Så blev det juletid, og som det sig hør og bør under en venstreorienteret regering, er der naturligvis milde gaver under årets finanslovsjuletræ.
I år kan folk, der gerne vil have græs på taget, søge penge til at få lavet deres tagterasse om til en “byhave”, fordi politikerne har forelsket sig i idéen om forvoksede altankasser, hvilket det offentlige selvfølgelig skal betale for af grunde, der næppe kan formuleres med ord. Og så får Danmark sørme også et Kulturens Analyseinstitut, hvor en masse overflødige offentligt ansatte kan lave overflødige rapporter om noget formodentlig lige så overflødig offentligt finansieret kultur. Utvivlsomt dejlig læsning.
Men begge projekter koster samfundsøkonomisk set småpenge, så lad os være ærlige og konstatere, at finansloven såmænd kunne være meget værre. Socialdemokraterne kunne eksempelvis have belønnet endnu flere for at gå tidligt på pension og dermed reduceret arbejdsudbuddet yderligere, eller de kunne have foræret en pose guld til Rasmus Bryggers Center for Asylmigrationsbegstring, eller hvad det nu kalder sig. Det skete ikke, og hurra for de små glæder.
Lidt mere koster et andet initiativ, tandlægebehandling til 18-21-årige, der skal være finansieret over skatten eller – som venstrefløjen foretrækker at kalde det – “gratis”. Voksne og myndige mennesker, der ellers kan stemme til folketingsvalg, er nemlig ikke rigtig voksne og myndige nok til selv at stå for tandlægebesøg. Derfor skal alle andre fremover betale et par hundrede millioner årligt til unges tænder, der må antages at have det markant bedre end ældres tænder, som har været i brug noget længere.
Begrundelse er der ikke rigtig nogen af. I finanslovsaftalen finder man en konstatering af, at nogle unge stopper med at gå til tandlæge, når det koster penge (et lidet overraskende fænomen, da folk som regel har markant lettere ved at forbruge gratis ting, end hvad der koster penge), og at “der er en risiko for frafald blandt især unge voksne, når de skifter bopæl”. Hvorfor det skulle blive nemmere at tilmelde sig en tandlæge, når man flytter hjemmefra, hvis det er gratis, er dog svært at se.
I hvert fald kan man læse, at “aftalepartierne er enige om, at den gode tandsundhed bør fortsætte ind i voksenlivet”. Måske er det mere retvisende at konstatere, at man i stedet har forlænget børnelivet, hvor staten generøst og almoderligt bruger løs af andres penge og letter folk for den svære byrde, det åbenbart er at tage ansvar for egen tandhygiejne. Og når nu man har besvaret spørgsmålet om, hvorfor 18-21-årige ikke skal have gratis tandlægepleje, ved at give dem det, kan man så næste gang stille spørgsmålet om, hvorfor de 22-30-årige ikke også skal have deres tænder repareret på andres regning. For mon ikke en del af dem ligeledes fravælger det, når nu det koster penge?
Eller måske bare hoppe ombord i Enhedslisten-modellen og give alle al tandlægehjælp gratis altid, fordi man bare lige kan ryste det store pengetræ i Finansministeriets baghave lidt ekstra eller måske sælge et kampfly. For i den danske velfærdsstat har borgerne for længst vænnet sig til, at har man sagt A, må man naturligvis også sige B, for hvis skatten betaler penge til kræftbehandling, hvorfor så ikke også et nyt smil? Det manglede da bare.
Det er selvfølgelig blot et eksempel, men meget illustrativt for, hvordan velfærdsstater på en gange både umyndiggør og vokser uhæmmet. For naturligvis kommer der aldrig nogensinde til at være en borgerlig regering, der tør pille ved de stakkels små pus’ tandpleje. For ingen vil jo have, at de unges tænder rådner, vel?
