Køn og ligestilling fyldte ikke meget i den netop overståede valgkamp. Fraset enkelte pip om ”uligeløn” var kønsrelaterede emner lige så fraværende som Thomas Treo til en Aqua-koncert.
Anderledes forholder det sig med valgets resultat og de konklusioner, man kan drage af det.
Folketingsvalget 2022 er historisk set fra et kønsperspektiv. 44,1 procent af de valgte er kvinder, hvilket er rekord. Valget, der ikke handlede om køn, blev et markant kønsvalg.
Bryder man tallene op, indeholder de flere implicitte kommentarer til det segment af valg- og kønsforskere, der er rejsende i fortællingen om, at ”det er sværere at være kvinde i politik”.
For det første viser valget, at det er lettere at blive opstillet som kvinde end som mand. Kvinder udgør 32 procent af partiernes medlemmer, men udgjorde 38 procent af partiernes kandidater.
For det andet viser valget, at det er lettere at blive valgt som kvinde end som mand. Kvinder udgjorde 38 procent af kandidaterne, men 44,1 procent af de valgte.
Omregnet til succesrater betyder det, at 20,3 procent af de kvinder, der stillede op, endte med at blive valgt ind. Det samme var kun tilfældet for 16,0 procent af de mandlige kandidater.
Hvis det forholdt sig omvendt, ville det blive betragtet som ”strukturel sexisme”. Partierne og vælgernes adfærd ville blive udlagt som en undertrykkelsesmekanisme, der kvaser kvinders drømme om en politisk karriere ved at gøre det sværere for dem at blive valgt til Folketinget.
Kønsforskere og feministiske debattører ville himle op og kræve forandringer, så dette ”demokratiske problem” kunne blive løst. Nogen ville skulle gøre noget. At leve med et system, der producerer så stor en forskel i adgangen til politik, ville være utænkeligt.
Heldigvis er det ikke tilfældet. Det er mænd, der vælges fra af partierne og vælgerne, og derfor er det kønnede fravalg ikke et problem. Tværtimod er det et fremskridt for ligestillingen.
Det forstår man, hvis man orienterer sig i reaktionerne på valgets kønsperspektiver.
Det danske center for køn og ligestilling, KVINFO, noterer sig, at valgresultatet ”for første gang nogensinde [bringer] fordelingen mellem valgte mænd og kvinder inden for det såkaldte normalområde på 40/60.” Intet aber dabei her.
”Tæt på ligestilling i det nye folketing. Kvinder udgør nu 44 %, hvilket er historisk højt. Godt for demokratiet, når valg afspejler befolkningen - også i forhold til køn,” skriver Camilla Gregersen, formand for magistrenes fagforening, DM. Heller ingen betænkninger her.
I de kommende dage og uger vil vi blive klogere på, hvordan køns- og valgforskerne udlægger valget. Særligt interessant vil det blive at se, om resultatet ændrer på deres faste dommedagsprofetier om, at der vil gå mange årtier, ”før vi har ligestilling”.
Ved folketingsvalget i 2019 udgjorde kvinder 39,1 procent af de valgte. I tirsdags udgjorde de 44,1 procent. Skulle man fremskrive på samme meningsløse måde, som flere gør, når de hævder, at vi er halve og hele århundreder fra ”ligestilling”, kan kan konstatere, at vi med valg hver fjerde år og en tilvækst af kvindelige valgte på fem procentpoint per valg er 48 år fra et rent kvindeligt folketing.
Sådan kommer det naturligvis ikke til at gå. Ligesom der ikke vil gå 100 år, før kvinder sidder på halvdelen af pladserne på Christiansborg. Måske sker det allerede ved næste valg. Nu, hvor der kun er 5,9 procentpoint op til den magiske grænse på 50 procent, er det let at forestille sig, at flere organisationer vil køre en særligt behjertet kampagne for kvindelige kandidater i næste valgkamp.
Alt at vinde, stem på en kvinde.
