Begivenhederne på Capitol Hill i går er noget nær den mest tragikomisk trumpske udgang på de sidste fire års surrealistiske præsidentskab, man kan forestille sig: En gruppe konspirationsdyrkende kaoter, der opildnet af Trumps vedholdende påstande om stjålne valg stormede den amerikanske regeringsbygning.
Trump selv havde næppe en særlig konkret idé om, hvad hans tilhængere kunne finde på, da han som regel er for dum til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Men han vidste, at det nok, som han selv lovede, skulle blive “vildt” og involvere en konfrontation ved Capitol Hill, hvor valgresultatet var i gang med at blive godkendt. At der ikke lå nogen gennemtænkt plan bag, forekommer også ret åbenlyst, da det forventelige resultat ser ud til at blive, at en pæn del af de sidste af hans støtter, dropper deres indvendinger mod valgresultatet, og han står så politisk isoleret som nogensinde.
Men i lyset af Trumps forestilling om, at al autoritet i sidste ende bør ligge ved den folkevalgte præsident (og det anser han sig åbenlyst stadig for at være, også for de kommende fire år), og at magtens tredeling samt checks and balances, i bedste fald, er ubelejlige snublesten for hans ret til at regere uindskrænket kombineret med hans utilslørede respekt for autoritære herskere, virker det næsten som en teknikalitet. Hvis Trump havde haft evnerne til at overtage regeringsmagten - et “rigtigt” kup involverer typisk, at man isolerer de relevante magthavere, i dette tilfælde Biden, overtager medier og sætter militæret ind, hvad der ville kræve langt mere langsigtet planlægning, end Trump formår - er der næppe tvivl om, at den mulighed ikke ville ligge ham særligt fjern. Nu han jo tydeligvis mener, at han er den eneste legitime præsident - også de kommende fire år.
Den mulighed havde han heldigvis, takket være et stadigt fungerende amerikansk demokrati, ikke. Men han havde muligheden for at sende sin pøbel i retningen af regeringsbygningen, som de forudsigeligt drog igennem med al den despekt for magtens tredeling, som deres orange ikon havde gejlet dem op til at udvise. Og tag ikke fejl. Selvom det ikke lykkedes at overtage nogen magt, er der ingen tvivl om, at en del blandt dem anser det for en storslået sejr. Der findes utvivlsomt både boogaloos og Turner Diaries-dyrkende alt-right’ere blandt deltagerne, der synes, det er vildt awesome at indtage en regeringsbygning, fordi alt, der skaber kaos, og som i deres analyse bringer racekrigen eller muligheden for en revolutionær omvæltning, der sikrer Trump status som evig gudekejser, lidt tættere på, er godt.
Kan det republikanske parti genrejses?
En overraskende stor del af de indtrængende lignede dog på de mange livestreams, der kom ud fra Capitol Hill, mere hunden, som efter mange år vildt bjæffende endelig formår at fange postbilens kofanger, og som derefter blot let fåret står og overvejer, hvad der så nu egentlig skal ske. Nok kunne man komme ind på talerstolen i Kongressen og Nancy Pelosis kontor, men hvad skulle man så egentlig lave der - udover at råbe lidt og måske tage en selfie eller to, der viste, at Jeppe sørme selv havde lagt sig op i baronens seng?
Tiden vil nu vise, hvor stort et slag gårsdagens begivenheder viser sig at være for den amerikanske konservatisme. Kommer den noget mere præsente erindring om den orange mand for evigt til at overskygge Abraham Lincoln og Reagan? Bliver det muligt at genrejse et republikansk parti, der kan omfavne noget af den populistiske gejst, som Trump mobiliserede, uden hans vanvid og inkompetence? Billederne af klovnebussen, der var kørt direkte ind i regeringsbygningerne opildnet af en republikansk præsident og med hans udtalte kærlighedserklæringer i ryggen, bliver svære at udviske og glemme.
Invasionen af Capitol Hill er slem nok. Men der er næppe tvivl om, at den i sig selv ikke vil føre til andet end mindre opbakning til Donald Trump og forhåbentlig utroligt lange straffe til alle involverede. Mere bekymrende er det som symptom på polariseringen og ustabiliteten i et USA, som det er svært at se indtage den plads i verden som både økonomisk og demokratisk (unægtelig uperfekt, men stadig) forbillede, det hidtil har været. Hvem har lyst til at være som en nation, hvor folk klædt ud som live-rollespillere overtager regeringsbygningen?
