Regeringen har siddet et halvt år. Når Folkemødet er overstået, står sommerpausen for døren. Så hvad er mere naturligt end at gøre status over nationens tilstand?
Den af myter omspundne flertalsregering hen over midten har vist sig at være tungt samspilsramt. Var der valg i morgen, skulle den være heldig at ramme en samlet tilslutning på 40 procent af stemmerne. Derfor bliver der selvfølgelig ikke valg i morgen. Og heller ikke på et andet tidspunkt, før nødvendigheden dikterer det.
Hvilken nødvendighed der kunne forlange udskrivelse af et valg, er det af gode grunde umuligt at sige noget om. Men en sandsynlig sådan er grundloven. Og derfor: valg engang i anden halvdel af 2026.
Jeg ved ikke, hvad regeringen overvejer med sig selv på lukkede møder. Men det er let at forestille sig, at den med varierede formuleringer prøver at få hold på erfaringerne indtil videre.
At have flertal er ikke nogen garanti for, at beslutninger forekommer legitime. Det kunne man muligvis have indset baseret på tidligere erfaringer, inden man afskaffede Store Bededag. Men nu er det i hvert fald slået fast.
At vedtage kontroversiel lovgivning med smalle flertal kan let få den konsekvens, at førstkommende valg bliver en slags folkeafstemning om den kontroversielle lov. Igen: Det kunne man formentlig have ræsonneret sig frem til uden at stå med den berømte hånd på den lige så berømte kogeplade. Men nu står man der med hånden og må erkende, at brede flertal har den heldige bivirkning, at de neutraliserer emner, der ellers ville være ømtålelige, når valget kommer.
Det er ikke svært at forstå den manglende begejstring for SVM-regeringen. Det, den i realiteten har sat sig for, er at håndtere en række af problemer, man på Slotsholmen ynder at omtale som ”bundne opgaver”.
”Bundne opgaver” lyder af pligtfølelse og omsorg for den større, fælles sammenhæng, vi alle indgår i. Men man skal ikke lade sig narre. ”Bundne opgaver” er kodesprog for projekter, den politiske elite på Slotsholmen og i de store organisationer anser for nødvendige at gennemføre.
Bundne opgaver – og herfra vil jeg droppe anførselstegnene – har ikke nogen klangbund i almindelige borgeres bevidsthed om påtrængende problemer. De udspringer ikke af, at manden på gaden og hans hustru ved siden af har en følelse af, at noget må gøres. Bundne opgaver udspringer af abstrakte styringsrationaler, man kan få øje på, hvis man forvalter samfundet eller bidrager til forvaltningen af det.
Så min påstand er: Danmark har det seneste halve år haft en elitær regering. Forstået som en regering, der først og fremmest er optaget af de dagsordener, der optager den politiske elite. Og dermed mere eller mindre ignorerer de problemer, der optager almindelige borgere. Lad os tage den politiske elites dagsordener fra en ende af.
Store spørgsmål, stor kynisme
Reformer af velfærdsstaten: Uomgængelige af en længere række af årsager. Baumols omkostningssyge gør den til stadighed dyrere, selvom den ikke bliver mere produktiv. Borgernes forventninger har alle dage fungeret på den måde, at hvad der i sidste uge gjaldt som store landvindinger, allerede i næste uge forekommer at være det skrabede minimum.
Og så er der misforholdet mellem kerneopgaver og pseudoarbejde, der år for år bliver værre og værre. Hvis der skal være tid til verdensmål og ligestilling og generel ødelæggelse af alle normer og traditioner, bliver det helt uoverkommeligt også at udlåne bøger eller helbrede de syge, eller hvad der nu måtte være årsagen til, at organisationen i tidernes morgen blev sat i verden.
Grøn omstilling: Selvfølgelig. Det er bare gået op for regeringen, at gule veste ikke kun er noget, de tossede franskmænd finder på. Hvis man siger til folk i Tønder Kommune, at de skal dække deres transportbehov med kollektive midler, bliver de ikke vrede. Det går ind ad det ene øre og ud ad det andet, på samme måde som skøre ting demente personer kan finde på at sige. Problemerne opstår, når eliten i København og Aarhus ved hjælp af lovgivning vælter de reelle problemer med deres foretrukne illusioner over på mennesker, der bor langt væk fra København og Aarhus. Som man også kender det fra masseindvandringen. At man for eksempel lægger op til mere eller mindre at lukke de erhverv ned, der er med til at bære kulturen og samfundsøkonomien i provinsen, gør naturligvis mennesker, der bor i provinsen, vrede.
Tilpasning til den nye verdensorden: I virkeligheden har den – altså den nye verdensorden – været her i lang tid. Det vil sige en verdensorden, hvor meget stærke spillere bevidst og eksplicit modsætter sig den vestlige orden. Kina, Rusland og Mellemøsten vil gerne handle med de vestlige lande. Men de vil ikke indføre menneskerettigheder og demokrati og retsstatslige principper frivilligt nogensinde. Og hvad mere er: De vil også gerne udvide deres indflydelse fra det omfang, den har i dag, til noget mere omfattende.
Det har alle, der i det hele taget gad at vide det, vidst i næsten 30 år. Nemlig siden Samuel Huntington udgav The Clash of Civilizations. Men de vestlige eliter – senest med Barack Obama og Angela Merkel i spidsen – ønskede ikke at vide det. Derfor har vi nu et kæmpe efterslæb, der både stiller krav om oprustning og om revision af alle de vedtagne sandheder om globaliseringen.
Det forholder sig sådan med politiske eliter, at de ikke går af, når de har spillet fallit. Uden at fortrække en mine annoncerer de bare, at nu skal alle de reformer, eliten gennemtrumfede for 15-20 år siden, annulleres og erstattet af noget andet (der selvfølgelig heller ikke kommer til at virke efter hensigten).
Det mest prominente talerør for den politiske elite er Lars Løkke Rasmussen. Derfor har han skabt et selvstændigt parti, der implicit er baseret på, at der skal ryddes op efter VKO-tiden. Men Socialdemokratiet vil ikke stå tilbage for deres gamle ærkefjende. Derfor har de også besluttet, at tiden er kommet til at rydde op efter SRSF-tiden.
Hvorfor findes der ikke en morsom tv-serie om den slags gennemført kynisme? Det gør der forresten også. Men vi kunne godt bruge en, der foregik i Danmark.
Blandt de kæmpestore politikfejl fra VKO- og SRSF-tiden, som magtpartierne har sat sig i spidsen for at rette, kommer man ikke uden om folkeskolereformen og masseuddannelsen.
Medmindre jeg har overset et eller andet, er der ikke så meget som en enkelt af de målsætninger, datidens politikere havde med folkeskolereformen, der er opfyldt. Det er alligevel noget. Jeg er med på, at det er svært at udfylde en tipskupon (findes de stadig?) med 13 rigtige. Men at udfylde den med 13 forkerte er også lidt af en præstation.
Masseuddannelse er en komplet håbløs idé, som allerede Jørgen S. Dich advarede imod for 50 år siden. Den eneste måde, man kan gøre næsten alle til studenter og alt for mange til kandidater, er ved at gøre både adgangs- og eksamenskrav absurd lette.
Det mest skadelige ved masseuddannelsen er, som de fleste efterhånden har erkendt, at erhvervsuddannelserne er fuldkommen ødelagt i vore dage.
Men ud over at det selvfølgelig er et massivt spild af penge at holde så mange SU-berettigede uddannelsespladser åbne, skal et par ting påpeges.
Den første er udbudseffekten af uddannelse. Hvis man uddanner en hel masse mennesker til kandidater i et eller andet fluffy fag, der hverken kræver viden eller færdigheder i særlig store mængder, er det største problem ikke arbejdsløshed. Det største problem er – som jeg også har nævnt i andre sammenhænge – at det fører til ansættelse. Typisk i den offentlige sektor, hvor der altid er brug for flere mennesker, der kan overføre midler fra kerneydelser til pseudoditto.
Det andet er ubegrundet selvtillid. Som bekendt er de mest alvidende mennesker i verden dem, der lige akkurat har forladt punktet ”total uvidenhed”, fordi de har læst et par links eller fem på Wikipedia. Men som stadig ligger meget langt fra punktet ”visdom”, der ikke kan nås uden alvorlig flid med rigtige bøger og rigtige problemstillinger i mange år.
Man kender først og fremmest pseudoakademikere med ubegrundet selvtillid på deres relativisme. Når man ikke selv kender forskellen på løgn og sandhed og på lort og lagkage, er det mere ærefuldt at hævde, at det skyldes en dyb filosofisk indsigt, end det er at erkende, at man bare er uvidende og doven.
Derfor overdøves den offentlige samtale i dag af relativistiske twitterakademikere, som bag deres eksplicitte relativisme er overbevist om, at de selv har mere ret end nogen andre.
Uden for opmærksomhedsfeltet
Så tingene skal under SVM’s ledelse såmænd nok gå deres skæve gang. Hvor intet er fantastisk og intet katastrofalt. Det er min prognose for denne valgperiode.
Alligevel vil jeg gerne slutte af med nogle strøtanker om ting, den politiske elite ikke er opmærksom på. Og som derfor ligger og ulmer uden for dens opmærksomhedsfelt.
Den politiske elite tror, at spørgsmålet om indvandring ikke længere kræver nogen opmærksomhed. Det er en kæmpe fejl.
For det første er de mange problemer, som i 2018 udløste den såkaldte ”ghettopakke”, ikke løst. Uanset hvad der kommer af skønmalerier fra diverse tænketanke, er ”skole” og ”indvandring” stadig begreber, der er svære at forene.
Indvandrere tildeles i massivt omfang ”opmuntrende” årskarakterer, som de ikke kan leve op til ved en anonym eksamen. Det skjules i et vist omfang af, at kravene i folkeskolen og gymnasiet efterhånden er så lave, at det automatisk udløser en beståetkarakter at indskrive sig.
Men indvandringen fører – og det bliver år for år bedre dokumenteret – også til en repressiv atmosfære på mange uddannelsesinstitutioner og til sabotage af undervisning, der bevæger sig ind på emner, der udfordrer mellemøstlige narrativer.
Synes lærerne ikke, at det er uheldigt? Jo, et mindretal. Men i takt med at indvandrerne bliver bedre og bedre uddannede, bliver de og deres sympatisører på venstrefløjen også mere leveringsdygtige i det, der mangler et godt, dansk ord. Men på fransk hedder ”islamo-gauchistiske” narrativer. Nylige lærebøger, som betvivler, at Omar el-Hussein var styret af loyalitet mod Islamisk Stat, eller at det er farligt at tegne Muhammed, understreger min pointe.
Islamo-gauchisme har efter min opfattelse potentialet til virkelig at forandre vores uddannelsessystem. Fordi der både kommer flere veluddannede islamister og findes masser af venstreorienterede sympatisører blandt undervisningskræfterne.
Wokeness har også potentialet til at forandre samfundet. Ikke mindst når man ser den i sammenhæng med dens siamesiske tvilling: pseudovidenskab.
Tilhængere af wokeness har desperat forsøgt sig med, at wokeness overhovedet ikke eksisterer. Men det gør den så sandelig. Wokeness er lig med den opfattelse, at hele verden er et nulsumsspil mellem to slags grupper: ofre og gerningsmænd.
Kvinder er ofre. Sorte er ofre. Seksuelle minoriteter er ofre. Hvide mænd er gerningsmænd. Kvinder som J.K. Rowling ligeledes.
Er der færre kvinder end mænd i attraktive stillingskategorier? Så skyldes det mænds magtmisbrug. Er der færre kvindelige end mandlige iværksættere? Så skyldes det mænds magtmisbrug. Er der flere mandlige musikere, som spiller på musikfestivalerne, end der er kvindelige? Så skyldes det magtmisbrug.
Antagelsen om magtmisbrug har mange fordele. For det første behøver man ikke overveje alternative eller komplekse forklaringer. For det andet berettiger ”magtmisbrug” åbenbart – hvis man spørger wokeisterne – alverdens tvang og magtudøvelse over for de påståede gerningsmænd.
Tvang ved stillingsbesættelser. Tvang ved tildeling af bevillinger. Tvang i forhold til kunstneriske beslutninger. Og tvang i forhold til, at piger og drenge i det hele taget må have lov til at følge deres egne – givetvis i et vist omfang naturgivne – interesser og prioriteringer.
Den politiske elite har en tendens til både at slå problemerne med indvandring, islamo-gauchisme og wokeness hen som ingenting. Det tror jeg er en fejl.
Det store flertal i befolkningerne i den vestlige verden er dødtrætte af wokeness (og islamo-gauchisme). Det er derfor, venstrefløjene taber det ene valg efter det andet rundtomkring i Europa. Og derfor der kommer et kæmpe backlash imod Demokraterne i USA.
Men det hjælper ikke noget, hvis kuren er værre end sygdommen.
Man bekæmper ikke wokeness ved at rulle ligestilling og tolerance over for minoriteter tilbage. Man bekæmper wokeness ved at holde fast i, at den ikke er liberal – og i øvrigt heller ikke præget af humanistiske idealer og oplysningsidealer.
Rettigheder tilhører individer. Ikke grupper. Retfærdighed tildeles individer. Ikke grupper. De woke må finde sig i at blive sagt imod. Og de må – som det er sket mange steder inden for sportens verden – finde sig i, at der må ske en afvejning imellem flere forskellige hensyn, når det for eksempel gælder transpersoner og sport.
Man bekæmper ikke wokeness med forbud. Man bekæmper det med krav om professionelle standarder; om transparens; om forældres medindflydelse på, hvad der foregår i skolerne; med retten til at blive fri for alverdens woke påfund, hvis man ikke går ind for dem.
I det hele taget: Den bedste måde at bekæmpe wokeness på er altid at holde fast i, at liberale værdier; humanistiske værdier og oplysningsværdier er bedre end pseudovidenskabelig gruppe-magt-tænkning. For evigt låst fast i kategorierne offer og gerningsmand.
Den politiske elite i Danmark har indtil videre – med få undtagelser – været utilbøjelig til at sætte den type af problemer på dagsordenen. Derfor gætter jeg stadig på, at modviljen imod wokeness har samme anti-elitære mobiliseringspotentiale i vore dage, som indvandring havde for 25 år siden.
