Mordet på Sarah Everard har sat gang i en af den slags debatter, der strander i en blindgyde, fordi to sider ikke kan enes om præmissen for samtalen.

På den ene side kvinder, der prøver at fortælle mænd, hvordan det føles at færdes i en verden, der virker mere farlig for kvinder. Hvordan man som kvinde føler sig særligt udsat, bl.a. fordi mænd er fysisk stærkere, og fordi kvinder ved, at mænd er langt mere tilbøjelige til at være farlige for andre, end kvinder er.

På den anden side mænd, der ikke kan lade være med at bruge lejligheden til at prøve at fortælle kvinder, at verden er farligere for mænd, end den er for kvinder. At mænd paradoksalt nok ikke er lige så ængstelige ved at færdes i den verden, der er så meget farligere for mænd. At farlige mænd er et fælles problem for alle os af begge køn, der ikke er farlige, og ikke et særskilt problem kun for kvinder.

Kvinder, der synes, at det sidste er noget whataboutery-pis.

Mænd, der synes, at det tværtimod skærper fokus på, at problemet altså for helvede ikke er mænd, men den meget mindre delmængde *farlige* mænd.

Kvinder, der allermest ønsker, at verden laves om, så den bliver tryggere for kvinder og gerne med mænds hjælp, og det kan da godt være, at det ikke kan lade sig gøre, men fuck nu af, hvor er det udmattende at føle, man lever hele sit liv i alarmberedskab, når nu mænd ser ud, som om de har det bare en lille smule nemmere.

Mænd, der ikke tror på, at verden nogensinde kan befries helt for farlige mænd, så de prøver i stedet at tale videre om at nå til en sundere proportionalitet mellem faktisk risiko og oplevet risiko, mellem hvor bange man føler sig, og hvor bange man har grund til at være, sådan statistisk set, og SÅ fedt er det fandme ikke at være mand, har du nogensinde overhovedet spurgt sådan for alvor til, hvordan det er, måske?

Kvinder, der er trætte af mænd, der siger: “Men det er ikke MIG, der er farlig!”, af det der ansvarsforflygtigende, tonedøve #notallmen. Kvinder, der især om natten, og især når de færdes alene, er bange for alle fremmede mænd, nogle gange mænd generelt, bare for en sikkerheds skyld, for man kan for helvede ikke se forskel på voldtægtsmanden og manden, der bare skal samme vej, og det kunne mænd sgu godt tage at tage alvorligt.

Mænd, der synes, at den træthed dækker over sexisme og en måde at opleve mænd på, som ville være åbenlyst racistisk, hvis man talte om fx jøder, muslimer eller romaer på samme måde, og hey, vi smutter sgu da også over på det modsatte fortov, hvis nogen virker for stive eller hidsige på det her fortov, eller vi lærer at joke og snakke os ud af øretæver, eller vi forlader værtshuset, hvis en eller anden random idiot pludselig sidder ved det der bord derovre og glor olmt på en, hallo, vi tænker måske bare ikke så meget over det, for hvis vi får tæsk, så er verden mere ligeglad, så vi håndterer bare, at det er en risiko.

Kvinder, der er trætte af mænd, der aldrig bare kan fucking lytte og forstå, bare den her ene gang. Hvor svært kan det seriøst være lige at holde sin fede kæft og tage noget ind om, hvordan det er ikke at være mand?

Mænd, der er trætte af at høre om problemer, der på en eller anden måde først bliver væsentlige, når de berører kvinder.

Ingen af parterne synes, at de andre lytter så meget, som de kunne.

Ingen bliver klogere. Ingen bliver gladere. Verden bliver ikke bedre.

Indlægget blev oprindeligt bragt på Facebook.