For en del år siden arbejdede jeg på et institut med fire forskningsgrupper. Ud af de fire gruppers ledere var der to, der tog det sure arbejde med at få instituttets infrastruktur til at fungere, og to, der altid lurepassede, når der skulle løses pligtopgaver. Det skabte en del frustrationer.
Bogen The No Club – Putting a Stop to Women’s Dead-End Work fik mig til at erindre de længst henrundne tider. Den fortæller samme historie, om end iklædt en mere akademisk sprogdragt, hvor det arbejde, ingen gider gøre, hedder ikke-karrierefremmende opgaver (non-promotable tasks). Det kunne lige så vel være kaldt ikke-meriterende opgaver. Folk ved ifølge forfatterne, hvilke opgaver de skal løse for at gøre karriere, og ledelsen ved det også. Meritokratiet fungerer.
Så vidt så godt. Hvis du bruger al din arbejdstid på ikke-karrierefremmende opgaver, så får du nok ikke en strålende karriere. Det er ét budskab i The No Club. Det er tæt på at være en tautologi.
Bogens andet budskab er, at det er kvinderne, der rammes af problemet. Mændene lurepasser, mens kvinderne tager slæbet med det ikke-meriterende arbejde, og det er skidt for kvindernes karrierer.
Hvordan godtgøres denne centrale påstand? Indledningsvis får vi naturligvis en fængende case. Linda Babcock, initiativtager til nejklubben og førsteforfatter til bogen, fortæller, at hendes kalender fyldtes med møder, så hun ikke havde tid til sin kerneydelse i organisationen: at forske. Mellem møderne passerede hun Georges kontor, hvor George troligt sad dagen lang. Linda og George sammenlignede kalendere, og mens Linda ud af en 9½ timers arbejdsdag havde 1 time til forskning havde George 7, en forskel på 6 timer om dagen eller 30 timer om ugen! Din karriere er i fare, Linda.
Nejklubben opstod, ved at en overbebyrdet amerikansk kvindelig forsker inviterede tre andre overbebyrdede amerikanske, kvindelige forskere til at være med i en klub, hvor de kunne udveksle erfaringer med deres manglende evne til at sige nej. Det blev i det følgende årti til forskning og nu en bog, der skulle påvise, at kvinders karrierer lider under deres manglende evne til at sige nej til ikke-karrierefremmende opgaver.
Her indskyder jeg lige, at den ene af de to lurepassere fra min gamle arbejdsplads var kvinde. Bare for at minde om, at der ikke kan generaliseres ud fra enkelttilfælde. Fire klubmedlemmers erfaringer viser ikke, hvor udbredt problemet er, eller om det kun er kvinder, der har det. For resten er de professorer alle fire.
Vi mangler data
Her er det, at kvantitative undersøgelser kommer ind som et nyttigt korrektiv eller som støtte til klubbens erfaringer. Den henviser da også til et mindre antal undersøgelser, der støtter pointen, men der er egentlig kun den af Guerino og kolleger, der kvantificerer kønsfordelingen af det sure arbejde i en større gruppe, og selv den er ikke særlig præcis, for den måler ”servicearbejde”, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som ikke-karrierefremmende. Resultatet er i korthed, at akademikere på amerikanske universiteter i gennemsnit bruger 8,9 timer om ugen på serviceopgaver, og at kvinder i gennemsnit bruger 0,6 timer mere end mænd.
Det ligger jo et stykke fra de 30 timers forskel på Lindas og Georges tidsforbrug på ikke-karrierefremmende arbejde. Linda-George forskellen er faktisk 50 gange større end den ”typiske” forskel. Overdrivelse fremmer forståelsen.
Kvindernes ekstra 0,6 timer om ugen svarer til, at de bruger 7% mere tid på disse opgaver end mændene. Er det nok til at hæmme kvinders karriere? Det siges, at liden tue kan vælte stort læs, så det kan vel ikke udelukkes, men umiddelbart er det ikke en konklusion, man vil acceptere uden at se bedre data, gerne nogle, der viser, hvor meget 7% forskel i tidsforbrug på ikke-meriterende opgaver faktisk sætter folks karriere tilbage. Men den slags data findes ikke i bogen.
Der er i den nævnte undersøgelse stor spredning i, hvor meget tid folk bruger på ikke-karrierefremmende opgaver, hvilket vil sige, at der er mange af hvert køn, der ligger langt fra gennemsnittet, eller sagt på en anden måde, der er mange kvinder og næsten lige så mange mænd, der tager én for holdet, og der er mange mænd og næsten lige så mange kvinder, der ikke gør. Undersøgelsens data kunne godt præsenteres, så man fik nogle mere præcise tal i stedet for dette ”næsten lige så mange”, og jeg har bedt om at låne data, så jeg kunne beregne tallene, men der gik kun tre minutter, fra jeg sendte e-mailen, til jeg modtog negativt svar. Det plejer at vare længere, men svaret er altid det samme. Folk vil ikke ud med data.
Kommet så vidt kan vi måske sige, at lurepasning er et problem for dem, hvis kolleger bruger det til karrierefremme, mens de ikke selv har is i maven til at lurepasse. Det er måske også et problem for institutionerne, hvor folk arbejder, fordi det er svært at få folk til at løfte i flok og at få afsat opgaver, som ikke i sig selv er meriterende, men som gerne skal løses alligevel. Men lurepasning er ikke udpræget knyttet til køn. Begge køn kan, og selv om mændene er bedre til det end kvinderne, er det ikke indlysende, at forskellen påvirker kvinders karrierer.
Vi kan umiddelbart afvise udsagn såsom ”hvis alle opførte sig som mænd, ville arbejdspladser have meget svært ved at fungere”. Hvis alle gjorde som mændene, ville alle lægge 8,6 timer om ugen i gennemsnit for institutionerne, og det ville måske ikke være så ringe endda. Der kunne sikkert godt skæres 0,3 timers bureaukrati og laves forskning i stedet, uden at noget ville bryde sammen. Måske ville der endda blive leveret mere af institutionens kerneydelse, forskning, på den måde.
Vi skal også huske, at bogen er meget USA-fikseret, og det rejser nogle ret store spørgsmål om anvendeligheden af data i for eksempel Danmark. Amerikanernes måde at arbejde på og organisere deres familier på er meget forskellig fra danskerne, så man skal være forsigtig med at generalisere. Datagrundlaget for at hævde, at kvinders karriere hæmmes af, at de tager for meget ikke-meriterende arbejde, er i forvejen papirtyndt. At bruge denne bog til at hævde, at det gælder danske kvinder, ville være useriøst.
Alligevel er der folk, der forsøger, godt hjulpet af én af medforfatterne, professor Lise Vesterlund, som udtaler, at ”i en af de undersøgelser, som bogen er lavet på baggrund af, viste det sig, at kvinder i gennemsnit årligt bruger 200 timer mere end mænd på ikkeforfremmende opgaver”. Anne Kirstine Cramon gør det ligefrem til et hovedbudskab i sit indlæg på POV International, ”at kvinder årligt bruger i gennemsnit 200 timer mere end mænd på "ikkeforfremmende" arbejde”.
En verden til forskel
Så hvad er nu rigtigt? 0,6 timer om ugen eller noget, der mere ligner det tidobbelte? Her kunne den offentlige samtale slutte med et skuldertræk og en bemærkning om, at der er mange måder at lyve med statistik på. Men hvorfor ikke bare sætte sig ind i, hvordan de to undersøgelser er udført, og hvad de helt præcist rapporterer? Guarino-undersøgelsen omfattede 19.000 svarpersoner og 149 akademiske institutioner i Nordamerika, primært USA. Den er publiceret som videnskabelig artikel med talrige tabeller og statistiske analyser. Undersøgelsen, Vesterlund har sine tal fra, er udført af Joya Misra og kolleger, og den omfattede 350 personer fra ét universitet i USA. Den afrapporteres via en interesseorganisation for universitetsprofessorer i USA, og den indeholder ingen tabeller, analyser, eller mål for statistisk usikkerhed.
Der er med andre ord en verden til forskel i de to undersøgelsers kvalitet. Dertil kommer, at Misra og kollegers undersøgelse ikke viste nogen kønsforskel i ikke-karrierefremmende arbejde hos professorer, adjunkter og ”lecturers”. Den nævnte forskel på 200 timer fandtes kun hos lektorerne. Hvis man ønsker at belyse forholdene for lektorer på University of Massachusetts Amherst, er det formentlig Misra-undersøgelsen, der er mest relevant. Hvis det handler om amerikanske universiteter i almindelighed, er Guarino-undersøgelsen mest relevant. Hvis det handler om danske universiteter, er ingen af undersøgelserne særlig relevante. Hvis det handler om danske arbejdspladser generelt? Endnu mindre nogen af dem. Hvormed det i hvert fald for mig er klart, at Cramon og Vesterlund generaliserer langt ud over, hvad Misra-undersøgelsen kan holde til.
Det er vel ikke for meget sagt, at det ligner et interessebestemt valg, når Lise Vesterlund kun nævner den ene undersøgelse, som viser en stor forskel, og forbigår den anden, som viser en betydeligt mindre forskel. Det er muligt, at Cramon/Vesterlund vil sige, at mit valg af, hvilken undersøgelse jeg finder værd at nævne, også er interessebestemt. Men så må de vise, hvor jeg konkret tager fejl af undersøgelsernes kvalitet og relevans. Et formål med en offentlig debat må netop være at finde svar på den slags spørgsmål – på tværs af interesseforskelle.
Løsningsforslag i The No Club omfatter blandt andet at kortlægge de ikke-karrierefremmende aktiviteter og sørge for, at de bliver ligeligt fordelt, eventuelt suppleret med at forsøge at gøre nogle ikke-karrierefremmende aktiviteter for ét job karrierefremmende for et andet, eventuelt at give folk ekstrabetaling for nogle opgaver.
Et institut på Harvard har indført et pointsystem for ikke-meriterende opgaver, hvor alle skal have mindst 100 point; de, der ligger over, får ekstrabetaling, dem under trækkes i løn (s. 216). Selv om bogens vinkel og eksempler kun handler om køn og en lille smule om hudfarve, er de foreslåede metoder køns- og farveblinde. Hvis de fungerer, må de have samme virkning, uanset om den ulige fordeling af ikke-meriterende arbejde hænger sammen med køn og hudfarve eller ikke.
Man kan i disse tider godt få lidt afsmag for bøger, der vil gøre endnu et problem til et ligestillingsproblem. Det er som regel skidt, når et problem, der rammer alle, bliver kapret for en kønsdagsorden.
Men lige netop problemet med den ulige fordeling af ikke-meriterende arbejde er måske undtagelsen, der bekræfter reglen. Kan kønsdagsordenen være løftestangen, der får taget hul på det, så fint. I det omfang det kan dokumenteres at være et problem, og der kan gøres noget ved det, vil det gavne mange, uanset køn. Jeg tør næsten ikke sige det, men på universiteterne vil det formentlig gavne flere mænd end kvinder, fordi der jo stadig er flere mænd end kvinder i forskning.
