Tidens wokeness handler i ikke ringe grad om, at dumme mennesker er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i samfundsdebatten. Men det hører også med til historien, at et formentligt flertal af fornuftige mennesker har vist sig forbavsende dårlige til at sige fra og stå fast.
Dette synes at vidne om en beskæmmende mangel på karakter og orienteringsevne iblandt de såkaldt intellektuelle. Men der er måske også mere saglige grunde til, at det kan være svært at håndtere udfordringen fra den nye ekstremisme. I hvert fald forekommer det mig, at selv de skarpeste kritikere kan have svært ved at bestemme problemstillingen omkring wokeness rigtigt.
Dette vil jeg i det følgende eksemplificere med tre nyere artikler, der alle er absolut læseværdige, og som på forskellige måder kritiserer ”woke” tendenser i tiden. Ved at påvise en slags blind vinkel i disse langt hen ad vejen upåklagelige artikler forsøger jeg at kaste lys på et tema, som jeg generelt synes glimrer ved sit fravær i debatten.
1. Brinkmann og den objektive verden
Svend Brinkmann advarer i ’Etik og Tro’ 19. maj imod et såkaldt ”oplevelsessamfund”, hvor alting handler stadig mere om folks subjektive oplevelser og stadig mindre om den objektive, fælles omverden. Han illustrerer elegant dette tema med krænkelsesdebatten, hvor den idé har huseret, at det er offerets umiddelbare følelse af at være krænket, der suverænt afgør skyldsspørgsmålet. Brinkmanns hovedpointe er, at menneskers oplevelser normalt ikke er lukkede om sig selv, men står i forhold til virkelige ting uden for bevidstheden. Ifølge Brinkmann ”fordobler” vi virkeligheden, når vi adskiller oplevelsen fra det, som den er en oplevelse af.
Dette var også hovedpointen i den filosofiske retning, man kalder ”fænomenologi”, og det er derfor ganske følgerigtigt, at Brinkmann i sin skarpeste formulering kommer til at lyde næsten ligesom fænomenologen Jean-Paul Sartre. Brinkmann eksemplificerer følelseslivets reference til en verden uden for psyken sådan her: ”At jeg elsker min kone, handler ikke om, at jeg elsker min oplevelse af hende. Det er hende, jeg elsker.” Sartres version var, at ”... når vi elsker en kvinde, er det fordi hun er elskværdig”, og det er mere end tankevækkende, at den pointe virker lige så aktuel i dag, som den gjorde i 1940’erne.
Problemet med Brinkmanns artikel er, at dens bærende modsætninger kommer til at fremstå som ganske uformidlede med hinanden: Fokuseringen på det subjektive og følelsesmæssige fremstår som en ren antitese til en rationel og objektiv indstilling.
Dette er for så vidt problematisk, som det faktisk er en meget ”objektiv” indstilling, der ligger i at se sin egen oplevelse som noget indre og subjektivt. Man må have indtaget en slags tilskuerperspektiv for at betragte oplevelsen under abstraktion fra dens reference til en ydre virkelighed, det vil sige som en art sjælelig substans, noget rent ”psykisk”. Et sådant synspunkt udtrykker i så ringe grad noget uvidenskabeligt, at det tværtimod ofte associeres med netop den videnskab, som Brinkmann selv repræsenterer: psykologien.
2. Foss og Skov: den videnskabelige etik
Nicolai Foss og Torsten Skov publicerede i Kontrast 18. maj en lang og informationsmættet artikel til besvarelse af spørgsmålet: ”Social Justice Studies – hvorfor har de indflydelse?”. Et væsentligt spørgsmål, eftersom forfatterne finder størstedelen af disse studier ”uvidenskabelige eller ligefrem antividenskabelige”. Særligt fremhæver de uoverensstemmelsen med en ”videnskabelig etos”, der grundlæggende drejer sig om, ”at vi gensidigt aftaler at sætte rationaliteten i højsædet ...”.
Artiklen berører i nogen grad de idehistoriske tendenser, der har ført til øget interesse for Social Justice-studies. Men i deres hovedsigte er Foss og Skov fokuseret på de ”sociale mekanismer”, der driver udviklingen. De peger således på bureaukratiserede universitetsledelser, der udefra presses af politiske og økonomiske målsætninger, indspiste forskningsmiljøer, der immuniserer sig imod kritik fra andre faggrupper, og negative sanktioner imod forskere, der modsætter sig den politisk korrekte agenda.
Jeg synes, Foss og Skov gør ret i at påpege det problematiske forhold imellem Social Justice-studies og traditionel videnskabelighed – men at de overdriver modsætningen, så der igen fremkommer en ren antitese, denne gang imellem politisk aktivisme og videnskab.
Problemet er, at de politiserende studier nok krænker visse idealer for videnskabelighed (for eksempel respekten for opponenter), men at de i allerhøjeste grad påkalder sig andre videnskabelige idealer: interessen for dybere strukturer end de umiddelbart synlige, despekten for almindelig sund fornuft og forkærligheden for særlige fagterminologier. Det kan godt være, at den resulterende videnskabelighed minder mere om skolastik end om kvantefysik, men man kan alligevel ikke entydigt opfatte den som ”antividenskabelig” i sin selvforståelse.
Snarere aner man måske en tvetydighed i begrebet ”pseudovidenskab”, der alt for ofte overses, ikke kun hos Foss og Skov, men hos fænomenets kritikere generelt: Pseudovidenskab er ikke bare fejltagelser forklædt som videnskab – men fejltagelser, der opnår deres særlige dybde og radikalitet netop i kraft af deres videnskabelige udformning.
3. Nørmark og Hendricks: oplysningstraditionen
Dennis Nørmark og Vincent Hendricks har fået den udmærkede idé at eksplicitere nogle ”spilleregler” for debat, der virker rodfæstede i den vestlige tradition for oplysning, men som alligevel er kommet under pres fra tidens bølge af wokeness. Deres artikel blev bragt i Højskolebladet (14. juni), og forfatterne udtrykker alvorlig bekymring for debatkulturen på landets højskoler. De ser i dag en risiko for, at debatten forfalder til ”et meningstyranni eller sindelagsregime, hvor dem med de ’rigtige’ meninger dominerer”.
Nørmark og Hendricks opregner blandt andet de spilleregler for debat, at man bør gå efter bolden og ikke efter manden (for eksempel dennes køn eller race), ikke på forhånd kan udelukke nogen fra at tale deres sag og ikke kan kræve overdreven hensyntagen til egne følelsesmæssige reaktioner. Særlig fyndigt udtrykker de den regel, at man skal forsøge at sætte sig ind i andres argumenter for at være uenige med en: ”Du må være fordomsfri nysgerrig på intentionen i ytringer, du bliver såret af.”
Forfatterne opfatter deres artikel som et forsvar for ”oplysningstraditionen”, og selvom de på enkelte punkter vender kritikken imod højre side af det politiske spektrum, er det frem for alt den woke venstrefløj, de forsvarer oplysningstraditionen imod. Hermed efterlades læseren imidlertid endnu engang med indtrykket af en ren antitese imellem modsætninger, der måske snarere burde opfattes som indbyrdes forbundne. Denne gang er det ikke objektivismen, der sættes i modsætning til subjektivismen, eller videnskaben, der står i modsætning til pseudovidenskaben – men oplysningstanken, der fremstår som antitesen til wokeness.
Nørmark og Hendricks afslører i realiteten selv det problematiske i en sådan antitese, når de indledningsvist opholder sig ved den bogstavelige betydning af ordet ”woke”: ”en opvågnen eller vækkelse”. For hvad er en ”vækkelse” andet end en ”oplysning”? Fornemmer man ikke et slående metaforisk slægtskab imellem en bevægelse fra mørke til lys og en bevægelse fra søvn til vågen tilstand?
Oplysningen i splid med sig selv
På baggrund af det foregående virker det næppe troligt, at woke-bevægelsen skulle stå i et diametralt modsætningsforhold til objektiviteten, videnskaben eller oplysningen. Måske er her snarere tale om en slags overdrivelse af oplysningsprojektet, hvorved dette slår om i sin modsætning. Måske en slags overfokusering på visse aspekter af oplysningstanken, der på fatal vis bringer disse i konflikt med andre sider af sagen.
Det er faktisk ikke vanskeligt at skyde sig ind på, hvad det er for aspekter af oplysningstraditionen, som i Nørmarks og Hendricks konfrontation med wokeness bliver sat op imod hinanden. Vi har på den ene side den ”oplysning”, der ligger i at diskutere med andre mennesker, på den anden side den ”oplysning”, der ligger i at afsløre skjulte sider af et sagforhold.
Disse aspekter af oplysningsbegrebet kommer ikke i konflikt med hinanden, så længe det står klart, at ens forhold til den, man taler med, er grundlæggende anderledes end ens forhold til det, man taler om. ”Jeg” og ”du” diskuterer ”det”. Herved etablerer samtalens deltagere en slags social relation, der handler om i fællesskab at gøre noget tredje til samtalens genstand. Pointen er, at vi kun kan genstandsgøre noget over for en samtalepartner, som vi ikke i samme ombæring genstandsgør på samme måde.
Dette betyder, at både videnskab og objektivitet beholder en rest af noget, der ikke kan videnskabeliggøres eller objektiveres: Selv den mest værdineutrale videnskabsmand befinder sig i en slags etisk relation til sit eget videnskabelige fælleskab, og spillereglerne for den relation er nøjagtig lige så vigtige for projektet som det metodiske forhold til emnet for den pågældende videnskab. Det er derfor meget træffende, at Foss og Skov taler om videnskabens ”etos” (modsat for eksempel dens ”metode”). Og det kan næppe overraske, at der er væsentlige sammenfald imellem deres redegørelse for denne etos og de ”spilleregler for samtale”, vi møder hos Hendricks og Nørmark.
Mere subtilt er det måske, at også den sammenhæng imellem oplevelser og ydre ting, som Brinkmann understreger, har enorm betydning for god samtaleadfærd. At tage andre alvorligt i deres krav på at sige noget sandt om virkeligheden uden for deres egen hovedskal er velsagtens selveste kardinaldyden i mellemmenneskelig forståelse. Det er simpelthen det primære udtryk for, at man betragter folk som noget andet end bevidstløse genstande for iagttagelse.
Derfor stiller Brinkmann sig da også stærkt kritisk over for det eksempel, hvor en arbejdsgiver reducerer en ansats klage til bare at udtrykke personens ”oplevelse”. Og på samme måde kritiserer såvel Foss og Skov som Hendricks og Nørmark tendensen til at reducere et udsagn til udsigerens fysiske karakteristika. Det er tingsliggørelsen af folks gyldighedsfordringer, der mere end noget som helst andet strider imod samtalens etik.
Og hvor kommer så en sådan tingsliggørelse fra? Problemerne synes at opstå, når man vender det videnskabelige blik væk fra naturen og retter det imod mennesket selv, nærmere bestemt imod de mindst naturlige og mest fornuftsbestemte sider af mennesket, for eksempel samfundets normer, fordomme og traditioner. Hermed risikerer man nemlig at havne i en giftig refleksionsbevægelse, hvor folk, der ideelt set burde optræde som partnere i en samtale, bliver gjort til genstande for samtaler på et højere og mere esoterisk niveau.
Oplysningsprojektets aktuelle krise stammer således ikke udefra. Det er oplysningens eget objektiverende aspekt, der vender sig destruktivt imod dens interpersonelle aspekt. Wokeness opstår ligesom mange tidligere intellektuelle ulykker, når man tænker over andres tanker uden at være paradokserne og risiciene i en sådan refleksionsbevægelse voksen.
Wokeness som forfejlet videnskabeliggørelse
Problemet med wokeness bunder i mine øjne i, at den videnskabelige metodik bliver drejet over på potentielle samtalepartnere, hvorved rationaliseringen saver den gren over, som den selv sidder på. Dette bygger historisk på en lang tradition for at efterabe naturvidenskaberne på humanioras område, blandt andet under inspiration fra halvvejs naturalistiske fag som psykologi og sociologi (der var marxisternes yndlingsfag, længe før de dannede basis for Social Justice-studier).
Efterligningen af en naturvidenskabelig indstilling – måske bare i form af en distanceret og sterilt klingende jargon – har været på mode blandt intellektuelle siden 1960’erne og har mere eller mindre erstattet humanioras klassiske ideal om dannelse. Det nye i tiden er dybest set, at denne tendens fortsættes ud i det absurde, hvorved tidligere generationer af intellektuelle nok frastødes af resultatet - men på den anden side må genkende præmissernes som deres egne.
Jeg tror altså så at sige, at de lærde i almindelighed har svært ved at tage rigtigt bestik af wokeness-bølgen, fordi de selv står med det ene ben i samme snare som fanatikerne. Et letkøbt fugleperspektiv på andre mennesker har forført dem i årtier og bliver tilsyneladende ved med at gøre det.
