Debat

22.06.26

Permanent grænsekontrol

Kontrol med de ydre grænser handler om at beskytte Europa, men indre grænsekontrol handler om at beskytte Danmark. Derfor bør normalen være, at vi har grænsekontrol med alle, der vil ind i Danmark. Vi skal ikke kun beskytte Danmark midlertidigt. Stærkere ydre grænser står ikke i modsætning til kontrol med de indre grænser.

Det er mere end ti år siden, at Danmark indførte en såkaldt midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det hedder midlertidig grænsekontrol, fordi Danmark er medlem af Schengenkonventionen, som faktisk forbyder grænsekontrol mellem landene.

Men der er undtagelser, og det er en sådan, Danmark har benyttet sig af siden flygtningekrisen i 2015-16, hvor det som bekendt strømmede ind med flygtninge over den danske grænse i en skala, som var ude af kontrol med de foranstaltninger, man havde på dette tidspunkt.

Hvert halve år skal Danmark anmode EU-kommissionen om forlængelse af den midlertidige grænsekontrol, og det har regeringen så efterhånden anmodet om tyve gange. Og så står vi her efter ti år, og vi har stadig en midlertidig grænsekontrol.

Permanent beskyttelse
Og det er med rette. Der er brug for den, for vi har i Danmark og i øvrigt også i de andre europæiske lande i Schengen-samarbejdet store problemer med kriminalitet på tværs af landegrænser, som ikke har nogen udsigt til at blive bedre i fremtiden, tværtimod.

Derfor er det tiden til, at vi i Danmark insisterer på, at vi vil beskytte vores grænser og dermed vores land. Ikke midlertidigt, men permanent.

Der er ingen grund til at fortsætte med at lade som om, at den del af Schengen-samarbejdet, som skulle sikre “fri bevægelighed" indenfor EU ved at lade grænserne mellem medlemslandene stå åbne, fungerer.

Vist er der andre dele af Schengen-aftalen, som fungerer godt. Grundlæggende er idéen om at samarbejde om at styrke EU’s ydre grænser gode, men det bør ikke forhindre de enkelte lande i at beskytte deres egne grænser. Ellers kan det jo være lige meget.

Svag konvention
Schengen-samarbejdet krakelerer alligevel så snart, der opstår større problemer. Flygtningekrisen var et godt eksempel på netop dette. Derfor er det jo ikke kun Danmark, men en række lande i Schengen-samarbejdet, som i dag har grænsekontrol mere eller mindre rigidt.

For hvis man bare formår at komme inden for EU’s grænser, så mister staterne uden nogen grænsekontrol overhovedet magten til at kontrollere illegal indvandring, fordi der er intet, som forhindrer dem i at vandre over grænserne. 

Stærkere ydre grænser står ikke i modsætning til kontrol med de indre grænser. De eneste, som vinder ved, at vi ikke ved, hvad og hvem der kommer ind i Danmark, er de kriminelle.

For alle de mennesker, som ikke har noget problem med loven, vil ikke have noget problem med at komme over grænsen, hvis der er grænsekontrol.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter