En storm har rejst sig, efter to mænd har talt med hinanden om deres tanker om kvinder i Weekendavisens podcast Avistid. Sagens hovedpersoner, Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, og forfatter Kim Leine, beskyldes af kulturjournalist på Berlingske Aminata Amanda Corr for “en ækel omgang fniseri over voldtægtsfantasier”, mens kønsforsker Christian Groes har opstillet ikke færre end syv teser for at vise, hvor de to syndere tager fejl.
“Den moderne mand må lytte til #metoo-erfaringerne og se indad,” skriver Groes, og det gør man ikke ved som Krasnik og Leine at reflektere over det mandlige begær. Det er, må vi forstå på kønsforskeren, en ommer.
Reaktionerne på podcasten står i påfaldende modsætning til mantraet om, at mænd skal tale mere om deres følelser. Mænd opfordres til at dele deres tanker og bekymringer med verden, men så snart de gør det, får de at vide, at de skal holde deres kæft. “For i den offentlige debat forhandler vi konstant om, hvad der er det normative. Og det ulovlige, moralsk forkastelige og perverse skal vi holde os for gode til,” understreger Aminata Amanda Corr. Krasnik og Leines samtale om kvinder hører en svunden tid til. “80erne har ringet, og de vil have deres edgy podcast tilbage,” skriver hun.
Debatten er som en opsætning af et spørgsmål, der har naget mig, lige siden jeg for 30 år siden opdagede, at piger var andet og mere end væsner med pigelus: Ved kvinder, hvad de er for os, eller ved de det ikke? Opfører de et skuespil, hvor de lader, som om at de ikke aner, hvad de betyder for os, selv om de godt er klar over det, eller er de faktisk så uvidende om det, som de giver udtryk for?
I årenes løb har jeg været i begge lejre, kun for igen at blive i tvivl. På den ene side må kvinder jo vide det. Det er mildt sagt ikke, fordi vi skjuler det for dem. Det er heller ikke, fordi vi er svære at regne ud. Hertil kommer, at kvinder er sammen med os hele tiden. Selv, hvis de ville, kunne de ikke undgå at opdage, hvordan vi er indrettet. På den anden side virker kvinders evige forbavselse oprigtig. Man får hver gang det indtryk, at de har set noget, de aldrig har set før. At deres chok og opstandelse over, hvad mænd tænker om kvinder, er ægte.
Det er umuligt at forstå. Hvordan kan kvinder igen og igen blive overraskede over at se mænd udtrykke noget, som er trivielt og forudsigeligt? Lever kvinder i en form for kollektiv fornægtelse? Eller troller de os dag ud og dag ind? Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det.
Der er selvfølgelig også en anden mulighed. Det kan være, det hele er noget, jeg forestiller mig. At paradokset ikke eksisterer andre steder end i mit hoved og kun gør det, fordi jeg har brug for at fastholde en idé om, at kvinder er uskyldige, selv om de faktisk ikke er det. Tro ikke, at jeg ikke har tænkt på det! Jeg er udmærket klar over, at det kan være årsagen. I sidste ende bestemmer bevidstheden, hvad vi ser, og hvordan vi ser på det. Den er ingen konge over.
Reaktionerne tyder dog ikke på, at det er noget, jeg bilder mig ind. Når Aminata Amanda Corr rystes af at lytte til Krasnik og Leines snak om, hvad mænd tænker, når de ser en smuk kvinde første gang, er det næppe noget, hun gør for at vedligeholde en vrangforestilling hos mig. Hun reagerer, fordi hun oprigtigt ikke forstår det.
“Du godeste, hvor må det være anstrengende at have lyst til at bolle alle hele tiden. Men det er altså, ifølge de to herrer, et livsvilkår for mænd. Er der virkelig ikke nogen mænd, der har noget at sige til det?” spørger hun, håbende at nogle mænd vil tage afstand fra podcastens tanker om kvinder og genoprette hendes tro på verden.
Forløbet får mig til at tænke, at der måske er grænser for, hvad mænd og kvinder skal dele med hinanden. Det er en tanke, jeg har haft før. Jeg er ikke overbevist om, det er til det fælles bedste, at kvinder ved alt om, hvad mænd tænker om kvinder, og vice versa.
Jeg siger måske, for jeg er ikke sikker. Det strider mod min intuitive forventning om, at samtale og udveksling af tanker og idéer er et ubetinget gode. En del af mig holder fast ved, at sådan må det være, mens en anden del minder mig om, hvad der sker, hver gang mænd åbner døren så meget på klem, at ikke kun det pæne, men også alt det grimme bliver synligt.
I den perfekte verden ville vi kunne tale nysgerrigt og fordomsfrit sammen på tværs af kønnene. Vi ville kunne forklare kvinder, at de for os er genstand for en voldsom og evig konflikt mellem, hvad vi vil, hvad vi kan, hvad vi bør, og hvad vi gør. Vi ville samtidig kunne drøfte, at tanker ikke er noget, man vælger, og følgelig ikke noget, det giver mening at fordømme. At tanker kommer til os og ikke omvendt.
Ja, vi ville måske ligefrem kunne diskutere det interessante forhold, at mange af vores tanker om kvinder slet ikke er tanker i konventionel forstand, men en slags førbevidst bevidsthed eller tanker før tanken; noget, som opstår i os, inden vi kan forholde os til det, som lyden af en kirkeklokke, der altid allerede findes, inden man lægger mærke til den.
I den virkelige verden er mulighederne imidlertid ikke de samme, og det må vi forholde os til. Der er tanker, vi ikke kan dele. Emner, vi ikke kan berøre. Det viser reaktionerne på Krasnik og Leines udveksling kun alt for tydeligt. Øjensynligt ønsker kvinder ikke at vide alt. Og hvem kan bebrejde dem det? Kun en løgner vil påstå, at alle mænds tanker om kvinder ser godt ud i dagslys.
“Det er uhyggeligt at lægge øre til,” skriver Aminata Amanda Corr. Det kan det også være at lægge hjerne til. Men det må vi vente med at drøfte, til samtalen bliver mulig at have.
