Debat

30.11.21

Medierne er en klovneverden uden noget at grine af

Kim Møller: De venstreorienterede tegner medierne og vel at mærke for alle andres regning. Problemet er desværre ikke isoleret til Danmarks Radio, og forsøg på at skabe statsfinansieret diversitet rammer altid den røde mur.
Foto: Frank B. Daugaard, Creative Commons, red.
Foto: Frank B. Daugaard, Creative Commons, red.

Når man som konservativ scroller gennem Netflix en lørdag aften, skal man ikke bare ignorere kategorien 'LGBT-dramaserier', men også frasortere alle nyere film med politiske emner. Jeg har stor erfaring i den slags, men forleden endte jeg tilfældigt med The Hunt (Craig Zobel, 2020), der havde en relativ neutral omtale. En “mørk gysersatire” om en stenrig elite, der jager almindelige uskyldige borgere. Det var en dårlig film, men minder desværre lidt om Danmark anno 2021.

Plottet, let forsimplet: Hackere lækker en gruppechat mellem en gruppe velhavere, der skriver, at de glæder sig til at jagte ‘deplorables’, Hillary Clintons udtryk for udannede rednecks, Trumps vælgere. Selvom beskeden var ment i sjov, så bliver det et større historie hos konspiratoriske højreorienterede på internettet, og det får store personlige konsekvenser for vennekredsen, der ledes af Athena (Hillary Swank). 

Som en form for hævn udvælger de 12 af de mere markante stemmer, der bedøves og bortføres til et fjernt østeuropæisk land i nærheden af Athenas gods. MAGA-segmentet, der fremførte teorien om den liberale elites menneskejagt, bliver nu de jagede. En selvopfyldende profeti, så at sige. Alt er selvfølgelig karikeret, men dialogen har bestemt sine momenter:

“You're going to hell,” råber en af de jagede, der får svaret: "I don't believe in hell. As you so eloquently posted, I'm a godless elite. For the record, asshole, climate change is real." 

Trods de splatterfilm-agtige henrettelser af fæle højreorienterede er de uhyre politisk korrekte. En af mændene opponerer eksempelvis over en anden velhavers påklædning: “Is that a kimono? That's appropriation, Richard.” Samme er også bekymret over udvælgelsen af de 12 ofre: “If we don't have at least one minority in this group, we'll be seen as prejudiced.”

Da en ældre kvinde fra det jagende hold ser, at en mand, de netop har myrdet, bærer en vielsesring, får hun skrupler. Hendes mand affærdiger dog det hele: “He's a monster. Honey, he probably uses the N-word. And not even in private, he probably uses it on Twitter.” Herefter kritiserer hun ham for ikke at omtale sorte som afroamerikanere. Husk dine privilegier, Julius!

Der er noget latterligt over setuppet, men udgangspunktet, at fordomme skulle være værre end mord, kender vi alt for godt. Det er de senere år blevet en integreret del af journalististikkens højtbesungne nyhedskriterium. Medierne er en klovneverden uden noget at grine af. 

Hvis en kørestolsbruger overfaldes af unge indvandrere i Jægerspris, så giver det en kort notits i lokale medier, men hvis en fuld mand råber af en muslim i Kastrup, så er det en kioskbasker, der kaster sidehistorier af sig over flere dage samt interviews på hovedkanalerne. 

Lignende er tendensen i forhold til udlandsstoffet. Når en Black Lives Matter-sympatisør myrder seks hvide i Wisconsin, så er det mindre væsentligt, end hvis en kriminel sort mand dør under anholdelse i Minnesota. Du har helt sikkert hørt om George Floyd, men kender formentlig ikke Darrell Brooks Jr., endsige navnene på pensionisterne fra dansetruppen Milwaukee Dancing Grannies, som han slog ihjel

Den store forskel på plottet i The Hunt og dagens Danmark (bortset fra blodet) er, at det aggressive woke-segment primært tilhører en studentikos storbyelite. Velfærdsstatens adelige er ikke en håndfuld dekadente globalister i privatfly, men den talende klasse i større byer, der som et spæklag sidder tungt på totalstatens mange forgreninger. De definerer sandt og falsk, og ve dem, som ikke retter ind. Danmarks Radio er officielt blevet et statsmedie, og man kan virkelig ansætte mange venstreorienterede aktivister for fire milliarder skattekroner.

Egyptisk-tyske Dina El Kaisy Friemuth blev landskendt tidligere på året, da hun i DR-serien Oprør på Akademiet blotlagde sin antipati for hvide. Racisme er vel det rigtige ord, for hudfarven betyder uendeligt meget for Dina. Selvom HUN har fået en skattefinansieret uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi og i skrivende stund udstiller med støtte fra Statens Kunstfond, så mener HUN selv, at HUN er offer for hvide mænd. I et nyligt interview med DR Kultur forklarede hun, at danske museer er racistiske og understregede pointen med en observation relateret til den af HENDE udpegede hvide overherredømme: “I dag ser du kun kridhvide vægge på vestlige museer.” 

DR lagde artiklen på Facebook illustreret med et billede af den 33-årige feminist, der giver dobbelt fuckfinger til læserne. Debatten var lukket, før jeg nåede at kommentere, for flere havde overtrådt DR's debatregler som defineret af moderator Sofie Amalie. Eksempelvis en kvinde, der skrev "fuck” til kunstneren, med forklaringen: “... vi er ikke så glade for, at man snakker sådan til hinanden." 

Da Dina definerer sig selv som non-binær, var det også nødvendigt at skride ind over for flere kommentatorer. En mand fik at vide, at han skulle huske, at Dina “identificerer sig som nonbinær og bruger pronomenerne og ‘de’ og ‘dem'”, og en anden at han skam var velkommen til at deltage i debatten, hvis blot han “respekterer Dina’s pronomener i kommentarsporet”. 

Totalstaten har definitionsmagten, og i praksis er den udliciteret til woke-aktivistiske verdensreddere, der foragter den gennemsnitlige provinsdansker og gladeligt holder mikrofonen for folk, der mener det samme som dem selv. En mindre stat løser ikke alle problemer, men det er alt andet lige nemmere at acceptere Dina og Sofie Amalies outrerede holdninger, hvis ikke de var på velfærdsstatens alenlange lønningsliste. 

Pubertær “antiracisme” er ikke kernevelfærd, i hvert fald ikke uden for Enhedslistens København. Problemet er desværre ikke isoleret til Danmarks Radio, og ethvert forsøg på at skabe en form for statsfinansieret diversitet rammer altid den røde mur. 

Senest med Radio LOUD, der over fire år har fået 261 millioner til at lave en ungdomskanal, og  som efter en længere periode uden lyttere i målbart omfang nu reorganiseres med en mere aktivistisk linje: Nyhedsmagasinet Ringdal & Kristensen har eksempelvis allieret sig med “det herlige islamiske fællesskab på Bornholm” om indsamling af penge til en moské

Udsendelsen blev sendt, få timer før programmet Z for Zamani rettede et frontalangreb på den polske abortlovgivning og direkte agiterede for at Danmark skulle lade polske kvinder abortere gratis på danske hospitaler. Her kunne man høre en ophidset Jens Rohde true den kvindelige interviewer med bål og brand. Som metervare-radikal var han altid i venneland, men som kristendemokrat bliver han nu pludselig behandlet som en ond hvid ciskønnet mand. Husk dine privilegier, Jens!

Mediebranchen har det med at tiltrække venstreorienterede aktivister, og løsningen er ikke flere uafhængige nyhedsredaktioner, mere statslig kontrol eller kortere armslængde. Det eneste, der virker, er færre skattekroner, og det bør være det borgerlige udgangspunkt, indtil DR-Byen er noget, man ironisk kalder et kælderværelse på Amagerbrogade. Det handler ikke om ytringsfrihed. Dina, Sofie Amalie og andre fra det aktivistiske overdrev er velkommen til at hade mig og mine. Men de må gøre det gratis.

Det skal du også læse

Mest læste

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter