Der er oplevelser, man aldrig glemmer. En sådan var mit møde med Nanna, som hun vil blive kaldt her.
Vi mødtes første gang for nogle uger siden. Det skete i den del af landet, hvor Nanna bor. Grunden til, at vi var kommet i kontakt med hinanden, var, at jeg havde publiceret en kronik i den lokale avis om en højst ulykkelig hændelse, hvor en ung mand, tiltalt for voldtægt efter den nye samtykkeparagraf, døde midt under retssagen.
Det, der havde fået mig til at reagere, var journalisternes måde at tilgå tingene på. I begge de to artikler, de havde skrevet om sagen, var fokus således underligt forskudt og fordrejet. En mand – en ung mand ovenikøbet – var pludselig død. Alligevel var det ikke denne tragedie, der var hovedfokus i fremstillingen. Det var, om dødsfaldet nu ville komme til at berøre den anmeldende kvindes chance for erstatning. For mig var det, som om kæden sprang af.
Det rystede mig så meget, at jeg skrev om det til avisen. Umiddelbart efter at mit indlæg havde været offentliggjort, blev jeg kontaktet af en kvinde, der beskrev sig selv som nærmeste pårørende til den afdøde. Hun ville gerne takke mig for at have skrevet indlægget. Det var nemlig, sagde hun, fuldstændig rigtigt, at alle, hun havde talt med, havde læst de journalistiske artikler som om, det nærmest var forudsigeligt, at manden ville være blevet dømt.
I den lange telefonsamtale, vi havde, Nanna og jeg, fortalte hun det, jeg mest frygtede for at høre, nemlig at Andreas, som han vil blive kaldt her, ikke var død af sygdom eller andet uafvendeligt i løbet af weekenden. Han havde taget sit eget liv. Ifølge Nanna fordi han ikke magtede at leve med at være blevet anklaget for det, han var blevet anklaget for. Og fordi han i løbet af den ene retsdag, hvor hans sag blev gennemgået, havde følelsen af, at hvad der var løgn og hvad der var sandhed, åbenbart ikke længere gjaldt som argument.
Andreas' historie
Vi aftalte at mødes fysisk, så snart det kunne lade sig gøre.
Så jeg rejste mod vest og mødte Nanna på en café i en lille provinsby i Jylland. Her fortalte hun mig sin og Andreas’ historie fra begyndelsen. Han havde på flere måder haft et hårdt liv med en traumatisk barndom på grund af dysfunktionelle familieforhold. Men han var i løbet af sit voksenliv kommet på benene. Og den store redning for ham havde helt klart været Nanna. Hun var lidt ældre end ham, men det var kærlighed ved første blik. Ikke alene var det kærlighed. Det var – hvilket jeg overhovedet ikke tvivlede på, når jeg så på Nannas smukke og kloge, men af sorg forstenede ansigt – en meget, meget stor og meget og meget sjælden form for kærlighed, de to nåede at opleve sammen.
Efter nogle timer var Nanna stadig ikke færdig med at fortælle om hendes og Andreas’ forhold og kærlighed, så vi aftalte at ses igen. Det gjorde vi så et par uger efter. Her berettede Nanna om det frygtelige, der derpå var sket, og som brat rev hendes livs elskede væk.
Efter at have levet sammen i omkring otte år, blev Nanna og Andreas enige om i en periode at gå hver til sit. Ikke fordi kærligheden mellem dem var falmet. Absolut ikke. Men udelukkende fordi Andreas i perioder kunne have svært ved at styre sit indtag af alkohol. Stoffer havde der også været inde over. Men som det også bekræftes i de retsdokumenter, det lykkedes Nanna at fremskaffe efter, at sagen var frafaldet, afviste han på det kraftigste at være misbruger på det tidspunkt, hvor sagen kom for retten.
Den periode, hvor Nanna og Andreas var fra hinanden, nåede Andreas at have et seksuelt forhold til en fælles kollega. Imidlertid stod det hurtigt både ham og Nanna klart, at de ikke kunne undvære hinanden. De havde lange, alvorlige samtaler, og beslutningen om at lægge kursen om og én gang for alle vælge den store kærlighed frem for den store nedtur var for begges vedkommende dybfølt og velovervejet.
Nanna var klar over, at Andreas ville kunne falde i en gang imellem, fordi den mentale bagage, han havde med i rygsækken, var så tung og så barsk, at den ikke blot kunne opløses fra den ene dag til den anden. Det vidste Nanna udmærket godt. Men det var ikke det, der var vigtigt. Det vigtige var det store billede, den store fælles beslutning. Den kunne ingen omend nok så frustrerende momentane tilbagefald rokke ved.
Hvad der så skete
Et sådant tilbagefald kom sidste år. Andreas var taget i byen, hvor han mødtes med den kollega, han havde haft en seksuel relation til, mens han og Nanna holdt pause, og dennes veninde. Kollegaen havde ellers været ret vred på ham, da han fortalte, at han ikke længere kunne være bollevenner med hende, fordi han og Nanna havde fundet sammen igen, og at det var det, han med sikkerhed ville. Men nu mødtes de så altså på en bar inde i byen.
Aftenen endte med, at kollegaen, kollegaens nye pigekæreste, samt hendes veninde kørte med Andreas hjem til der, hvor han og Nanna boede sammen. Her satte de sig alle ud i orangeriet og drak videre, indtil kollegaen og hendes pigekæreste sagde, at nu skulle de hjem, og forlod selskabet. Andreas og kollegaens veninde blev siddende i væksthuset og drak videre lige til næste morgen, uden at der vel at mærke var noget erotisk mellem dem eller optræk til noget erotisk mellem dem.
På et tidspunkt kom et besøgende vennepar, der havde overnattet inde i huset, ud ad døren. De skulle afsted i bil, og Andreas og kvinden spurgte da, om de ikke måtte køre med og blive sat af ved kvindens lejlighed, så de kunne fortsætte drikkeriet.
Ankommet til kvindens hjem drak de to videre, samtidig med at de snakkede og hyggede sig. Samværet, som på dette tidspunkt endnu udelukkende havde venskabelig karakter, blev afbrudt midt på dagen af et kortere intermezzo, hvor kollegaen kom forbi og kørte de to drukkammerater i supermarkedet, så de kunne købe nye alkoholforsyninger, eftersom de var løbet tør.
I bilen spørger kollegaen sin veninde, om "det var godt". Underforstået: Hun forventer tydeligvis, at Andreas og veninden skal dyrke sex sammen. Ja, måske opmuntrer hun dem endda ligefrem til det? I hvert fald er det først derefter, at det seksuelle samkvem mellem dem starter, tilsyneladende på kvindens initiativ. Som Andreas senere beskriver det for Nanna, er det dog en temmelig håbløs og kikset form for sex, fordi han er for udbrændt af druk og fest til at kunne præstere noget. De prøver forskelligt – herunder forskellige stillinger – men uden det store held.
Heller ikke da kvinden på et tidspunkt henter nogle remedier i et andet rum, som skal få tingene mere på gled, giver det bonus. Det bliver kun mere og mere akavet, som eftermiddagen og aftenen skrider frem og de efterhånden havde været vågne og påvirkede i et døgn. Til sidst falder Andreas i søvn på madrassen, men først efter at de to ifølge ham selv havde siddet i en god stemning og røget cigaretter og kysset hinanden.
Det næste, han oplever, er, at fire betjente pludselig står i stuen og beordrer ham ned at ligge på maven, hvor de så sætter håndjern på ham, inden de fører ham væk og kører ham på politistationen. Han har selv oplevelsen af, at det er midt om natten eller tidligt om morgen. I hvert fald sidder han i en detentionscelle indtil han bliver afhørt første gang i løbet af morgenen.
Anmeldt for voldtægt
Det viser sig, at kvinden, mens Andreas har sovet, omkring klokken ni om aftenen er løbet ud på vejen i halvafklædt tilstand og har kontaktet sin veninde, kollegaen, hende Andreas tidligere har været sammen med, hende der fragter dem i supermarkedet efter nye forsyninger, inden hun sætter dem af på kvindens adresse igen og kører derfra.
Efter nogle timers samtale med kollegaen, hvor endnu en person er involveret, beslutter denne at gå til politiet og anmelde det som voldtægt på vegne af veninden. Angiveligt skulle Andreas ud af den blå luft have ændret karakter og være blevet meget aggressiv og begyndt at udøve vold mod kvinden, han var sammen med.
Der blev både sagt, at han skulle have forsøgt at binde hende med et tøjstykke – man fandt dog ingen DNA på det – og givet hende mærker – skønt mærkerne, som det også fremgik af den retsmedicinske rapport, var blå og dermed næppe kunne være opstået samme aften, da de så formentlig ikke ville have været blå, men røde. Også andre inkonsistenser kom for en dag. Trods den påstået voldelige adfærd fra Andreas’ side havde naboerne åbenbart intet hørt. Efterforskningen havde kort sagt, som advokaten efterfølgende formulerede det for Andreas, ikke ført til "yderligere beviser".
Ej heller kvindens afhøring – det, der i den nye samtykkeæra bliver kaldt for vidnebeviset – virkede åbenbart synderlig overbevisende. Faktisk var der så mange huller og selvmodsigelser i hendes forklaring, at man var nødt til at afhøre Andreas en gang til.
Det skete lørdag omkring ved middagstid. På det tidspunkt havde han været i telefonisk kontakt med Nanna og havde virket helt forkrampet af gråd og fortvivlelse. Både over den situation, han var havnet i, og som han fra starten af havde været dybt overrasket og chokeret over.
"Det må være en fejl", blev han ved med at sige, da politiet brød ind i huset og kastede ham ned på gulvet – og fordi han havde været Nanna utro, om end ikke med særlig stort held, eftersom han var for smadret til at kunne yde noget fornuftigt på det gebet.
Af samme grund bad politiet også Nanna, da hun kom for at hente Andreas, om at være ekstra opmærksom på ham, da de kunne se, han havde det virkelig, virkelig dårligt. De foreslog endda, at hun skulle skaffe ham psykologhjælp, da anholdelsen havde været "ret voldsom".
Politiet beskrives som ordentlige mennesker
I det hele taget beskriver Nanna politifolkene som søde og ordentlige mennesker. Måske fordi de, efter at have haft hænderne nede i sagen, havde svært ved at se, der skulle være noget i den – en holdning jeg i øvrigt har mødt hos andre medlemmer af staben, som jeg har talt med om disse samtykkesager, hvor tallet over falske anmeldelser generelt er væsentligt højere, hvis man spørger politifolk, end det er i de officielle statistikker. Andreas bliver da heller ikke varetægtsfængslet på noget tidspunkt.
I første omgang regner Nanna og Andreas derfor ikke med, der kommer noget ud af det. I den forbindelse har flere, som Nanna selv fortæller, da vi taler sammen, svært ved at forstå, hun ikke er mere vred over Andreas’ utroskab, end tilfældet er. Men hun ser det slet ikke i det lys.
For hende – og jeg må sige, at jeg forstår hende – går det, hun og Andreas havde med hinanden, langt ud over banaliteter og trivialiteter som utroskab. I øvrigt var han, som hun siger med kærlighed og varme i stemmen, jordens dejligste menneske og kæreste. Der altid var der for hende. Der altid hjalp hende, når hun selv havde det skidt. Der vartede hende op og bagte frisk brød til hende tre gange om ugen. Der lå i ske med hende i timevis inde på sofaen foran fjernsynet.
Omvendt vidste hun, hvad han havde været igennem i sin barndom og ungdom. Og at det på den baggrund var et lille under, for ikke at sige et lille mirakel, at de var nået dertil, hvor de var. Et sted, hvor de – som Nanna formulerede det – var hinandens "tætteste mennesker".
Troede ikke på, at der var nogen sag
Igen: jeg forstod. Og jeg sagde til hende, at på trods af det helt, helt forfærdelige og ubærlige tab, hun havde lidt, var hun nødt til også at prøve at se det på den måde, at den kærlighed, hun havde oplevet med Andreas igennem ti år, for mange mennesker aldrig nogensinde kommer til at manifestere sig. Om så blot i ti sekunder. Hun svarede, at det vidste hun godt. Og jeg kunne se, at hun mente det.
På trods af, at selv politifolkene åbenbart havde svært ved at se, der overhovedet var nogen sag – ellers ville de vel ikke, som Nanna siger, have været så venlige og omsorgsfulde over for Andreas – blev han tiltalt.
Hvad der præcist er sket inde i retssalen hin onsdag, hvor Andreas givetvis totalt mistede modet og troen på, at tingene ville falde retfærdigt ud, ved kun dem, der var til stede. Ud over advokaterne, dommerne, den tiltalte og vidnerne var det et ældre ægtepar, som ifølge Andreas, da han efterfølgende fortalte om oplevelsen til Nanna, ikke havde noget med sagen at gøre. Også den lokale avis havde ifølge eget udsagn været til stede, selvom de først skrev om sagen seks dage efter, da Andreas allerede var gået bort.
Nanna selv var der ikke, for det ville Andreas ikke have. Men vi véd, at der må være sket noget, som har fået Andreas til at tvivle på, at man ville tro ham, når han fortalte sin version af forløbet. Herunder hårdnakket benægtede, at han overhovedet nogensinde kunne finde på at være voldelig over for en kvinde på den måde, det var blevet beskrevet. Noget, Nanna bekræfter.
"Jeg véd, Andreas ikke har begået det, han er blevet beskyldt for", siger hun til mig. ’For det er han simpelthen ikke i stand til. Så at beskylde ham for lige præcis det, som han selv foragter mere end noget andet i denne verden, er nok det værste, man kan gøre mod ham’. Hun giver mig herefter et billede af det stykke papir, hun senere fandt i hans bil, efter at han havde begået selvmord. Det var et, han havde siddet og lavet den dag i retten. På papiret stod: "Jeg kaster IKKE med flasker" og "Jeg havde kun 0,5 promille". Underforstået: Han var ikke påvirket af narko i det påståede omfang. Derudover havde han tegnet et billede af en grav.
Fra frivillighed til samtykke
Det hører med til historien, at Nanna selv er voldtægtsoffer. Hun var nemlig en af dem, der ikke kunne få taget sin sag op tidligere. Hvilket var den helt berettigede begrundelse for, at lovgivningen måtte og skulle strammes op. Det kunne man også have opnået ved at basere den skærpede § 216 på begrebet frivillighed, sådan som den overvældende majoritet af juridiske eksperter anbefalede. Men man valgte at lytte mere til den overspændte aktivistiske horde end til den juridiske og fagligt funderede juridiske ekspertise og vedtog at basere loven på begrebet samtykke.
Siddende over for Nanna denne martseftermiddag i en dansk provinsby på den anden side af Bæltet kan jeg dårligt tro, at hun har været igennem det, hun har været igennem. Hun mistede sig selv til den gamle, for vagt definerede lovgivning. Og hun mistede sin kæreste og store kærlighed til den anden, alt for forskruede og kunstigt og ideologisk definerede lovgivning. Sådan kan man vel formulere det. Hendes eneste ønske nu er at få verden – og specielt politikerne – til at indse, at man begik en kæmpemæssig fejl, da man ikke indrettede voldtægtslovgivningen på den fornuftige og rimelige og retfærdige måde, som de fleste fagfolk anbefalede.
Den fejl kostede efter al sandsynlighed hendes samlever livet.
