Jeg har gennem årene været storforbruger af taleradio. I bilen og under mine skiftede ikke-lystbetonede jobs har jeg dagligt lyttet til timelange magasinprogrammer. Indtil 2011 var der kun P1, der er gået fra at være en betonmarxistisk tidslomme til i dag at være en slags radio-udgave af Politiken. Hvis der var noget som helst, der understøttede en borgerlig dagsorden, så kom det fra en trængt politiker i en debatpanel, eller også havde redaktøren sjusket med castingen. Jeg hørte eksempelvis Koplevs Krydsfelt, Mennesker og Medier, og ikke mindst nyhedsflagskibet 'Orientering på P1'. Venstreorienteret radio kan for den enkelte være berigende i det daglige, også for borgerlige, men den er ikke desto mindre med til at skubbe balancepunktet i den forkerte retning. 

Når kapitalisme blev nævnt, så vidste man, at radioen stod på P1, og spørgsmålet om fri markedsdannelse var vitterligt et stridspunkt langt op i 00'erne. Muren faldt i slowmotion på P1, klogekanalen for det, der blev markedsført som Hele Danmarks Radio. I praksis var det radio af venstrefløjen og for venstrefløjen, der med et Sebastian-udtryk, gjorde alt til en kamp mellem “onde trolde og gode feer”. Den gamle garde er gået på pension i dag, men de har skolet deres efterfølgere, og socialistens drømmeunivers er stadig et mareridt for borgerlige, også selvom kapitalismekritikken er erstattet af en mere værdipolitisk agenda. Ja, faktisk er det værre. Den værdipolitiske revolution har de gode chancer for at vinde.

Da Radio24syv opstod som et alternativ til P1, hoppede jeg med på bølgen. Jeg hørte kanalen dagligt, men blev aldrig fan, omend jeg da godt forstod, hvorfor mange borgerlige elskede kanalen. Det blev aldrig en egentlig borgerlig kanal, men den var mindre støvet end P1, og programmerne var ikke nær så ideologiske. Det gav nye vinkler, gjorde sendefladen mere levende, og bidrog til en bredere samfundsdebat. Da kanalen var blevet en væsentlig aktør i debatten, blev den dog mere og mere som alternativerne. Det højreorienterede magasin Cordua & Steno var mere liberalt end konservativt, og mon ikke de to værter i dag føler sig hjemme hos Lars Løkkes Moderaterne. Der var til gengæld ingen ideologisk moderation i Lars Trier Mogensens Det Røde Felt, der rutinemæssigt gav taletid til Enhedstens revolutionære bagland. Den ideologiske ubalance er en integreret del af mainstreammedierne.  

Ditte Okmans ‘Det, vi taler om’ var ren underholdning, men angreb fra alle vinkler, og den apolitiske tilgang var forfriskende. Der var meget lidt at komme efter på Radio24syv for ikke-liberale borgerlige, men venstrefløjen var i det mindste ikke fredet i Klasse A. I løbet af nogle år blev kanalen dog stille og roligt overtaget af frelste mediepersonligheder, der kunne skændes nidkært om alt, men i forhold til højrefløjens mærkesager alle mente det samme plus/minus 10 procent. Jeg er for ung til at huske P1's dækning af Reagan i 1980, men den har formentlig lignet Radio24syvs dækning af Trump en generation senere.  

Da Radio24syv i 2019 blev erstattet af Radio4, håbede jeg på det bedste, men gjorde mig ingen illusioner. Målet har formentligt været at kopiere Radio24syvs succes, men ser man bort fra enkelte lødige programserier, så er kanalen en billig udgave af P1. Kulturdebatten fylder meget, og stort set alle på kanalen, værter såvel som gæster, er 'woke'-ramt. Den yderste venstrefløjs mærkesager normaliseres med plusord, og selv midtsøgende meningsdannere tænker og taler som aktivistiske kulturmarxister.

Da jeg forleden pendlede på E45, kom jeg ind i kulturprogrammet Kræs, hvor en festivaldirektør ved navn Svante talte om at nedlægge faget oldtidskundskab, da der ifølge forskere gik “en lige linje fra antikken op til white supremacy”. Det var derfor nødvendigt med mere fokus på antikkens undertrykkelse af kvinder og minoriteter, lød det. Senere i programmet var der enighed om, at DR dummede sig, da de i et realityprogram havde fraklippet injurier mod Nye Borgerliges Pernille Vermund. DR har jo ingen holdning her, argumenterede en kvinde, mens komiker Masoud Vahedi forklarede, at det var helt uproblematisk at Vermund blev kaldt racist, da “det er hun jo”. 

Da jeg kørte retur,  overhørte jeg et debatprogram om, hvorvidt der skulle pant på plastikaffald. Gæsten var en repræsentant fra WWF, og så flød det ellers med tanker om ensartede shampooflasker og pant på 10 kroner flasken. Centrum-venstre bruger ordet ‘progressiv’ i stedet for ‘revolutionær’, men slutmålet ligner til forveksling. Uanset emne er der altid en venstredrejet NGO, der kan hjælpe journalisten med lidt ekspertviden. Løsningerne peger altid i samme retning.

Det vakte landsdækkende debat, da Mikael Jalving og Selsing’erne kortvarigt fik taletid på Radio24syv, men der er også et enkelt udskældt Radio4-magasin. Det er Talentlab, der dagligt bringer længere uddrag af amatørpodcasts. De redaktionelt udvalgte indslag er sjældent politiske (aldrig højreorienterede), men symptomatisk for Mediedanmark er programmet blevet kritiseret af Dansk Journalistforbund, fordi deres aftale med amatørpodcasterne ikke inkluderer aflønning. 

Det handler ikke kun om ideologi, og enhver højreorienteret mediekritik kunne starte her. Blokér fødekæden! P1, Radio24syv, Radio4, LOUD mfl. må sende, hvad de vil, men de må gøre det for egen regning. I en ideel verden ville det være ønskeligt med et neutralt (læs: pluralistisk) public service-organ, men det er næppe muligt i praksis. Danmark er et lille land, og de overvejende venstreorienterede journalister overtager, ensretter og konsoliderer hurtigt magten. Det er nemmere på statsmedier, og der er ingen grund til at stoppe ved privatisering af DR. Man kunne også udfase de årlige millionbeløb til dagbladene efter mediestøtteloven. Branchen vil kæmpe imod, men statskassen består af andre folks penge, og hvorfor skulle danskere ikke selv bestemme, hvilke medier de ønsker at støtte? Hvorfor skal hundeejere partout købe andre folks kattemad?

Der findes adskillige selvfinansierede medier, som desværre ofte kommer til at ligne Politiken i ren-koncentrat. Men ingen tvinges til at støtte Den2Radio, endsige betale for abonnement på POV International eller Zetland. Ej heller Radio24syv-forgreningerne Frihedsbrevet eller Den Uafhængige, hvis morgenudsendelse i disse dage inkluderer temaer såsom ‘Lyver Støjberg?’, ‘Ordblindhed i Nye Borgerlige’ og ‘Ender DF's årsmøde i ragnarok?’. Et mere fragmenteret medieudbud løser ikke alle problemer, men det gøder jorden for dissens, og uden et spirende vækstlag kommer der aldrig slagfærdige højreorienterede alternativer.

Medier er meningsdannende, og mediestøtte er søm til borgerlighedens ligkiste. Venstrefløjen ved det. Hvorfor forstår højrefløjen det ikke?