Debat

10.03.22

Nej tak til woke som succeskriterium

Henrik B. Dynesen: Identitetspolitik blev ikke et hurtigt forbigående problem, som man kunne have håbet. Bloggeren N.S. Lyons kan hjælpe os til at forstå hvorfor, men analysen kræver lidt justering til danske forhold. Hermed et forsøg på det.
Black Lives Matter-demonstration i København, 7. juni 2020. (Foto: FunkMonk / Creative Commons, red.)
Black Lives Matter-demonstration i København, 7. juni 2020. (Foto: FunkMonk / Creative Commons, red.)

At dansk erhvervsliv er blevet en central drivkraft for wokismens landgang her til lands, kan man forvisse sig om, hvis man lytter til Berlingskes podcast Succeskritieriet. I den seneste episode boltrer værtinden Ane Cortzen og woke løvinde Mia Wagner sig ubesværet i gloser som “systemiske udfordringer og ændringer”, “kvindekvoter”, “diversitet”, “indirekte diskrimination”, “måltal for kønssamsætningen”, “øremærket barsel”, “biases og strukturer” og “flydende kønsidentitet”. 

I Succeskriteriet får Mia Wagner nok kvalificeret modspil af Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der insisterer på friheden og de personlige valg som afgørende. Men som godt borgerligt princip gælder valgfriheden for Vermund selvfølgelig også for virksomhederne, så når Grundfos, Danfoss og Danske Bank har indført kønsneutrale toiletter og politikker for brugen af pronomener, da har hun ikke meget at sige imod det. Blot, at det måske sker på bekostning af hygiejnen på toiletterne (mændene er vist her problemet), og at tvungen brug af pronomener kan opleves som en minoritets sprogtyranni over for majoriteten. Hvis det virkelig er den eneste og bedste ripost, Vermund kan mønstre, da ringer woke-klokkerne for et klassisk borgerligt, dansk erhvervsliv.

I løbet af 2021 havde jeg ellers varmet mig ved tanken om, at det vist snart var slut med wokebølgen og identitetshysteriet. Havde tidsånden, der altid postulerer, at den er uomgængelig, ikke opdaget, at den blot var et tidevand. Nu trak det sig tilbage – flov over sin egen ubegribelige stupiditet. Sådan kunne jeg tænke, eller nok rettere: ønsketænke. Allerede i januar fik de ønskefantasier et sandt nossespark. Fortvivl og bliv woke, lød rådet i essayet No, the Revolution Isn’t Over på N.S. Lyons’ blog The Upheaval. Woke-revolutionen var ikke slut, ifølge ham, selvom en lang række artikler og bøger i 2021 alle havde set tegn i sol og måne på, at ideologien havde toppet.

Egentlig havde Lyons sat sig for at skrive noget positivt i det nye år, men da ingen anti-woke konservative eller liberale syntes at have skrevet en realistisk vurdering af wokismens drivkræfter, stod det altså nu til ham at gøre det. Hans indlæg fik en del opmærksomhed. Journalisten Andrew Sullivan skrev for eksempel på Twitter: ”Jeg er overvældet af dette essay. Det siger, hvad du ved, er sandt, men endnu ikke helt kan indrømme. Og det er utroligt trøstesløst for det liberale samfund. Obligatorisk læsning.”

N.S. Lyons’ essay er glimrende, tankevækkende, forstemmende, men også langt. Lad mig gøre et forsøg på at sammenfatte de drivkræfter, som han udpeger bag wokismen.

For det første dropper ingen simpelthen religiøse overbevisninger, og wokismen er en sekulær religion. En religion, der eksisterer for at fylde meningstabet hos det enkelte individ i en flydende senmodernitet. En tilsyneladende ustoppelig, liberal modernitet, der gennem social atomisering gør os alle sammen til først og fremmest individer. 

Derudover giver den digitale informationsrevolution fortsat genlyd: sociale medier runger af den konstante prædiken fra woke-præster akkompagneret af klage- og nødråb fra den samlede menighed foran deres skærme. Læg dertil, at en fælles autoritet, der kunne sætte en anden retning end wokismen, ikke findes. Mens politiske partier i USA heller ikke for alvor synes at kunne sætte en anden retning. De er tvunget til at ride med på den woke tidsånd.

Nok er flertallet i USA ikke woke, men flertallet er desværre uden betydning, da det altid har været minoriteten, der fordrer og fremmer ny moral. Glemt er heller ikke, at det personlige er politisk, så selv hvis man forbød wokismen, så ville det blot blive en religion, der dyrkedes og arbejdedes for i det skjulte. Desuden har wokismen i USA allerede erobret det højere institutionelle terræn: universiteter, forlag, tænketanke, ngo’er er allerede indtaget. Og så er lange marcher jo lange, og woke-aktivisterne begyndte deres march for længe siden.

Endvidere er kulturkrige generationskrige, og unge amerikanere er woke som ind i helvede. Ud over at være woke er de også fortsat temmeligt forkælede og mentalt ødelagte af overbeskyttende curlingforældre samt overforbrug af sociale medier. Overakademiseringen og eliteoverproduktionen er heller ikke på nogen måde aftaget. Alle de, der uddannes til elite, kan nødvendigvis ikke være det. Flertallet ender som en fake elite. Wokismen er den fake elites sekulære religion, født af ressentimentet over ikke helt at have slået til.

Desuden forlanger amerikansk lovgivning ”wokeness”, og hvis ikke universitetsrektorer og virksomhedsledere allerede selv er woke, så respekterer de i al fald loven og frygter de eksorbitante bøder, som domstole kan udskrive, og at miste de føderale midler og godkendelser, som diversitetsbureaukratiet kan tilbageholde.   

Penge er også fortsat magt, og multinationale firmaer, techno-kapitalister, pensions- og investeringsfonde er blevet woke – det har mange amerikanske konservative dog endnu ikke helt forstået. Så oppositionen til woke er fortsat blot politisk, hvorfor det ikke ville ændre noget afgørende, om republikanerne kom til magten ved næste valg. Kom de til magten og gjorde anslag mod wokismen i 2024, da måtte man forvente en tilsvarende voldsom woke modreaktion. 

Endelig har ingen af statsmagtens løftestænger skiftet eller vil nogensinde skifte hænder, for den amerikanske stat administreres på trods af skiftende politiske vinde af akademiserede bureaukrater, som kan arbejde for deres egen woke dagsorden. I sidste ende er der måske slet ikke tale om en woke revolution, men snarere at det er den amerikanske stat – den store Leviathan – som er blevet woke.

N.S. Lyons’ punkter om, hvorfor den identitetspolitiske revolution ikke er slut, er en spand kold vand i hovedet, hvis ens forhåbning og forventning var, at identitetspolitik snart ville svinde i betydning og lyde lige så bizar og irrelevant som 70’ernes munkemarxisme. Spørgsmålet er dog, om de samme drivkræfter gør sig gældende herhjemme?

Det gør de nok på mange måder. Men analysen kræver nogle justeringer og tilføjelser. Den sociale atomisering, det vil sige individualismen, er der heller ikke udsigt til stopper i Danmark, for den er blandt andet et resultat af velfærdsstaten, markedsøkonomien og arbejdsdelingen, så medmindre de forsvinder, vil den sociale atomisering bestå. Ligeledes er meningstabet lige så virkeligt som i USA. Sekulariseringen i Danmark er endnu mere fremskreden, så længslen efter sekulære ersatz-religioner og den store meningsfuldhed fornemmer vi også i vores indre. 

Overakademiseringen klages der også over herhjemme: Vi uddannes længe, men magter ofte kun at lære lidt om irrelevante vidensområder uden megen nytte for eller stor værdi på arbejdsmarkedet. Sociale medier er også blevet til en fast søjle i manges liv, og investerings- og pensionsfonde taler ikke længere blot om flotte afkast, men knytter deres virke til bæredygtighed, diversitet, ligestilling og socialt kædeansvar. Alle disse drivkræfter kan man nemt identificere i Danmark, men spørgsmålet er, om de nødvendigvis fører til wokisme. Mon ikke woke-ideologien og identitetspolitikken modarbejdes og omfortolkes af en dansk historie, institutioner, kultur og tradition. Et spørgsmål kunne være, hvor drivkræfterne bag wokismen og identitetspolitikken møder modstand eller – turde man ligefrem håbe – annulleres i Danmark? 

For det første er national- og velfærdsstatens autoritet stor i Danmark. Er staten ikke woke, er landet ikke woke. Desuden mindskes den sociale atomisering og meningstabet af både velfærdsnationalisme, arbejds-, familie- og foreningsliv, hvor folk – unge som gamle – trods alt fortsat kan finde mening og føle sig betydningsfulde. Mindre ulighed og socialt sikkerhedsnet tager nok også noget af luften af den fake elites ressentimentet, ligesom det kan være for svært at få forgangne tiders venstrefløjsideologier – som eliten kan være tungt tanke- og følelsesmæssige investeret i – til at rime ubesværet på woke og identitetspolitik. Danske unge er heller ikke woke som ind i helvede, i al fald ikke endnu. Så det er forhold, der taler mod pessimismen.

Men en drivkraft, der arbejder for identitetspolitikken og wokismen i Danmark, og som N.S. Lyons som amerikaner ikke har blik for, er presset udefra. Presset fra mere woke nationer som USA og Tyskland, fra globale techvirksomheder, multinationale samarbejdspartnere, kapitalinvestorer og EU-lovgivning. Og så er vi tilbage ved Ane Cortzen, Berlingske og Succeskriteriet, for deres journalistik rapporterer om det pres. Dog er Cortzens altid friske, kvikke og fornøjede rapportering vel ret beset en kolportering. 

Spørgsmålet vil altid være, hvor meget vi kan adskille os fra dem, som vi gerne vil mænge os og handle med. Vikingerne opgav vel til dels også asatroen, fordi deres handelspartnere var kristne. Man skal have nogle forbløffende fortrin eller et helt uundværligt produkt, hvis man skal blive accepteret eller valgt til som samarbejds- og handelspartnere, hvis ens værdier vækker forargelse eller moralsk afsky. Er det det, Berlingskes Succeskriteriet har erkendt, og som Vermund også inderst inde ikke kan afvise? 

Derfor bør borgerlige sjæle og kommentatorer i Danmark egentlig ikke undre sig, når multinationale firmaer med sæde i Danmark nu alle synes at være flydende i woke-speak. For der er både talentmasse, store investorer og samarbejdspartnere, som skal sende de rigtige signaler. Etnologer siger, at vi gør en dyd af nødvendigheden. Så sandelig, kapital- og talentnød lærer jakkeklædt CEO at tage regnbuefarvet T-shirt på og snakke identitetspolitisk korrekt. 

Som et tankeeksperiment kunne man spørge sig selv, hvilke etiske toner der havde lydt fra dansk erhvervsliv, hvis Kina havde været vores vigtigste handels- og samarbejdspartner, samt sikrede os sikkerhedspolitisk. Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv havde næppe barslet med ”Diversitetspagten” som det mest hotte shit inden for erhvervsetiske standpunkter.

Men klokkerne, der ringer for erhvervslivet, er jo klokkerne, der ringer for os alle. Wokismen, som den udfolder sig i USA, vil dog udspille sig anderledes herhjemme. De største danske virksomheder, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og etniske minoriteter er de mærkværdige sengekammerater, der for tiden og i fremtiden nok vil istemme de identitetspolitiske wokeklange fra udlandet klarest. Men også Venstre, Konservative og Berlingske synes at have svært ved stå imod de identitetspolitiske sireners sang.

Det borgerlige Danmark, dets fortællinger og værdier, er langt bedre end det identitetspolitiske mareridt, der venter et samfund, der marcherer mod, hvad Kontrasts redaktør, Mikkel Anderson, så tragisk-komisk og præcist har peget på, er Libanon. Vi skal påvise og pege på, at woke identitetspolitiks logiske slutpunkt tyder på at være rædselsfulde, konfliktfyldte, segregerede, diskriminerende og uretfærdige samfund, hvor alle er bundet til primært én gruppeidentitet. Det er en fast opgave for dem, som kan se det. 

Men vi skal også vække begejstring for borgerligt tankegods. Den mest troværdige fortælling om det meningsfyldte liv og gode samfund må ikke blive wokismen, men den borgerlige om friheden, fremskridtstroen, videnskaben; om værdighed, ordentlighed, pålidelighed og arbejdsomhed. Om livsmeningen, modet, munterheden og velstanden. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter