. 

Og her er vi ved det spørgsmål, regeringen bliver nødt til at stille sig selv: Var det ikke netop samling og tillid, vi skulle forsvare? Kan vi forsvare tilliden til institutionerne ved at undergrave tilliden til de selvsamme? Og hvis ikke, hvordan kan vi så uden at gå på kompromis med vores grundindstilling sikre en så bred konsensus som mulig om den førte politik?

Om Mette Frederiksen er en statsmand, afhænger helt af hendes vilje til at stille og besvare disse spørgsmål.