Indbygget i journalistikkens DNA er en hang til superlativer og at udlægge det, man på ethvert tidspunkt rapporterer om, som både voldsomt og meget betydningsfuldt. Moderat utilfredshed bliver udlagt som “rasen”, en mindre fodfejl bliver til en “kæmpe brøler”, og alle valg er naturligvis “historiske”.
Med det forbehold taget vover jeg ikke desto mindre den påstand, at det netop udskrevne valg bliver historisk – som vi netop var inde på i vores nye podcast: Fyraften hos Kontrast.
Ikke alene er valget i udpræget grad et krisevalg, hvor både det sikkerheds- og geopolitiske samt økonomiske bagtæppe er farvet i sjældent dystre toner. Der er også en række indenrigspolitiske faktorer, som gør, at efterårsvalget i 2022 i lighed med eksempelvis jordskredsvalget i 1973 eller Foghs valgsejr i 2001 vil huskes, længe efter at stemmerne er talt op,
Hvis vi starter med blå blok, så er der for første gang siden 1994 to realistiske borgerlige statsministerkandidater. Med andre ord ved man ikke, hvilken statsminister en stemme på andre blå partier går til. Man ved heller ikke, hvilken regering den går til, da alle partier i blå blok efterhånden er potentielle regeringspartier.
Dertil kommer fremkomsten af et parti, der ser ud til at komme ind med den største nye folketingsgruppe siden Fremskridtspartiet i 1973, Inger Støjbergs Danmarksdemokrater.
Det vil være et historisk nybrud i det borgerlige Danmark, som rummer muligheden for at den antielitære og provinsfunderede borgerlighed, som Dansk Folkeparti tidligere repræsenterede, får en markant og økonomisk mere blå stemme, som formodentlig også langt lettere end DF vil kunne indoptages i en regering.
Støjbergs parti er også indirekte grunden til, at der er en mulighed for, at Danmark tager en højredrejning på den økonomiske politik. Selvom Støjberg hævder, at vælgerne ved, hvad hun står for, er Danmarksdemokraternes politik stadig behæftet med nogen usikkerhed. Men selvom hun er modstander af en topskatteafskaffelse, vil en ædruelig vurdering dog være, at partiets økonomiske politik ligger til højre for Dansk Folkeparti, som ser ud til at få marginal indflydelse i en kommende valgperiode.
Hvis Danmarksdemokraterne kan hive stemmer over midten til en blå regering, der vil udmønte en økonomisk politik, der ligger et sted mellem Venstres og Konservatives nylige udspil, vil det betyde muligheden for en langt mere blå økonomisk politik, end vi har set i mange år.
At blå politik er splittet ud på sjældent mange partier, gør det ellers nemt at overse den kendsgerning, at de faktisk kan blive enige et langt stykke af vejen. I blå blok er den stramme udlændingepolitik et grundvilkår delt af alle, og det behøver ikke være et enten-eller-spørgsmål, om skatten skal lettes i top eller bund.
Vil du se en graverende splittelse, skal du snarere se mod rød blok: Socialdemokratiets normalt oplagte regeringspartner, Radikale Venstre, er grundlæggende uenig i hjørnestenen i regeringens udlændingepolitik, den såkaldte Rwanda-plan. Enhedslistens ekstreme synspunkter på en lang række områder er velkendte, og Mette Frederiksen kan oven i købet være afhængig af, at et af de små grønne partier kommer ind. En topskattelettelse vil ikke ændre fundamentalt ved Danmark. Men det vil ideologer som Mai Villadsen, Sikandar Siddique og Franciska Rosenkilde.
Netop den pointe er essentiel at fastholde i de kommende uger. Frem til 1. november vil socialdemokrater med flere nemlig konstant advare om, at et magtskifte er en form for “eksperiment”, hvor vi ikke ved, hvad vi får, og at en borgerlig statsminister giver plads til yderligtgående politik. Over for de påstande er det både berettiget og effektivt for de borgerlige at påpege, at det er statsministerens egen blok, der rummer de mest crazy typer. Sådan har det i øvrigt også været – historisk.
