Der bliver vendt godt op og ned på vores forældede forestillinger om, hvad der er normalt og unormalt for tiden. Og fordi vi lever i et velpolstret velfærdssamfund, hvor det offentlige tager sig af såvel vores fysiske som åndelige behov, går de offentlige institutioner, som vi indtil for nyligt opfattede som dannelsesinstitutioner, naturligvis i første række. Senest har Aurehøj Gymnasium i Gentofte omfavnet det, man på den vakte venstrefløj ville kalde normkritikken. 

10. september skrev gymnasiet på sin officielle Facebook-side: 

”Kjoler er for alle og på Aurehøj mødte vi i dag op i kjole, for at gøre op med kønsnormerne.” 

Teksten ledsagede et billede af en del – men nok stadig et mindretal – af gymnasiets elever iført kjole. Flere af disse var drenge. Ellers havde der jo ikke været meget ved den normkritik. (Mærkeligt nok var de fleste af dem, der faktisk havde kjole på, kvinder.)

Det afførte en del debat i debattråden, og på et tidspunkt så skolen sig nødsaget til at præcisere:

”Billedet er taget for at markere et sjovt initiativ fra eleverne, som mange elever bakkede op om, men skolen blander sig ikke på nogen måder i, hvordan eleverne går klædt. Vi har også en 'halloween'-dag, men hvis man ikke har lyst til at klæde sig ud som heks, monster eller Dracula, så blander vi os heller ikke i det.”

Her forventer jeg naturligvis gymnasiets taknemmelighed udbetalt i små brune kuverter, for når jeg skrev ”præcisere”, lyver jeg naturligvis for at redde institutionens ansigt. 

Jovist, det kunne da godt være ”et sjovt initiativ fra eleverne”. Der foregår – så vidt jeg ved – mange sjove ting blandt unge. Nogle gange skriver elever obskøne ord i tolietbåsen. Andre gange drikker de sig velgørende i hegnet. Det er vel også et sjovt initiativ. 

Det er sådan noget, elever gør. Fordi de er sjove og initiativrige. Og de gør det i forbindelse med deres skolegang i bred forstand. Alligevel slår det mig, at der er en forskel mellem sådanne initiativer og så dette kjolestunt. 

Hvordan skal jeg forklare det? Lad os prøve et tankeeksperiment! Kunne man forestille sig rektor – eller hvem det nu er, der bestyrer gymnasiets officielle facebookkonto – stavre rundt til en gymnasiefest på Aurehøj, mens han til Facebook fotograferede skarer af overmåde berusede unge vælte omkring på asfalten eller i buskadset. ”Så er der fest på Aurehøj. Stick it to the man,” kunne han skrive.

Men det ville han nok ikke. Faktisk er der mig bekendt en idé i rektorforeningen, der nu kalder sig Danske Gymnasier, om at stoppe den slags sjove initiativer, inden de bliver alt for sjove.

Misforstå mig ikke. Jeg sammenligner ikke drag med druk. 

Min pointe er den helt simple. Nogle sjove elevinitiativer opfattes som rigtigere end andre. Aurehøj har ikke lagt billedet af de kjoleklædte ynglinge op, fordi det var et sjovt initiativ. De har lagt det op, fordi de sympatiserer med den konkrete normkritiske dagsorden. Alt andet er en blanding af vrøvl, løgn og et uforbavsende ringe refleksionsniveau. 

Nogle udsagn og holdninger forbliver elevernes egne, andre hæves op og gøres til gymnasiets. Det er kort sagt ikke rigtigt – ja, det kan ikke være rigtigt – når gymnasiet skriver, at man ikke blander sig i påklædningen. Hvorfor? Ja, fordi optrinnet jo handler om at udfordre de eksisterende normer for påklædning.

Med fare for at lyde banal. Kjoler er faktisk ikke for alle. Inden for rammerne af de normer, der udtrykker samfundets fælles opfattelse af, hvad der er normalt og unormalt, vil kjoler blive opfattet som en beklædningsgenstand, der relaterer til kvinder. 

Der er visse undtagelser. Præstekjoler. Ja, og kjolesættet, der imidlertid slet ikke er en kjole. Det er heller ikke sådan, at alle kvinder går i kjole. I kan selv se efter! Men det er næsten altid sådan, at hvis et menneske går i kjole, ja så er det en kvinde. I hvert fald herhjemme. 

Selv når andre end kvinder går i kjoler, bekræftes beklædningsgenstandens kønnede karakter. En drag tager, uanset sine motiver i øvrigt, kjole på for at klæde sig ud eller spille en rolle, der forholder sig mimetisk til kvinderollen. Det er ikke for at gestalte et rum, hvor køn ikke eksisterer, eller hvor kønnets normer er ligegyldige. Nej, tværtimod, de betyder alt. Det er kun den skarpe kulturelle kønsdikotomi, der gør drag mulig endsige tænkelig som fænomen. 

Et deskriptivt udsagn ville altså lyde: ”Kjoler er ikke for alle. Kjoler er for kvinder.” 

Men nu var udmeldingen jo netop ikke deskriptiv. Teksten forsøgte ikke at beskrive virkeligheden. ”Kjoler er for alle” er et normativt udsagn. Det forsøger at gøre en ny normalitet gældende, hvor kjoler faktisk er for alle. Dermed er det – naturligvis – en afgjort afvisning af den hidtil gældende normalitet, hvor vi troede, at det forholdt sig modsat. Det kan nemlig ikke både være normen, at kjoler er en kønnet beklædningsgenstand, og at kjoler ikke er en kønnet beklædningsgenstand.

Aurehøj skriver heller ikke, at ”her er nogle af vores elever klædt ud for at vise, at de mener, at kjoler er for alle”. Nej, udsagnet fremsættes som en uafviselig proposition og får institutionens opbakning. De blander sig altså.

Hvor efterlader det de elever, der ikke er med på billedet? Hvor efterlader det dem, der måske i deres stille sind egentlig mener, at kjoler nok mest er til kvinder? Og hvor efterlader det dem, der måske endda synes, at det er mærkeligt, hvis mænd går i dametøj?

Svaret er, at de bliver udgrænset, for på Aurehøj blander man sig ikke bare i, hvordan eleverne går klædt, men også i, hvordan de tænker.