Jeg skal ikke kunne sige, om minksagen vil udløse en statsministerafgang, men at regeringen synes så demonstrativt uvillig til en undersøgelseskommission afkræfter absolut ikke mistanken om, at der nok er noget i forløbet, der ikke tåler offentlighedens klare lys. En del tyder imidlertid på, at medmindre Enhedslisten enten ikke kan leve med ikke at grave dybere i et ellers for partiet normalt så principielt anliggende om ministeriel lovlydighed, eller De Radikale skulle beslutte sig for, at man er så sure på Socialdemokratiet, at man vil risikere et folketingsvalg, så sker der næppe noget.

Og to meningsmålinger efter minksagen begyndte at rulle, hvor befolkningen må antages i ro og mag at kunne reflektere over både billeder af grædende minkavlere (og statsministre), overflydende minkmassegrave, traktordemonstrationer og væg-til-væg-kritik af regeringens ageren fra såvel opposition som en hær af juraeksperter, kan man konstatere, at resultatet i meningsmålingerne indtil videre har været: stort set ingenting. 

I forrige måling så man et ganske marginalt fald i tilslutningen til rød blok på halvanden procent. Men det bliver såmænd værre for blå blok. I denne uges måling går Socialdemokratiet frem, og samlet set står rød blok nu også til en fremgang i forhold til sidste måling inden minkkrisen. 

Det er mildest talt påfaldende. Trods både et kommentariat og en lang række politikere, debattører og andre, der er kommet helt op på de allerhøjeste nagler med fascismeanalogier, et politisk stormløb, vi ikke har set på Christiansborg i årevis, samt ønsker om sumpdræning, har det, som flere er enige om, er den største politiske skandale siden Tamilsagen, rykket lige præcis intet. 

Hvis man forestillede sig et folketingsvalg i den nuværende situation, ville det efter alt at dømme på et par minutter blive udlagt som et valg mellem folkesundhed og landbrugsinteresser, og hvis man tror, at det borgerlige Danmark kom bedst ud af det, så har jeg et metaltårn i Paris billigt til salg.

Forkert fokus

Det burde i den grad føre til selvransagelse i blå blok, for hvis ikke det, som selv socialdemokrater uden problemer vil indrømme er det åbenlyst største fejltrin under covidkrisen og Mette Frederiksens regeringsperiode, ikke flytter stemmer over midten, så er det et problem. 

Og man kan selvsagt godt placere det hos befolkningen, hvis man ser opbakningen til regeringen og dens støttepartier som en accept af lovbrud, men både strategisk og analytisk er det næppe et perspektiv, man kommer særligt langt med.

Sagen er, at selvom minksagen åbenlyst har rykket ved tilliden til regerings covidhåndtering, står blå blok med det problem, at vælgerne har mindre tillid til deres alternativ.

I Danmark har de borgerlige i vid udstrækning valgt at politisere epidemien ved at fremstå som dem, der gerne vil åbne Danmark op, mens fokus på smittehåndtering er stort set fraværende (med prisværdige undtagelser som LA's Henrik Dahl og lejlighedsvist enkelte andre). Det er i modstrid med en række nabolande som eksempelvis Norge og Tyskland, hvor borgerlige regeringsledere har stået i spidsen for en nedluknings- og genåbningspolitik, som i store træk flugter med den danske og har et skarpt sigte på smittekontrol som en forudsætning for genåbning. 

I Danmark har hovedparten af blå blok siden den indledningsvise enighed om nedlukningen i marts og april, været mere eller mindre monomant optagede at at få alt genåbnet, mens den smittekontrol, der er en forudsætning for, at det lader sig gøre, i bedste fald har været en eftertanke eller et P.S., der - i bedste fald - pligtskyldigt har været tilføjet efterfølgende.

Hvis man som vælger mener, at det ville være meget rart, at Danmark ikke ender som Belgien, Polen, Tjekkiet eller Sverige (som Lars Løkke Rasmussen tidligt i krisen formåede at fremstille som et eksempel til efterfølgelse), for nu blot at nævne et par af de lande, der har oplevet voldsom smittespredning de sidste par måneder, med høje dødstal og enten hårdt pressede eller overbelastede hospitalsvæsner, har det været meget svært at se blå blok levere et seriøst alternativ til regeringens covidhåndtering.

Danskerne vil have tryghed

Selvom både regering og ikke mindst de parodisk kursændrende sundhedsmyndigheder (der på få måneder har formået både at forkaste og siden omfavne alt fra massetests til kontaktsporing og ansigtsmasker) har begået et utal af fejl i håndteringen af covid, så ændrer det ikke på, at blå bloks alternativ fremstår endnu mindre troværdigt. Og som tidligere rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen har skrevet her på Kontrast, så værdsætter temmelig mange danskere nu engang tryghed.

Særligt Venstre står som aspirerende statsministerparti over for et valg i det, der må antages at være epidemiens sidste – men også mest risikable – fase i vintermånederne, indtil foråret og en vaccine kommer. Mens mindre partier kan slås om og kapitalisere på blå proteststemmer, så må Venstre trods alt formodes at have en ambition om at trække vælgere over midten. 

Og hvis man i Venstres ledelse faktisk mener, at den bedste måde at gøre det på, er ved at fokusere mere på det, der hidtil ikke har virket, i forhold til at negligere smittekontrol og satse på at overbyde på genåbningspolitik, skal man selvsagt gøre det. Måske kommer det, der hidtil ikke har virket, til at gøre det fremover. Hvem ved?

Alternativt kunne man overveje, om man kunne lade sig inspirere til en anden tilgang, hvor man tager smittekontrol alvorligt og måske endda erkender, at borgerlighed kan være andet og mere end ønsket om flere tilskuere til fodboldkampe, genåbning af favoritbrancher og lignende under den største sundhedsmæssige krise de sidste 100 år. 

Måske kunne en studietur til Norge, hvor en klassisk borgerlig koalitionsregering har stået for den mest effektive covidhåndtering i Skandinavien, være en idé. Som en af de borgerlige, der mener, at en forudsætning for at komme bedst muligt ud af krisen både økonomisk og sundhedsmæssigt, er at begrænse smitteudbredelse mest muligt, vil jeg inderligt håbe det. For uanset, om ens perspektiv på covidhåndtering er moralsk eller strategisk – mit er begge dele – kommer man ikke udenom, at blå bloks nuværende kurs synes at ende i en blindgyde.