Det skulle være så godt for det borgerlige Danmark. Lige nu. Men det er det ikke. Vi kan sige alt muligt principielt om mink-skandalen. Vi kan starte med at sige, at det er en skandale. For det er det. Vi kan uden at blinke tage ordet grundlovsbrud i vores mund. Det har flere juraprofessorer allerede gjort. 

Vi kan tale om den siddende statsministers ledelsesstil. Det har Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab og forfatter til et autoritativt værk om danske statsministre, gjort. 

Selvom en topembedsmand fra fødevareministeriet her på bagkant har fundet en lovhjemmel, må det stå klart, at regeringens dramatiske beslutning om at lukke mink-erhvervet ned i det mindste var ”hjemmelsudfordret”, som det nu hedder.

Vi kan endda gå videre fra det principielle til det substantielle. Vi kan som professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen har gjort det i en ny bog drage den konklusion, at regeringens ”overforsigtige” politik har været forhastet og bygget på en tilsidesættelse af sundhedsmyndighederne. Det er ikke sikkert, det er rigtigt, men det er ikke på månen at hævde det.

Og for at det ikke skal være løgn, kan vi også gå endnu et skridt videre, ryste posen og blande de forskellige kritikker godt og grundigt sammen. 

Det er jo ikke en urimelig konklusion, at regeringens mink-håndtering faktisk ikke er en beklagelig afvigelse, eller en ubetydelig fejl, men derimod en funktion af selve den måde, Mette Frederiksen går til politik på. 

Det virker bare ikke for de borgerlige

Ja, det skulle have været så godt for det borgerlige Danmark netop nu! For tænk tilbage til foråret, da borgerlige stemmer i pressen og efterhånden også blandt politikerne lå sammenkrøllet af bekymring over demokratiets tilstand. Dengang vi andre bad dem slå koldt vand i blodet. Om noget burde mink-skandalen jo være en oprejsning til de sammenkrøllede.

Ja, i en vis forstand er den unægteligt netop det. Mink-skandalen er, som jeg har beskrevet andetsteds, Mette Frederiksen syndefald. 

Problemet er bare, som flere har peget på – og som meningsmålinger med eftertryk har vist – at de borgerlige imidlertid ikke fået noget ud af denne affære. 

Så nu er det på tide at gøre status. OK, mink-skandalen er et syndefald. Jovist. Der er bare det, at livet jo også gik videre for Adam og Eva efter deres syndefald. Og Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er mere end i stand til at spise deres brød i deres ansigts sved. 

Og det bliver jo også nemmere at aftvinge jorden brød, hvis boniteten er i top. Og det er den.

Det danske tillidssamfund

Nylige undersøgelser under professor Michael Bang Petersens HOPE-projekt har slået fast, at danskernes tillid til regering og sundhedsmyndigheder er høj. Ikke mindst sammenlignet med andre lande. De viste også, at netop den høje tillid har været afgørende for corona-håndteringens gennemslagskraft.

Folk med lavere tillid til regering og myndigheder reagerer simpelthen dårligere på smittebyggende foranstaltninger. Her begynder problemerne for den borgerlige kriseretorik, uanset hvad man måtte mene om dens substans.

For det første. Selvom mink-skandalen har medført både lavere tillid til regeringen og større politisk polarisering, er det stadig et mindretal, som opfatter deres demokratiske rettigheder truet af corona-håndteringen. 

Og disse vælgere befinder sig tænkeligt allerede solidt placeret i den borgerlige lejr – bortset fra måske et par enkelte fra den del af venstrefløjen, som mener, enhver sygdom kan kureres med Aloe Vera og krystaller. 

Dette er ikke det samme, som at de demokratiske institutioner ikke er i fare, men man kan i hvert fald konstatere, at den folkelige tillid, som institutionerne i sidste ende henter deres legitimitet fra, består.

For det andet kan regeringen og dens støtter hævde, at de borgerlige netop taler krisen og dermed mistilliden op og dermed skader Corona-indsatsen. 

Sandheden er, at de borgerlige er meget udsatte for den kritik på grund af den linje, man slog ind på i foråret og den tidlige sommer. Regeringen fik lov til at sidde på folkesundheden, mens de borgerlige tog sig af kravet om så hurtig tilbagevenden til normaliteten som muligt.

Problemet er de borgerliges opskrift på borgerlighed

Vi er altså tilbage ved udgangspunktet: Den borgerlige fortælling er underlegen. Eller mere præcist, den socialdemokratiske fortælling er overlegen. Og det er den, fordi den er en appel til et solidt forankret og folkeligt fællesskab. Og så naturligvis fordi man endnu lever højt på en virkningsfuld håndtering af coronaens første bølge. 

Imod konkrete resultater og en fortælling, der ustandseligt fremhæver kampen mod coronaen som et fælles, nationalt projekt, har de borgerlige det lige så svært som pacifister under en verdenskrig.

Som opposition kan de aldrig for alvor sole sig i resultaterne af regeringens politik. Selv hvis de havde gjort det – efter min bedste overbevisning – fornuftige og taget medejerskab til den førte politik, så ville de stå i den situation, at selvom det måtte dryppe på degnen, så regner det immervæk mest på præsten.

Hvor regeringen har appelleret til fællesskabet, har det i den borgerlige lejr været mere udbredt at appellere til institutionelle processer og individets rettigheder og udfoldelsesmuligheder.

Begge dele er naturligvis vigtige, men pointen er denne: Om noget har mink-skandalen understreget, at selv i den allermest gunstige situation for den fortælling, er der ikke klangbund uden for borgerlighedens egne rækker. 

Mink-skandalen var ikke andet end en ardenneroffensiv.