Gentofte kommune har 75.000 indbyggere men intet renseanlæg. Det meste spildevand sendes til Lynetten i København, der i forvejen er for lille. Resten sendes direkte ud i Øresund.
I 2022 sendte kommunen 1,4 millioner tons direkte ud i sundet, men året efter i det regnvåde år 2023 sendte Gentofte 2,8 millioner tons urenset spildevand direkte ud i Øresund.
Der er altså tale om en fordobling, uden at nogen reagerer. 2,8 millioner tons urenset spildevand svarer til et gennemsnit på over 7.000 tons om dagen.
Tænk hvis landbrugets tab af næringsstoffer var fordoblet på et år – så havde der været gul breaking-bjælke i alle medier, og politikerne var gået i rødt.
Gentofte har derfor permanent badeforbud ved det kommunale havbad ved Skovshoved Havn. Det er helt til grin, at et havbad har permanent badeforbud, fordi der permanent lukkes urenset spildevand ud i Øresund.
Der er lort i vandet over hele landet
Fordoblingen gælder overløb af urenset spildevand over hele landet, men tilsyneladende er befolkningens eget lort i havet lige meget – det fortyndes, må vi forstå.
Hvordan kan dette vanvittige svineri fortsætte år efter år? Selv de berømte trepartsforhandlinger er ligeglade med den voldsomme spildevandforurening, der foregår.
De skriver i trepartsaftalen, at man vil minimere alle relevante belastninger fra punktkilder, herunder særligt spildevand. Men, hallo! – Det har man forsøgt at minimere i 40-50 år, så »det skal nok hjælpe«, at det også skrives i trepartsaftalen...
Kun få kommuner er tilmeldt badevand.dk
Altså, man kan blive voldsomt syg af at bade i andres tis og afføring, men hvorfor er det ikke lovpligtigt at alle kommuner, der har badestrande, skal være med i nettjenesten badevand.dk?
I Jylland er det kun Aarhus, Vejle og Kolding, der er med i ordningen. Og stort set hver gang, det har regnet en del, er der en eller flere røde flag hejst i disse tre kommuner grundet overløb.
Så er der vel også overløb i Esbjerg, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Horsens, Aalborg og alle andre byer med overløb?
På Fyn er det kun Svendborg, der er med, og her er der tit røde flag. Så er der garanteret også overløb ved alle de andre fynske byer med overløb til deres badestrande. Er disse kommuner totalt ligeglade med, om deres badegæster bliver syge? Hvorfor skal de ikke oplyse det?
Miljøforkæmpere i Vejle ævler
I »spøgelsesfjorden« Vejle var der badeforbud i hele februar og store dele af marts og igen i april, alt imens politikere og »grønne miljøforkæmpere« ævler om, at det har ingen betydning, mens de dukker hovedet og håber på at lortet »snart er fortyndet«.
På Sjælland er alle kommuner langs Øresund med, og de har tit røde flag, men resten af de sjællandske kommuner er ligeglade med lort i badevandet.
Badevand.dk virker på den måde, at når det regner, beregner en computer overløbsmængder og strømforhold og varsler bakterier i badevandet og »hejser et rødt flag« for, at »folk ikke bør bade«.
Det groteske er dog, at det kun er et øjebliksbillede, så der føres ingen statistik på, hvornår og hvor tit, der er røde flag.
I øvrigt er der permanent »badeforbud« to steder ved Aarhus: Ved havnen og hvor Egå løber ud, fordi der kommer »renset« spildevand ud fra to nærliggende renseanlæg, hvor der stadig kan være fækale bakterier i. Når der kan være fækale bakterier her, så kan der vel også komme fækale bakterier fra de 600 andre renseanlæg rundt i landet?