I foråret 2022 ramtes det danske litterære parnas af anklager om kønsbias. Ph.d.-studerende Ida Marie S. Lassen fra Aarhus Universitet gik i luften med en undersøgelse af 24.000 anmeldelser fra danske aviser, og man kunne i Information læse, at mandlige kritikere generelt anmelder ”mænd mere positivt, end de anmelder kvinder. Kvindelige kritikere anmelder til gengæld kvindelige forfattere dårligere, end mænd anmelder kvinder”.
Desuden forlød det, at der er ”et overtal af mænd, der bedriver litteraturkritik i aviserne”, og at aviserne ”anmelder flere bøger skrevet af mandlige forfattere, end de anmelder bøger skrevet af kvinder”.
Dengang – det var 10. maj – forelå undersøgelsesresultaterne kun i form af interviewet i Information, hvor der ikke blev ruttet med detaljerne, men så meget mere med konklusionerne, så som at det er et problem, at ”en dansk avislæser bliver præsenteret for, at mandlige forfattere er virkelig gode, mens kvinder er mindre gode”, som Ida Marie S. Lassen udtalte.
Undersøgelsen fik 172 danske forfattere til at publicere et Opråb i Politiken, ”Dansk Litteraturkritik er gennemsyret af sexisme”, som særlig tog anstød af, at ”2 ud af 3 litteraturanmeldelser handler om bøger skrevet af mandlige forfattere. 2 ud af 3 anmeldelser er skrevet af mandlige anmeldere”. Opråbet sluttede: ”Først og fremmest må vi dog bede alle landets litteraturredaktører undersøge, hvordan de prioriterer, når bøger udvælges.”
Nu foreligger der et udkast til videnskabelig artikel, således at der kan tages et overblik, og – spoiler alert – konklusionerne er, at: 1) der anmeldes lige så mange bøger af kvinder som af mænd, 2) det ikke kan konkluderes, at anmelderne har en bias imod kvindelige forfattere, 3) undersøgelsen indeholder ingen data om fordelingen af mænd og kvinder blandt anmelderne, og 4) 63% af alle anmeldelser i aviser de sidste 10 år er skrevet af mænd, og der ser ikke ud til at være nogen ændring over tid.
Med andre ord er det meste af diskussionen ført på falske præmisser.
Lad mig begynde med den mest forfejlede del af diskussionen, som angår andelen af anmeldelser af mandlige og kvindelige forfatteres bøger. Her forlød det fra starten, at 2 ud af 3 anmeldelser (67%) handler om bøger skrevet af mandlige forfattere. Efter 18 dage (28. maj) kom der en korrektion, hvoraf det fremgik, at tallet var forkert.
Men det rigtige tal kom forskerne ikke ud med. 24. juni gentog forskerne den ukorrekte påstand om, at deres studie viste, at ”mandlige forfattere oftere bliver anmeldt end kvindelige, i … forhold tæt på 2 til 1”. De noterede, at flere aviser havde ”kunnet vise, at de er kommet tættere på en balance i de senere år”, og tilkendegav at ”denne del af undersøgelsen har været let at tolke”. Det er en besmykkelse af sandheden.
Det rigtige tal for anmeldelser af mandlige forfatteres bøger har jeg beregnet ud fra artiklen, og for hele 10-årsperioden er det 59%. Men historien er ikke slut her, for i Figur 3 (højre panel) i artiklen ses, at andelen af anmeldelser af kvindelige forfattere de sidste 2 år har været 50%, og der har, som forskerne påpeger i artiklen, været en trend over tid, som altså nu er nået til det punkt, hvor der er paritet.
Litteraturredaktører og forlag vred hænder og lovede bod og bedring for et ikkeeksisterende problem. Og forskerne lod dem ikke bare gøre det, de gentog det forkerte tal.
Så er der den om bias mod kvindelige forfattere. Her har forskerne analyseret antallet af stjerne eller hjerter givet af og til kvinder og mænd, det hele omregnet til en skala fra 1 til 6. Karaktererne kan opsummeres på følgende enkle måde (tallene er aflæst fra figurerne, og der kan være minimale unøjagtigheder):
Kvindelig anmelder, kvindelig forfatter: 3,98
Kvindelig anmelder, mandlig forfatter: 4,07
Mandlig anmelder, kvindelig forfatter: 4,10
Mandlig anmelder, mandlig forfatter: 4,19
Kvindelig forfatter: 4,04
Mandlig forfatter: 4,16
Den simple beskrivelse af fundene er, at mandlige forfattere anmeldes mere positivt end kvindelige (0,12 point på en skala fra 1 til 6), og kvinder anmelder både mænd og kvinder hårdere, end mænd gør.
Forskernes fortolkning af disse fund er, at både mandlige og kvindelige anmeldere har en bias imod bøger skrevet af kvinder. Når forskerne siger bias, mener de, at det i sig selv trækker ned, at der står et kvindenavn på bogen. Anmelderne lader sig påvirke af andet end teksten, og det er en uretfærdighed.
Det er da en hypotese, der kunne være værd at undersøge. Det har forskerne bare ikke gjort. De har samlet et materiale, der er åbent for flere fortolkninger, hvilket de da også nævner, men ikke tager alvorligt.
Forskerne skriver selv, at hvis kvinder skriver mere genrelitteratur, kunne det tænkes, at forskellene skyldes "forskelle i kompleksiteten af de litterære egenskaber" ved teksten, som det noget kryptisk udtrykkes. På almindeligt dansk kan det vist siges sådan, at man kan forestille sig, at mænd skriver bedre – i hvert fald efter kritikernes målestok. Forskerne konstaterer, at for at afklare den mulighed skulle de genreklassificere alle bøgerne.
Dermed har de ikke tilbagevist indvendingen, men snarere indrømmet, at der er et uløst problem, og at artiklens konklusion hviler på et skrøbeligt grundlag. Problemet er, at forskerne forudsætter det, de påstår at vise med deres data. De påstår at have vist, at der er bias imod kvindelige forfattere, men i realiteten er det en fortolkning, de lægger ned over nogle data, der er åbne for flere andre fortolkninger.
Ida Marie S. Lassen har da også sagt lige ud i Politiken (14. maj 2022, Sektion bøger, s. 3), at man ikke kan konkludere, at skævheden i scores skyldes bias. Den ”giver anledning til en hypotese om, at det skyldes forudindtagethed”, men hvis det skal afdækkes, ”kræver det dog noget mere arbejde”, siger hun.
Måske skulle hun have ventet med at gå ud i offentligheden, til hun havde gjort jobbet færdigt.
Så er der anmeldernes kønsfordeling. Det kan relativt let beregnes, at 63% af anmeldelserne er skrevet af mænd, men det er jo ikke det samme, som at 63% af anmelderne er mænd. Så vidt jeg kan se, indeholder artiklen ingen oplysninger om den faktiske kønsfordeling blandt anmelderne. Hvis man forestillede sig, at fordelingen var 50/50 og at en mandlig anmelder skrev 17 anmeldelser hver gang en kvindelig anmelder skrev 10, ville man ende med den observerede fordeling af anmeldelser. Sådan er det nok ikke i virkeligheden, men hvordan er det så?
Det skulle forskerne fortælle os, men det gør de ikke. Men de gør som om.
Noget, vi ikke får at vide i artiklen, er, hvordan anmeldelserne fordeler sig i det, forfatterne kalder blogosfæren. Forskerne indsamlede anmeldelser fra både dagblade, blogs og online medier. Da de fandt, at der var en anden ”karaktergivningsadfærd” i blogosfæren, smed de blogosfæredelen ud af analysen. Der var mere end halvdelen af alle anmeldelserne. Hvad mon den forskellige ”karaktergivningsadfærd” bestod i?
Vi får det ikke at vide, men det virker påfaldende, at størstedelen af materialet ikke fandtes værdigt til publikation. Det er god videnskabelig praksis at holde sig til den oprindelige plan for projektet og ikke gå på fisketur i materialet efter noget ”interessant”, mens man gemmer det væk, der er mindre interessant eller direkte modsiger den konklusion, man gerne vil komme ud med. (Det kan somme tider være nødvendigt at opdele rapporteringen af et projekt i flere artikler, hvis der er virkelig mange data og analyser, men det er mildt sagt ikke problemet med denne artikel, som tværtimod kunne trænge til mere kød på benene). Så der er noget fishy her.
Og minsandten om ikke Ida Marie S. Lassen har oplyst til Politiken, at de bortkastede data viste den omvendte tendens af den, der fandtes i avisernes anmeldelser, idet de højeste karakterer blev givet til kvinderne. I øvrigt skrives 80% af anmeldelserne i blogosfæren af kvinder (artikeludkastets figur 1).
I måneden, der gik, fra forskerne offentliggjorde deres undersøgelse i Information, til udkastet til videnskabelig artikel blev uploadet til arXiv.org, nåede 172 forfattere at udsende et opråb om sexisme, og talrige andre indlæg blev publiceret. Men som det ses, holder store dele af det, forskerne kommunikerede, ikke for en efterprøvning over for deres eget artikeludkast. Hvilket illustrerer det uhensigtsmæssige i den tiltagende tendens til at forskere præsenterer undersøgelsesresultater i medierne, inden de har en rapport eller publikation.
Forskerne får deres 15 minutes of fame, og når det viser sig, at det meste af, hvad de kom ud med, er forkert, er der skabt et narrativ, der ikke lader sig korrigere. Den trafik burde forskerne holde sig for gode til.
PS: Du kan læse udvidede kommentarer til forskningsartiklen på begrund.dk.
