Debat

28.02.22

Selvcensur slår rod i sind og undervisning

Christian Egander Skov: Engang handlede uddannelse ellers om at tænke, men nu skal man helst lade være. Lærere forventes at være servicemedarbejdere i taxameterindustrien, og den vigtige forskel mellem at citere og agitere for noget bliver udvisket.
Illustration: Satiretegning af Ape i Vanity Fair (1874).
Illustration: Satiretegning af Ape i Vanity Fair (1874).

Det er blevet svært at læse digte. I hvert fald højt. Ikke mindst hvis man er underviser og digtet har en strofe, der lyder: 

Pile on the brown man's burden
To gratify your greed;
Go, clear away the "niggers"
Who progress would impede;
Be very stern, for truly
'Tis useless to be mild
With new-caught, sullen peoples,
Half devil and half child.

Ordene falder netop sådan i første strofe af Henry Labouchères Brown Man’s Burden fra 1899. Eller jeg skulle nok sige: Ordet falder netop sådan. For når det falder så vanskeligt med den recitation, skyldes det naturligvis ikke ord generelt, ej heller sætninger. Det skyldes slet ikke digtets mening. 

Her er nemlig tale om et antiimperialistisk og antiracistisk digt, et svar til Rudyard Kiplings mere kendte White Man’s Burden. Kiplings digt hylder den hvide mand, der har taget det på sig at udbrede civilisation til verden. 

Labouchères svar pegede på, at det i realiteten var den brune mand, der bar kolonialismens byrder. I og for sig et moderne budskab. Det er den slags, man ikke lærte, da Ditlev Tamm gik i skole, men som vi udmærket forstår i dag. 

Men der er altså det med ordet ”nigger”. 

Det ord må man ikke sige. Man må vist heller ikke skrive det. Det måtte man godt i 1899, selvom det ikke var pænt. Her i digtet er det ovenikøbet hegnet inde bag disse dydige anførselstegn. De holder stanken fra det grimme ord på en armslængdes afstand. Men anførselstegn kan man jo ikke høre – og selv hvis man kunne er det nok tvivlsomt, om man er garderet mod den ufortyndede forargelse. ”Nigger?! Hvor vover du!” 

(På den måde er sagen ikke anderledes end den opstyltede forargelse over Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der er kommet for skade at opføre en gammel sketch, hvor ordene ”sieg heil” indgår. For fremtiden må man gå ud fra, at publikum er både kontekstløse, kedelige og krænkelsesparate.)

Niggeraffæren i gymnasiet
Det var gymnasielektor Mikael Busch, der i Avisen Danmark kunne berette om en kollega, der var kommet i vanskeligheder. Hun havde nemlig læst Labouchères digt for sin klasse i en faglig relevant sammenhæng. Det affødte ifølge Busch, at flere elever med muslimsk baggrund var blevet ”oprørte”. De nægtede også at acceptere forklaringen om, at deres lærer jo bare læste op. 

De ville ikke formidles. I stedet hængte de deres lærer til tørre på de sociale medier. 

I en amerikansk sammenhæng ville elevernes forargelse blive mødt med udpræget forståelse. Her er skellet mellem at citere ordet og bruge det for egen regning for længst ophævet. Det er uanset sammenhængen forbudt. Sådan bliver det også i Danmark, hvor vi gerne vil gøre det samme som i USA, selvom vi gør det lidt senere. 

I den konkrete sag betød modstanden, at den kvindelige gymnasielærer opgav sin undervisning i forløbet. Selvom hun fik opbakning hos ledelsen, var omkostningerne, friktionen med de muslimske elever, for store. Det var vel for omkostningstungt at blive ved. 

Det var nemmere med selvcensur.

Drømmen om den friktionsløse undervisning
Måske ville det også på længere sigt være så som så med ledelsens opbakning. Andre har berettet om ledelsers vigende vilje til at bakke undervisere op. Gymnasierne er en forretning. Eleverne skal gennem systemet. Det udløser klingende mønt til gymnasierne. I dette perspektiv er en underviser, der står for hårdt på sine principper, en ulempe. 

Gymnasielæreren skal helst forstå sig selv som en art servicemedarbejder i taxameterindustrien. Lærerne må altså selv sørge for at dæmpe friktionen. Eleverne kan man jo ikke stille noget op med. Desuden har kunden jo altid ret.

Fra gymnasielærernes fagforening, GL, er der ingen hjælp at hente. 

I et indlæg i Altinget fortæller en anden gymnasielærer om sine oplevelser med trusler og antidemokratiske holdninger fra muslimske elever. Hun spurgte i den forbindelse GL’s formand, Thomas Kepler, hvordan fagforeningen ville beskytte hende. Reaktionen? 

”Kepler anerkendte ikke problemerne, hverken truslen ved at vise Muhammed-tegningerne eller ved jubelscener i forbindelse med undervisning i Holocaust.” 

Det, som Kepler ikke ser, har Kepler ikke ondt af. Derfor ser Kepler helst intet.

En indre, ideologisk overbevisning
Selvcensuren handler ikke bare om et grimt ord, der jo er faldet i unåde i alle kredse. Det handler også om emner, som undervisere kun vanskeligt kan forbigå, for eksempel Muhammed-tegninger og islam. 

Eller ... det kan underviserne jo godt forbigå, hvis de vil. Og dér er problemet. For nogle undervisere er det bekvemt at undgå konfrontationen. For andre er det måske en konkret frygt for konsekvenserne, der taler. Hvis ikke de er bange for deres elever, kan de frygte deres kolleger, ligesom læreren Jannie Bøgh, der blev mobbet af kolleger og ledelse efter at have vist tegningerne. For andre er selvcensuren tilsyneladende et udtryk for en indre, ideologisk overbevisning.

I folkeskolen er det cirka 85 pct. af lærerne, der angiver aldrig at have vist Muhammed-tegningerne til deres elever. Det skyldes ikke frygt, forsikrer lærerne, men at det slet ikke er relevant. Det er naturligvis løgn. Selvom lærerne kan hente støtte i den til lejligheden svært afdæmpede Ditlev Tamm, der i Berlingske har peget på, at man jo bare kan finde billederne på nettet. Jovist.

Den næstmest udbredte grund var ønsket om ikke at krænke elevers følelser. Det er uden tvivl sandt.

For nylig erklærede Trine Marie Rasmussen til stor glæde for det meste af Twitter: ”Jeg kommer ALDRIG til at undervise i Muhammed-tegningerne.” Hun er også folketingskandidat for Frie Grønne, derfor kan der ALDRIG opstå en situation, hvor det er relevant at undervise i Muhammed-tegningerne. 

Hvad uddannelse handler om
Ligesom det er tilfældet med ”nigger”, er vi ved at ophæve skellet mellem at citere og henvise på den ene side og at anvende aktivt med et politisk eller ideologisk formål. Det er tabuisering som diskursiv strategi. Hvis vi ikke viser de grimme tegninger og hvis vi ikke siger de grimme ord, kan det være, at vi også stopper med at tænke de grimme tanker. Og hvis man nu slet ikke tænker? 

Det er lutter afholdenhed og kolde styrtebade. 

Måske virker det? Men måske bygger ting sig bare op, hvis vi netop ikke konfronterer dem og underkaster dem kritisk debat. Det troede vi indtil for nylig. 

Derfor var netop den kritiske refleksion uddannelsessystemets fineste opgave. Det handlede om at tænke. I dag ser det ud til, at opgaven netop er ikke at tænke – så slipper man i det mindste for at tænke forkert. Og det er en art selvcensur, selvledelse om man vil.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter