Det var integrationsminister Mattias Tesfaye, der ærligt indrømmede, at den ikke-vestlige indvandring har gjort Danmark til et mindre frit land.
Ikke blot snubler vi over betonklodser i gaderne, der er også steder, vi ikke længere tør komme af frygt for voldelige overfald, mange kvinder tør ikke gå alene hjem fra byen – 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter begås af udlændinge – satirikere tør heller ikke tegne profeten Muhammed, og også lovgivningen i form af overvågning og regulering gør Danmark mindre frit. Det seneste udslag er tvangsfordelingen af elever til gymnasierne.
Vi står over for problemer med indvandring, vi næppe kan løse, og som ingen sammenlignelige lande har løst. Det eneste, vi realistisk kan håbe på, er, at problemerne med indvandring fra Afrika, Mellemøsten og muslimske lande generelt ikke bliver større. Det kræver ikke bare et stop for yderligere indvandring, men også omfattende hjemsendelser.
Men intet af det sker.
Nu er Afghanistan brændt sammen, og man forstår, hvorfor mange afghanere tager flugten, og man forstår også, at de gerne vil til Europa. Men det må aldrig ske.
Det er nu, politikerne beslutter, hvordan de skal håndtere denne potentielt nye bølge af flygtninge. Derfor er det også nu, der skal advares højlydt. Men medier, forskere og konsulenter gør det modsatte: De bearbejder politikerne til at åbne grænserne.
Rasmus Brygger er en af dem. Han er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration, og han har med Berlingskes hjælp proklameret, at ”afghanere er foran på integration”. Der skal godt nok meget til for at sælge den relative placering som en god nyhed. Men han og Berlingske gør, hvad de kan.
Sandheden om afghanerne er derimod, som debattøren Christian Marcussen forklarede på Facebook 21. august, ”at hvis vi kun ser på straffelovsovertrædelser, så er deres alderskorrigerede overkriminalitet ikke ’kun’ 76 % men derimod 147 %. Altså et godt stykke over dobbelt så stor kriminalitetshyppighed på straffelovsovertrædelser som folk med dansk oprindelse.”
Vejen til mere indvandring er nu som før beredt med misvisende tal.
Andre mener, at vi skal tage imod dem, der har arbejdet for os; de er jo vores ”afghanske venner”, som debattøren Michael Böss har formuleret det. Men det er et noget naivt synspunkt. Ikke blot er der ringe kontrol med, hvem der kommer til landet. Er der potentielle terrorister iblandt? Der er allerede kommet et udvist bandemedlem med blandt de evakuerede. Og som en tidligere udsendt soldat, Leif Dalby-Frandsen, forklarede på Facebook: ”Fælles for alle tolkene var, at ingen støttede os vesterlændinge af moralske, politiske eller etiske grunde. Ingen.”
Skønt tolkene sandsynligvis var opportunister, der lod sig hverve for en meget god løn, mener jeg dog, at vi gør ret i at hjælpe dem og andre nødstedte, men det skal ske i nærområderne.
Hvorfor kan afghanere ikke integreres i Vesten? Hvorfor kan vi ikke demokratisere Afghanistan? Og hvorfor kan vi heller ikke have tillid til tolkene?
Ifølge Tænketanken PEW (læs her og her) hører Afghanistan til de mest islamiserede lande. Hele 99 procent af afghanerne støtter sharia, og Afghanistan er også blandt de muslimske lande, hvor der er lavest opbakning til kvinders rettigheder.
Eksperter, der har arbejdet med afghanske flygtninge, advarer mod deres kvindefornedrende voldskultur. En af dem er Cheryl Benard, der har skrevet en grundig artikel i The National Interest. Hun konkluderer: ”To them, Europeans are the enemy, and their women are legitimate spoils.”
Benards mange gruopvækkende skildringer tager udgangspunkt i Østrig, hvor en gruppe afghanere for nyligt blev mistænkt for at have gruppevoldtaget og myrdet en kun 13-årig pige.
Måske er Østrigs dystre erfaringer en af grundene til, at landets kansler, Sebastian Kurz, komplet har afvist at tage imod flygtninge fra Afghanistan. Det synes der også at være gode grunde til. Over halvdelen af unge afghanere mener for eksempel, at man skal bruge vold mod krænkelser.
Den danske regering skal nu igen beslutte, om vi skal lukke flygtninge ind i landet eller derimod passe på danskernes frihed. Statsminister Mette Frederiksen har tidligere vist vilje til at slå følge med Østrigs kansler. Lad os håbe, hun gør det igen.
