Efter at have set Søren Pape Poulsen i DR’s 21 Søndag i går, må jeg konkludere, at konservatismen nok er for vigtig og for værdifuld til, at vi kan overlade den til Det Konservative Folkeparti i den forfatning, som partiet befinder sig i nu.

En ting er, at den konservative formands iscenesatte bodsgang med indlagte forberedte anekdoter får én som mig, med mit kendskab til hvordan sådan en forestilling forberedes og eksekveres, til at krumme tæer helt op til de nederste ryghvirvler.

Det er ikke sikkert, at det virker lige så ynkeligt på andre. Der er et vist marked for ’svage’ og ’følsomme’ ledere i tiden, det medgiver jeg.

Men en anden ting – og det er langt alvorligere – var, at i løbet af det ret lange interview kunne Søren Pape Poulsen ikke finde ud af at fortælle seerne, hvorfor og konkret hvordan konservatismen er den bedste vej at vælge for den enkelte dansker, det danske samfund og den danske stat.

Det havde han ellers selv annonceret på Facebook, at han ville, og det var med den forventning, at jeg undtagelsesvis slog over på statskanalen, da klokken nærmede sig ni i går aftes.

”Jeg taler også om, hvorfor der måske mere end nogensinde er brug for et stærkt parti, som er konservativt. Og hvad det rent faktisk betyder,”  lød Papes egen teaser på hans officielle politikerside.

Jeg er jo 100 procent enig i, at der er brug for et stærkt parti præget af konservative grundholdninger, og jeg er enormt nysgerrig efter at få at vide, hvordan Det Konservative Folkeparti vil omsætte grundholdningerne til politiske budskaber, der er relevante i 2023 og konkrete policy-forslag, der giver løsninger på de strukturelle ubalancer, som tynger borgerne og knægter friheden i den senmoderne velfærdsstat.

Der kom ikke noget. Jeg hørte en enkelt sætning om, at man skal se på, hvad familien skal have ansvaret for, og hvad staten skal tage sig af. Søren Pape gentog det samme flere gange og blandede desuden ’samfund’ og ’stat’ sammen på en måde, som selv 1. års KU’eren har lært at undgå.

Det skuffede mig fælt og har her til morgen efter at have sundet mig ledt mig frem til konklusionen i indledningen.

For der er så rigeligt at tage fat på, når man er konservativ. Og hvornår kommer en bedre lejlighed til at få det manifesteret end på direkte tv i den bedste sendetid? Den kommer ikke.

Folketingsgruppens medlemmer har i godt og vel et halvt år har arbejdet med policy-udvikling i baglandsgrupper. De har afleveret deres input nu op til landsrådet. Søren Pape og hans nærmeste rådgivere sidder i disse dage og skriver på hans landsrådstale.

Han har alt krudtet liggende lige foran sig. Han har ikke haft andet at beskæftige sig med i hele 2023 – hvis han ellers forstod at prioritere sin tid. 

Der er ikke rigtig nogen undskyldninger for, at han ikke på DR i går leverede konservative budskaber og konservative policy-forslag som skidt fra en spædekalv.

Hvorfor kom de så ikke? Der er to muligheder. Enten KAN Det Konservative Folkeparti ikke lave konservativ politik, eller man gør det ikke, fordi man ikke VIL være konservative, af frygt for at der er for få konservative til flere mandater.

Om det er den ene eller anden forklaring, der er den rigtige, er for mig i og for sig ligegyldig. Begge dele er lige slemt.

For at give en idé om, hvad der kunne have gjort mig positiv og glad efter interviewet, er her bud på fem centrale og aktuelle budskaber med indbygget policy, som Søren Pape Poulsen kunne have sendt af sted under interviewet.

Sværere behøver det ikke at være.

Om topskatten
Det er forkert at straffe de flittige og stræbsomme. Det er jo ikke med de få milliarder fra topskatten, at vi fjerner ventelisterne på sygehusene. Tværtimod vil det blive lettere at få sygeplejersker, læger osv. til at yde noget ekstra, hvis vi ikke straffer dem for det over skatten. Den eneste grund til, at der er en topskat, er misundelse, og misundelse er det modsatte af konservative værdier. Når man er konservativ, har man respekt for dem, der yder noget ekstra – uanset om det er sygeplejersken på gulvet eller direktøren på kontoret.

Om stat og borger/familie

Når man er konservativ, ved man, at familien er den grundlæggende byggesten for hele samfundet. Men velfærdsstaten har stjålet pladsen fra familierne. Økonomisk favoriseres enlige over skatten og gennem særlige tilskud. Det skal vendes om. Arveskatten bygger på en moral om, at slægtens eje er forkert. Det betragtes derimod som godt, at staten konfiskerer arv, andele af familievirksomheder og formuer. 

Det vender den konservative sig imod. Som konservativ stræber man efter, at staten og politikerne skal bestemme mindre og familierne bestemme mere. Det spiller sammen med vores kultur, vores historie og generationskontrakten, som er helt central i et konservativt livssyn.

Om at tage ansvar for de udsatte
Grundlæggende har vi hver især et ansvar at løfte over for vores næste. Som konservativ i Danmark er ’næsten’ mine danske medborgere. Vi konservative er nationale, og det nationale værdifællesskab er dér, hvor vi tager ansvar for hinanden. Det er derfor, vi skal sørge for, at de handicappede, de ældre, de syge og de uheldige bliver hjulpet af fællesskabet. Ikke for at efterabe en eller anden socialistisk lighedstanke, men fordi vi har et menneskeligt ansvar for hinanden. 

I et rigt samfund som vores kan vi hjælpe meget, og det mener jeg, vi skal. Men jeg mener også, at rigtig meget i den sociale indsats er blevet for kommunalt og for regelstyret. Civilsamfundet er kommet for langt væk. Det personlige ansvar er blevet til institutionernes ansvar, og det kan en stat og en kommune simpelthen ikke løfte. Staten og kommunen kan dele penge ud. De kan ikke dele omsorg ud. Det kan kun mennesker. 

Hvis vi kan erkende det og indrette regler og love derefter, så tror jeg på, at velfærdssamfundet kan komme til at fungere igen. Alle de der DJØF-reformer, dem tror jeg ikke på.

Om grøn omstilling
Jeg er glad for, at FN’s klimaforskere har aflyst jordens undergang. Vi skal forholde os nøgternt og rationelt til de udfordringer, vi står med. Især for en konservativ er det vigtigt, at viden og fakta styrer lovgivningen. Det er den fælles reference, vi har i samfundet, når vi skal retfærdiggøre indgreb i borgernes liv og frihed. Feel-good-politik er for venstrefløjen og radikale. Når det er sagt, så forpligter det også til netop at tage videnskaben alvorligt og handle rettidigt. Der er ikke plads til en billig omgang med vores generations ansvar. 

Det allervigtigste er at reducere brugen af fossile brændstoffer. Vi kan nå et godt stykke med udbygning af vind og sol, men vi oplever nu, at det bliver sværere. Møllerne bliver ikke rejst. Danskerne vil ikke have alle de vindmøller spredt ud i landskabet, og det piner mig også, at god landbrugsjord i så stort et omfang skal dækkes af solpaneler. For en konservativ er naturen og de æstetiske værdier i landskabet vigtige og en del af vores ansvar for de kommende generationer.

Regeringen har også indset, at energi-øerne bliver alt for dyre, og afgiften på køernes bøvser er måske heller ikke det helt rigtige instrument. Så vi står ved en skillevej, hvor vi måske lige skal stoppe op og få pusten, inden vi klør på igen. Det vil en god konservativ i hvert fald anbefale. Ny forskning gør os hele tiden klogere. Der kommer hele tiden bedre løsninger, og så skal kernekraft også indgå i vores overvejelser. 

Om vores nationale mål nås i 2030 eller 2035, er nok mindre vigtigt. At vi gør det rigtigt første gang, får derimod betydning langt ud over vores levetid.

Om koranafbrændinger og ytringsfrihed
I 2015 blev jeg som konservativ formand spurgt, om jeg ville være med til at afskaffe blasfemiparagraffen. Først sagde jeg nej. Der er noget i det konservative livssyn, som fortæller, at vi som samfund skal beskytte det åndelige, det gudelige. Ikke af hensyn til Gud, men af hensyn til os selv, når vi lever i en verden, som bliver mere og mere materialistisk og mere og mere konfrontatorisk. 

Vi stemte så alligevel for afskaffelsen i 2017. Mest fordi der internationalt er et pres på ytringsfriheden fra visse muslimske lande for at ulovliggøre religionskritik. Det ville og vil vi gerne signalere, at vi er imod. Det er først og fremmest derfor, at vi konservative nu er imod at genindføre og faktisk skærpe blasfemiparagraffen. 

Det er vigtigt at forstå, at islam både er en religion og en ideologi. Hvis islam bare var en anden måde at bede til gud på, så fred være med det. Men islam er ekstremt politisk og undertrykkende – både som lov i de lande, hvor islam har indflydelse og hos os, hvor undertrykkelsen foregår gennem social kontrol. Der må vi ikke give efter.