Debat

Når skolen ligger under for velfærdsstaten

Den herskende politiske opfattelse er, at undervisning handler om trivsel og velfærd på bekostning af dannelse. Det er selve synet på skolen som institution, der ligger til grund for mange af dens aktuelle problemer, skriver lærer Stefan Agger.
Foto: Lav Ulv via Flickr/Creative Commons
Foto: Lav Ulv via Flickr/Creative Commons

Udgivet 17.5.21

Henrik Dahl bemærkede på et tidspunkt sidste år, at samtlige reformer af det danske skolevæsen de sidste 20 år er slået fejl, og at vejen frem består i at afreformere alt det skadelige bort igen. Hvis man vil dykke lidt nærmere ned i analysen af, hvorfor skolepolitikken så ofte slår fejl i Danmark, er man nødt til at se på de politiske flertals grundlæggende holdning til, hvad særligt folkeskolen og ungdomsuddannelserne er til for.

For nylig forsøgte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek at gøre sine hoser grønne over for de borgerlige læsere af Årsskriftet Critique ved at sidestille konservatismen og socialdemokratismen på en række punkter. I en central passage skriver Dybvad, at han er vokset op i et lokalt fællesskab, ”bygget op omkring velfærdsstatens institutioner”. 

Da folkeskolen oftest er den mest afgørende institution for et lokalsamfund, må det stå klart, at ministeren her betragter skolen som en velfærdsinstitution. Kaare Dybvads holdning til folkeskolen som en del velfærdsstaten deles efter alt at dømme ganske bredt på venstrefløjen og måske endda også langt ind i den efterhånden store borgerlige midtes rækker. 

Derved opstår en lang række af de problemer, der præger folkeskolen og ungdomsuddannelserne i dag, fordi påstemplet ”velfærd” kommer til at skævvride formålet med skolen i det hele taget.

Trivsel over faglighed 

Det første område man kan se på, er det store fokus på at undgå pres og nederlag i skolesystemet. Hvis man først og fremmest opfatter skolen som et sted, hvor uddannelse og dannelse finder sted, så er det klart at man accepterer, at eleverne kan være pressede af opgaver, lektier og eksaminer.

Presset opstår, fordi det er skolens opgave at undersøge, hvem af eleverne der bør gå videre med gymnasiet eller med studier, og hvem der med fordel kunne søge andre og mindre boglige veje i livet. Presset opstår også, fordi samfundsopgaven med at danne eleverne også indebærer at gøre det tydeligt for dem, at arbejdsmoral og det at gøre en indsats generelt er godt at have med på vejen i livet.

Hvis man derimod opfatter skolen som en del af velfærdsstaten, så er det til gengæld sværere at få øje på formålet med at presse eleverne. I stedet vil man begynde at opfatte elevernes trivsel som en afgørende faktor for folkeskolen og ungdomsuddannelserne: ”Har de det nu godt i skolen?”

Selv om alle professionelle lærere nok hurtigt kan enes om at elevernes trivsel er en integreret del af lærerjobbet, så er det en forskydning af skolens formål, hvis man lægger overdrevent vægt på det. Det medfører hurtigt argumenter om, at man måske burde skrue ned for presset for at fremme elevernes velvære. 

Idéer om at uddele færre karakterer, at skrue ned for antallet af eksaminer, eller at sænke niveauet i f.eks. Matematik B i gymnasiet når nu så mange dumper i skriftlig eksamen, er klassiske udslag af at tænke skolen som en velfærdsinstitution.

Generelt medfører tanken om skolen som velfærd en forskydning af selve formålet for skolen. I den klassiske skole gives eleverne kundskaber og personlig karakter som hovedmål, mens en sideeffekt af dette er at det også skaber større social lighed ved at give eleverne muligheder i livet. 

I velfærdsskolen gøres social lighed til hovedformålet på bekostning af elevernes kundskaber og karakter, og hovedpersonerne er ikke længere lærerne, men i stedet de oprindelige støttefunktioner: pædagogerne, sundhedsplejerskerne, skolepsykologerne og den kommunale skoleforvaltning.

Politik over dannelse 

Et andet område, der rammes af velfærdslogikken, er selve den måde, hvorpå man udøver politisk styring af folkeskolen. Også på dette felt har vi i Danmark set en lang række forsøg på styring af skolen, som ikke har et udspring i folkeskolens eget formulerede formål, der har fokus på ting som kundskaber, erkendelse, fantasi og åndsfrihed.

Socialdemokraterne har været mestre i at presse samfundsøkonomiske og velfærdsstatslige tiltag ned over skolen. Hos tidligere finansminister Bjarne Corydon var det af hensyn til velfærdsstatens overlevelse i en globaliseret økonomi, at skolen måtte lægge ryg til en omfattende reform med lange skoledage, understøttende undervisning og enorme mængder målbare læringsmål. En reform, der sidenhen har givet dårlige faglige resultater og vist også har mistet de fleste af sine politiske bannerførere.

Hos den nuværende undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, kan man i bogen Det betaler sig at investere i mennesker, som hun har skrevet sammen med uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, finde en drøm at udrulle et socialpolitisk-økonomisk og teknokratisk system ud over hele uddannelsessektoren, der har målet om social lighed og velfærd som centralt. 

I lektor ved pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømers ord: ”Det er regnemaskine-kærlighed. Og det er Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens samt et totalt dannelsestømt Socialdemokratiets kærlighed.”

Fra det øvrige samfund uden for Socialdemokratiet holder man sig heller ikke tilbage for at overføre de gængse offentlige styringslogikker til Folkeskolen og til ungdomsuddannelserne: 21st Century Skills, ‘Fremtidens skole’, digitalisering, Verdensmål, STEM-fokus og talrige andre fikse forvaltningsideer skyller hen over skolerne med lind hastighed. Helt uden at skele til folkeskolens eller gymnasiernes eget formål og egenart som samfundsinstitutioner. 

I en artikel i Folkeskolen.dk giver professor i psykologi, forfatter og nuværende rektor for Designskolen Lene Tanggaard følgende karakteristik af skolens samfundsmæssige formål: 

”Skolen bliver desværre ofte betragtet som en velfærdsinstitution. Det er den ikke. Begrebet skole trækker rødder tilbage til græsk 'fri tid' - fri af økonomiske interesser, fri af produktionslogikker. Man har fri til at beskæftige sig med kultur og lege og fordybe sig. Derfor kan man ikke styre skolen, som man ønsker at styre andre offentlige institutioner.”

Det er klogt skrevet, men desværre er der få, der lytter til den slags.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter