De færreste tænker formodentlig på Libanon som et forbillede udi identitetspolitik. Det er forståeligt, al den stund at alternative pronominer og kønsneutrale toiletter nok ikke fylder så meget i et land, hvor økonomisk kollaps og islamiske militser formodentlig optager de fleste en smule mere.
Men Libanon er interessant som et land, hvor man i dén grad tager spøgsmålet om politisk repræsentation alvorligt. Faktisk er det libanesiske politiske system så fikst indrettet, at man altid har en kristen præsident, en sunnimuslimsk premierminister og en shiamuslisk parlamentsformand. På samme vis er også sæder i parlamentet, en række offentlige embeder og meget andet i praksis opdelt efter etnisk-religiøse linjer.
