Da jeg 27. oktober opfordrede til bortvisning af Københavns Universitets statskundskabsunderviser Magnus Møller Ziegler, som dagen forinden havde erklæret, at ”hærværk mod racisters valgplakater er legitimt og et forsvar for marginaliserede og ofte magtesløse borgere… fordi de er racister, og at være racist er ikke en legitim position”, dersom fakultetet ønskede at bevare en flig af akademisk og demokratisk troværdighed, blev jeg kritiseret af en række konservative meningsdannere.
Herunder navnlig den tidligere eksterne lektor ved Aarhus Universitet Christian Egander Skov, som indledningsvist kommenterede, at jeg skulle skamme mig over at ”undergrave al borgerlig kritik af venstrefløjens cancel culture” og efterfølgende påduttede mig en række udemokratiske holdninger i Kontrast 1. november, derunder bl.a. at jeg skulle ønske ”politisk ensretning” og en ”generel udrensning” på universitetet (noget jeg hverken har sagt eller insinueret).
Ifølge Egander m.fl. kan det ingenlunde forsvares at opfordre til at fyre en underviser, fordi det er udtryk for venstrefløjens ’cancel culture’, og fordi det legitimerer nogle af venstrefløjens redskaber. Også Eganders podcastfælle, politisk konsulent hos Nye Borgerlige Rasmus Ulstrup Larsen synes enig i ovenstående. Ud over at kritisere mig for at have ”udemokratiske og vanvittige holdninger”, skrev han følgende til en pige, der havde sendt en i øvrigt redelig klage over Ziegler til KU’s ledelse: ”Du argumenterer ligesom klamme venstrefløjsere der prøver at tage levebrødet fra borgerlige mennesker der havner i shitstorms. Føj. Det viser hvor lidt borgerlig du er, når du har så lidt respekt for vigtigheden af, at et menneske kan ernære sig selv.” (Facebook-tråd her.)
Jeg vil således her tage til genmæle. Ikke med henblik på at dykke nærmere ned i Eganders og Ulstrups konkrete anklager mod mig, hvis indlysende urimelighed taler for sig selv, men snarere for at udfolde både det principielle argument for berettigelsen i at opfordre til bortvisning af visse folk pga. deres udtalelser og handlinger samt det konkrete argument for bortvisning af Ziegler.
For god ordens skyld vil jeg indledningsvist slå fast, at jeg er enig i den gængse kritik af cancel culture-fænomenet. Jeg er ikke fan af cancel culture. Jeg mener heller ikke, at politiske holdninger skal stå i vejen for at varetage et offentligt embede, om end visse udtalelser af navnlig politisk karakter naturligvis kan medføre habilitetsproblematikker og lignende, der står i vejen herfor (dommerstanden er et godt eksempel). Ziegler og andre undervisere skal i mine øjne være velkomne til at undervise uagtet deres politiske kompas. Uanset om det så er i Karl Marx eller Edmund Burke, de har fundet størst inspiration, er jeg ligeglad med deres politiske holdninger, så længe disse ikke influerer undervisningen i et problematisk omfang, og denne i øvrigt er af tilfredsstillende kvalitet.
Det for mig at se overordnede og principielle spørgsmål for debatten om berettigelsen i at opfordre til fyring, som diskussionen og Eganders indlæg burde kredse om, er, hvorvidt man kan forestille sig situationer, under hvilke det er legitimt at opfordre til bortvisning af undervisere. Da jeg stillede Egander dette spørgsmål med henvisning til det hypotetiske scenarie, at universitetet havde ansat en selverklæret nazist som underviser, der skrev twitter-opdateringer om, at jøder er forfærdelige, og at det er legitimt og et nødvendigt forsvar for samfundet at udøve hærværk mod jødiske institutioner, ville han ikke svare, og smed i stedet følgende banale kommentar: ”Gem det der til en paneldebat, og vend tilbage, når du har et refleksionsniveau.”
Men lad os nu være ærlige og droppe den barnlige polemik. Stort set alle ville naturligvis sige: ja, selvfølgelig er det legitimt at opfordre til at denne vanvittige nazist fyres; det kan ingenlunde forsvares at have en selverklæret nazist ansat til at undervise unge mennesker, herunder jøder, selv hvis hans nazistiske holdninger ikke direkte påvirker undervisningens faglige indhold.
På den baggrund må det konstateres, at spørgsmålet om, hvorvidt der findes omstændigheder, under hvilke det er legitimt at opfordre til bortvisning af undervisere, såfremt deres adfærd/udtalelser er alvorlige nok, må besvares bekræftende. Når det er legitimt under visse omstændigheder, bliver det således en konkret vurdering af den enkelte sags alvor, hvorvidt det er legitimt at opfordre til bortvisning. Enhver opfordring til fyring kan derfor ikke bare kan fejes hen som cancel culture uden hensyntagen til sagens konkrete omstændigheder.
Det gælder naturligvis også for nærværende sag. Her må vi foretage en konkret vurdering af alvoren af Zieglers udtalelser, og hvilke konsekvenser disse har for hans virke som underviser og repræsentant for Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Her er det som bekendt min vurdering, at Zieglers udtalelser er så alvorlige og problematiske for hans arbejde som underviser i politisk teori på KU, at det er legitimt at opfordre til bortvisning.
For det første propaganderer han for decideret kriminel og antidemokratisk adfærd. Hans udtalelser er således i diametral modstrid med den ånd og demokratiske kultur, der burde herske på statskundskab, og som han som underviser er med til at påvirke. For det andet begår han den højeste akademiske synd ved tage patent på den ultimative sandhed: ”Jeg har ret, og de tager fejl. Hvordan ved jeg det? Fordi jeg ikke er villig til at lade en kattelem stå på klem for den mulighed, at det kunne være racisterne, der havde ret.” Han modarbejder således aktivt selve institutionens mest grundlæggende læringsmål.
Herudover vil Zieglers udtalelser naturligvis medføre væsentlige konsekvenserne for de elever, han underviser og skal eksaminere, såfremt deres politiske anskuelse på navnlig indvandringsområdet er det, man med føje kan formode at Ziegler har ment med sine udtalelser om ”racister”. Da jeg selv er kandidat for Nye Borgerlige og er blevet udsat for omfattende plakathærværk, ville jeg føle mig meget utilpas og formentlig ikke dukke op til undervisningen, såfremt jeg havde Magnus Møller Ziegler som underviser. Mange andre, jeg kender, ville have det på samme måde.
Det er korrekt, at Ziegler ikke har præciseret, hvem disse ”racister” er, hvilket jo er meget belejligt og i øvrigt hans eget umiddelbare forsvar. Men man kan med føje formode, at der i hvert fald er tale om kandidater fra Nye Borgerlige og/eller Dansk Folkeparti, idet disse kandidater er dem, som plakathærværket primært går ud over, og som den radikale venstrefløj i almindelighed anklager for racisme. Herudover skal det huskes, at tweetet er skrevet i en kontekst om plakathærværk mod navnlig borgerlige politikere (i særdeleshed mod NB og DF). Og når han ikke selv præciserer det, gør man sig som læser naturligvis formodninger derom, og disse formodninger peger alt andet lige i retning af navnlig Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Uanset hvem Ziegler har ment var racister, vil kandidater og medlemmer af navnlig DF og NB med rette føle, at Ziegler omtaler netop dem.
Herudover vil de venstrefløjsaktivister, som har revet plakater ned, og som ser op til den gode, antiracistiske universitetsunderviser Magnus Møller Ziegler, føle sig bekræftet i, at deres kriminelle og antidemokratiske handlinger ikke blot var moralsk korrekt, men også et ”forsvar for marginaliserede borgere”.
Zieglers udtalelser er endvidere en enormt farlig glidebane. Hvis det accepteres, at han som underviser opfordrer til politisk motiveret hærværk mod ”racisters” valgplakater, hvad bliver det næste så? At han opfordrer til hærværk på deres hjem, fordi de er racister? Her er der jo også blot tale om deres ejendom, ligesom med valgplakater – og de er jo nogle racister, som fortjener det. Og hvad bliver det næste så? Derom kan vi blot gisne. Forhåbentlig trækker ledelsen på KU en streg i sandet.
Alt taget i betragtning er det således min vurdering, at Ziegler er uegnet til at undervise. Andre kan have – og har tilsyneladende – en anden vurdering af sagens alvor. Hvilket er fair. Men lad os nu droppe den farisæiske tilgang til spørgsmålet og tage højde for den enkelte sags konkrete omstændigheder, snarere end at feje enhver opfordring til fyring hen som cancel culture af lutter principielle årsager.
