I netudgaven af tidsskriftet Ræson er der et langt interview med grundlægger og chefredaktør for det profilerede netmedie Zetland, Lea Korsgaard (som også er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole). Hun taler om journalistikkens krise i en tid med en overflod af nyheder og informationer. Globale kriser har ydermere givet folk en afsmag for nyheder. Hvis man alligevel prøver at følge med, oplever man det som værende svært at blive oplyst, især fordi mediebilledet er så fragmenteret. 

Debatten er velkendt, men Korsgaards synspunkter vil nok overraske nogle, og de er som følger: Hun kritiserer den objektive journalistik og den traditionelle papiravis, fordi tiden og mediebilledet har ændret sig så meget. Den form for journalistik i papirmedier passede godt til det tyvende århundrede og den tids mennesker. I dag gælder det især om at nå de unge der ikke med samme selvfølgelighed læser avis som tidligere generationer. 

Desuden skal man som publicist kunne forstå deres behov og konkurrere med influencere og sociale medier i det hele taget, hvor det interaktive spiller en rolle. De unge har behov for en nærværende fortællerstemme som de kan gå i ægte dialog med. Journalisten skal fremstå mere konkret og personlig og være indstillet på dette møde.

Korsgaard drager en parallel til Grundtvigs berømte opgør med sin samtids sorte skole, hvor den almægtige lærer fra sit podie docerede for de passive elever. Journalistik skal være i samme ånd som den grundtvigske pædagogik, hvor det levende ord og fortællingen lægger op til aktiv deltagelse og nye erkendelser hos modtageren. 

Ydermere er humanvidenskaberne i krise, på grund af åget fra det samme naturvidenskabelige objektivitetsideal som har bragt journalistikken i krise. Parallellen er for Korsgaard åbenlys.

På den anden side ...

Det er mærkeligt at Lea Korsgaard laver den analyse, efter årtier med postmodernistisk dominans inden for humanistisk forskning. Som det efterhånden er blevet fyldigt beskrevet, kommer problemerne fra en helt anden kant, nemlig aktivistisk køns- og minoritetsforskning, knyttet til den mere og mere aggressive identitetspolitiske dagsorden i offentligheden. Der er efterhånden flere og flere eksempler på forskning der ikke opfylder almindelige akademiske standarder.

Korsgaard har da også en noget speciel definition af humaniora: Humanvidenskaberne er drevet af de store etiske spørgsmål: Hvordan skal vi handle? Hvad er det gode liv? Det er en definition der sædvanligvis kun bruges om praktisk filosofi, i modsætning til teoretisk filosofi. Journalistik skal ifølge Korsgaard være drevet af de samme etiske spørgsmål. En utilsløret normativ fordring til både forskning og journalistik. 

Det er ikke første gang hun ytrer dette synspunkt om ”etisk” journalistik. Men humaniora er vel i bund og grund en udforskning af det menneskelige og det menneskeskabte i dets mangfoldige fremtrædelsesformer, i al sin dybde og bredde – med det gode såvel som det onde. Kan noget lignende siges om journalistik, blot med aktuelle begivenheder som genstandsfelt? 

Humaniora skal for alt i verden ikke spændes for en vogn. Det afholder selvfølgelig ikke forskere – ligesom journalister – fra ofte at være engagerede mennesker der gerne vil gøre verden til et bedre sted, men de to grupper har hver især hævdvundne metoder og idealer som der ikke må gives køb på.

Den fortællende journalistik har trods Korsgaards skræmmebillede været der længe. Tænk på Herman Bang som reporter, han var tidligt ude i Danmark. Midt i det tyvende århundrede opstod new journalism i USA, som fik stor indflydelse, også i DK. 

Den type journalister opfattede sig som sandhedsvidner med øjne og ører på stilke, engagerede men ikke partiske. Nogle journalister, som f.eks. Morten Sabroe, pointerede deres subjektivitet som en mulig indgang til det almene, men de afholdt sig alligevel fra at belære læseren om hvad han skulle mene. 

Hvad er formålet?

Korsgaard har jo selv, meget dygtigt, bedrevet og formidlet fortællende journalistik i både artikel- og bogform, så hvorfor bliver hun så anfægtet og ser et positivistisk spøgelse? Jeg skulle mene at fortællende journalistik har fået større udbredelse i Danmark i de seneste cirka 30 år. 

Skyldes det mon hendes kommercielle bekymring for journalistikkens fremtid på grund af unge ”avisdroppere”, kombineret med hendes velkendte bekymring for klimaet og andre globale udfordringer?

Inden for pædagogik og dannelsesteori er der teorier der betoner menneskets opdragelse til frihed og autonomi, med en optimistisk tiltro til dets evne til at indgå konstruktivt i små og store fællesskaber. Der er også dannelsesteorier der partout vil indholdsbestemme dannelsens formål, især i forhold til løsning af globale udfordringer. 

Inden for begge typer teorier er der nogen der vil noget med andre mennesker. I skolen ses det tydeligst i det asymmetriske forhold mellem lærer og elev. Skal journalistikken nu også have et eksplicit dannelsesformål?

Korsgaard siger ikke som visse andre journalister i denne tid ”Aktivisme!” med åbne øjne, men skridtet til aktivistisk journalistik ligger skræmmende nært i hendes diagnose og bud på en løsning. Hvis man først gennemfører en pædagogisering af journalistikken, hvor læseren ligesom en elev skal tages ved hånden, har man forrådt dens grundlag: Oplysningstiden hvor det fremstormende borgerskab får mere og mere appetit på konkret viden om den store verden. 

Det er ikke tilfældigt at nyhedsformidlingen og encyklopædien opstår i den samme periode. Borgerskabet ville oplyses, diskutere og danne deres egen mening! 

Den tids menneskesyn var svangert med frihedstrang og længsel efter demokrati. Den moderne nyhedsformidling hænger tæt sammen med den senere udvikling af demokrati og den hermed forbundne ytringsfrihed. Det er ikke nyt at artikler bliver vinklet, men journalisten skal afstå fra at skrive hvad han mener og lade læseren drage sine egne konklusioner.

Journalistikken har ganske givet brug for at forny sig, men den har i hvert fald ikke brug for at blive pædagogiseret. Læseren er og bliver en ligeværdig person.