Debat

01.11.21

Kære borgerlige: Man kan ikke sige, andre lugter, hvis man selv gør i bukserne

Flere borgerlige forsøger at lægge pres på Københavns Universitet for at få venstreorienteret underviser afskediget efter kontroversielle udmeldinger om valgplakater. Men kravet er principielt forkasteligt såvel som pragmatisk retarderet, indvender Christian Egander Skov.
Københavns Universitet på Frue Plads. (Foto: MrBprints / Creative Commons)
Københavns Universitet på Frue Plads. (Foto: MrBprints / Creative Commons)

Verden bevæger sig hurtigt. I gamle dage, jeg tror vist, det var et par uger siden, husker jeg, at den helt unisone borgerlige holdning var modstand mod de stadig mere beskidte kneb, som særlig den identitetspolitiske venstrefløj er begyndt at benytte sig af. 

Jeg taler om det aktuelle forsøg på at få en underviser – ph.d.-stipendiat Magnus Møller Ziegler – fyret fra Københavns Universitet, fordi han har skrevet noget hjernedødt. Nærmere bestemt: 

”Jeg forstår ikke argumentet om, at man ikke må udøve “hærværk” på racisters valgplakater, for så legitimerer man, at de også gør det på “vores”. Gu’ gør man ej. Det er i orden at ødelægge deres, fordi de er racister, og at være racist er ikke en legitim position.”

Jeg tror de fleste vil være enige om, at selvom demokratiet eventuelt måtte sætte grænser for ytringer og legitime positioner, så er der ingen, der har brug for, at århusianske idéhistorikere eller venstreradikale aktivister opkaster sig selv til et slags liberaldemokratisk Verfassungsschutz

Men så var der reaktionen. For dele af det borgerlige Danmark har nu kørt kanonerne i stilling i forsøget på at få bemeldte underviser afskediget. Jeg tror, det er et mindretal, men flere, end jeg bryder mig om. Og i hvert fald nok til at overraske. 

Ja, nogle går endda længere. Nye Borgerlige Ungdoms nykårede formand, Malte Larsen, har benyttet tweetet til at kræve en generel udrensning på universitetet. På Facebook skrev han: 

”Hvis statskundskab skal bevare en flig af akademisk og demokratisk troværdighed, skal de omgående få luget ud blandt underviserne.” Gad vide, hvor mange der skal luges ud på Larsens ensrettede campus? Læser man tråden under det offentlige opslag, opdager man, hvor gennemgående kravet om afskedigelse er blandt mange borgerlige.

Men kravet er såvel principielt forkasteligt som pragmatisk retarderet. I virkeligheden er tankegangen helt parallelt med Magnus Møllers Zieglers analyse. Man kan ikke sige, at andre lugter, hvis man selv går og gør i bukserne snart sagt hele tiden.

Men lad os prøve at bakke et skridt tilbage og spørge, hvorfor den pludselige trang til cancel culture er et problem. 

Hidtil har det været sådan, at borgerlige var kritiske over for identitetspolitiske udartninger og wokismens åbenlyse ny-racisme. Borgerlige var i særdeleshed imod denne venstrefløjs neurotiske sproghygiejne og pronominalpornografiske narcissisme. Her er nok at tage fat på. 

Vi bliver af vor tids hygiejnikere doceret til billedlig talt at vaske hænder og skure kroppen i skarp lud, til huden – hvid eller mørk –  er slidt til strimler af legemet. Herefter kan man således afstrimlet stå i badet og på en gang føle sig befriet for sit skidne legemes historiske byrde og så hudløst sårbar, at man med glæde iklæder sig en til lejligheden fremstillet aktivistisk erstatningsidentitet

Kort sagt. Her står vi med et reelt problem. Men den borgerlige kritik går også dybere. 

Borgerlige har også kritiseret den kulturelle vending, der gik forud for den identitetspolitiske offensiv. Borgerlige har angrebet krænkelseshysteriet, snefnuggene, idéen om trigger warnings og safe spaces og så naturligvis cancel culture. Det sidste er i det hele taget bare en offensiv udgave af ideen om safe spaces. Når man taler om safe spaces, handler det om at trække sig tilbage i et trygt rum. Når man taler om cancel culture, handler det om indtage rum og gøre dem trygge. Det er wokismen som henholdsvis nationalistisk og imperialistisk fænomen.

Jonathan Haidt and Greg Lukianoff har i bogen The Coddling of the American Mind forsøgt at finde roden til vor tids raptus. De peger på, at det netop er de velmenende forsøg på at ophøje tryghed til den højeste værdi, der giver frit spil til den identitetspolitiske aktivisme og et mere generelt konformitetspres, som en ung studerende på Aarhus Universitet for nyligt har beskrevet

Kravet er: Get with the programme! For hvad er mere utrygt end at blive konfronteret med ubekvemme sandheder? Det skulle måske lige være ubekvemme usandheder. 

En af Haidt og Lukianoffs pointer er, at dette ikke bare er et ideologisk fænomen, men et generationsfænomen. Det har de vist ret i. I hvert fald er netop appellen til tryghed gennemgående i dele af den borgerlige kritik. For eksempel skrev Christian Holst Vigilius og Mads Strange Vaarby fra Konservative Studerende i Berlingske: 

”Det er beskæmmende i sig selv, men det er også foruroligende, at vi som borgerlige statskundskabsstuderende er underlagt Zieglers autoritet gennem hans virke på universitetet.” 

De spørger også: ”Kan vi som studerende vide os sikre på, at Zieglers undervisning på Institut for Statskundskab er politisk neutral?”, og følger op med en tredje frygt: ”vil han… udnytte sin magtposition til at chikanere os som følge af vores politiske overbevisning?”

Konservative Studerende har været spydspidsen i kritikken af et universitet, der har alt for nemt ved at bøje knæ for tryghedskultur og identitetspolitik. Det fortjener de stor ros for, og indlægget fra de to studerende er fri for det eksplicitte ensretningsønske, vi så hos Malte Larsen. Men det sniger sig beklageligvis ind alligevel, lempet igennem af ønsket om tryghed. 

Dog, køber vi præmisserne, får vi også konklusionerne, og det var jo dem, vi gerne ville undgå. Lad mig prøve med en anden recept.

I virkeligheden er sagen enkel. Der er ingen politiske løsninger på åndelige problemer, og utryghed er et sådant. Det eneste, man kan gøre, er at møde utrygheden med et stift blik og en formaning: ”Fat mod!”

De får brug for det. I hvert fald, hvis universitetet virker. Universitetet skal nemlig slet ikke være trygt. Det skal være farligt. Universitetet er hverken en gummicelle til angstneurotikeren eller konkurrencestatens Research & Development-afdeling. Ikke endnu i hvert fald.

Hvis universitetet ikke er farligt, kan vi lige så godt sprænge det bort og bygge noget nyttigt på de dyre kvadratmeter. En solcellepark, et sindssygehospital eller andet af det, vores tid så inderligt sukker efter.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter