Åvangskolen på Bornholm danner rammen for endnu en debat om folkeskolen. Skolens 8. klasse er i disse dage og frem til vinterferien i gang med et forsøg, hvor årgangens tre klasser i stedet inddeles i to – én for drenge og én for piger. Initiativet er sat i søen efter en trivselsundersøgelse, hvor mange af eleverne har udtrykt helst at ville indgå i gruppe med kammerater af samme køn. Det er altså ikke et kønspolitisk motiveret forsøg, men det falder ikke desto mindre et lille mindretal af elevernes forældre for brystet, og ikke så få i debatten med. For eksempel formanden for børne- og skoleudvalget på Bornholm, Morten Riis (EL):

”Skolen har den fulde suverænitet i forhold til, hvordan man tilrettelægger undervisningen, men at vi begynder at segregere på køn er ikke lige umiddelbart en tilgang, som jeg er begejstret for.”

Men det giver faktisk mening at opdele klasserne efter køn for at løse problemerne i folkeskolen. Bare ikke helt så meget mening, som man måske kunne tro. 

En folkeskole med slagside
Der er rigeligt med problemer i det danske folkeskolesystem til, at man bør begynde at afsøge løsninger uden for boksen. Den har længe været gal, og særligt problemet med drengenes slagside har været omdrejningspunkt for voksende kritik. Tænketanken Kraka har leveret tal, som beviser, at problemet ikke er løst og faktisk aldrig har stået værre til. Også i udlandet er man blevet mere opmærksom på problemet.

Men sidst problemet med børnenes motivation, trivsel og opmærksomhed blev løftet, forsvandt fokusset ud af et sidespor om croptops, som ellers var efterladt på 90’er-klædeskabets nederste hylder sammen med Buffalo-skoene. 

Hvis man har nogen som helst forhåbninger om at undervise andre mennesker - børn som voksne – så starter man med at motivere sine elever. Ellers taber man elevernes koncentration, og så ender det i kaos. Se bare rædselseksemplet fra 6. klasse på Høng skole, som TV2 for nylig afslørede. Også her blev drengene igen særligt fremhævet.

Rammerne for undervisningen skal nødvendigvis være motiverende for eleverne. Ellers bliver det hurtigt umuligt at fastholde børnenes koncentration, særligt hvis man underviser børn og unge, og så er undervisningen tabt på gulvet. Men der er altså kun én lærer til et stort antal børn, og derfor er det helt umuligt at indrette undervisningen så den er skræddersyet helt perfekt til det individuelle barn. I stedet giver det mening at inddele børn i klasser efter to hovedtendenser i motivation og behov: Ting eller mennesker. Altså det faglige eller det sociale.

Opdeling efter behov, ikke køn
I den sorte skole inddelte man klasserne efter køn, men dét var og er både overforsimplet og forfejlende. Kønnet er ikke det vigtigste – det handler derimod om barnets motivation og måde at lære på. Nogle af børnene er motiverede af det sociale; folk og relationer mellem dem. Andre børn er helt anderledes motiverede, nemlig rent fagligt. Dé to grupper skal ses som ekstremerne på et spektrum, som alle børn falder ind i et eller andet sted.

Piger statistisk set vil være overrepræsenterede i førstnævnte gruppe og drengene i sidstnævnte; men pointen er, at det er motivationen, der er vigtigst, og at kønnet ikke er 100% afgørende. Biologien har en betydning, og dét faktum ændrer sig ikke, uanset hvor højt man råber, at ”køn er en social konstruktion”. Men hvis man bare sorterer efter køn i stedet for det individuelle barns motivation, rammer man for ofte forkert. Mange børn vil lande i den forkerte ”klasse”, og det vil være et pædagogisk selvmål. 

Det er her værd at nævne, at drengenes slagside i det danske folkeskolesystem sandsynligvis er et resultat af en relativt høj vægt på relationer og socialisering, generelt sagt. Formentlig af samme årsag har man haft succes med at øge drenges motivation i forsøg, hvor man netop hævede fagligheden i forhold til udgangspunktet. Endda i forsøg lige her i Danmark.

Vejen til en folkeskole i balance
Dét, vi har valgt at gøre i det danske skolesystem, er sandsynligvis en urimelighed mod både den ene og den anden gruppe – den ene gruppe bliver motiveret af det høje fokus på relationer og menneskelige mekanikker, men forstyrret i undervisningen af den anden gruppe, som selvfølgelig taber koncentrationen, når de ikke er motiverede. Det har intet med croptops at gøre og ikke helt så meget med køn at gøre, som man måske kunne tro. Men alle børnene taber på det, og lærerne i vores folkeskoler har derfor en langt sværere opgave på hænderne, end de kunne have haft.

Skulle man vove et gæt, bør det være at det bornholmske forsøg med kønsopdeling vil give et bedre resultat end udgangspunktet. Men det vil langtfra blive så godt, som det kunne være. 

”Jeg tænker ikke, det løser deres trivselsproblematik. Jeg tænker, der skal nogle andre ting til,” siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår Sanne Lind om kønsopdelingen på Bornholm. 

Det har hun givetvis ret i. Det vil nok forbedre situationen, fordi man kommer lidt nærmere en løsning, som rammer børnenes behov for at trives og være motiveret. Men man kommer næppe i mål. 

Her har den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil en gylden mulighed for at indtage en stærk position i debatten om problemerne i den danske folkeskole, hvis de da tager initiativ på området. Omvendt har den borgerlige fløj mulighed for at positionere sig med en krafthånd af dimensioner i forhold til regeringen og dens støttepartier.

Uanset kunne det klæde lærerstanden at melde sig på banen med en bedre løsning end ”one-size-fits-all”-modellen, som tydeligvis ikke fungerer. Herunder hvordan man rent praktisk vil finde ud af, hvilke børn der er mest interesserede i ting, og hvilke børn der er mest interesserede i mennesker – for dét er nøglen til en bedre folkeskole med motiverede børn, der trives og bliver dygtige.