Som erklæret rindalist betragter jeg mig som en del af den absolutte og allermest normkritiske kunstneriske avantgarde. Og gennem appliceringen af et subversivt blik på samtidskunsten har jeg en ambition om at udstille dens symbiotiske relation til samt afhængighed af statsmagten og dens dissens- og oprørstæmmende subsidier.
Derfor har jeg med interesse iagttaget, hvordan aktivister er gået fra at producere navlepillende klichékunst på det offentliges regning til at ødelægge værker med kunstnerisk kvalitet ved at smide dem i havnen, og jeg har overvejet, hvordan man med fordel kunne lave et værk, der kunne indgå i en fremadrettet og frugtbar dialog med de unge kunstaktivister såvel som akademiets ledelse.
En oplagt kunstnerisk duplik kunne være at nedsænke Kunstakademiets ledelse i indsejlingen til Københavns Havn, hvilket kunne foregå under titlen “Trial by water” og dermed trække historiske analogier til både hekseprocesser og Danmarks historie som en nation både bundet sammen af og adskilt af vandet.
En anden og mere radikalt kunstnerisk tilgang kunne være at slagte et par af Kunstakademiets elever af den mere identitetspolitiske støbning og putte vedkommende på syltetøjsglas, hvilket utvivlsomt ville skabe en frugtbar debat om grænserne for kunstnerisk kompromisløshed og normtransgression, hvilket ville trække oplagte tråde til tidligere tiders mere aktivistiske og normkritiske kunsthappenings. Begge planer er dog behæftet med en del uafklarede spørgsmål af både moralsk og juridisk karakter, som kunne vanskeliggøre en realisering af disse værkers ellers radikale kunstneriske potentiale, hvorfor de næppe er gennemførlige.
Provokation til eftertanke
Derfor har jeg i stedet udtænkt et magt- og normkritisk værk, der skal tale direkte ind i vor tid, provokere til eftertanke samt afsøge grænserne mellem offentlig forvaltning og samtidskunst.
Arbejdstitlen på det planlagte værk er “Fjernelse af al offentlig finansiering af Det Kongelige Danske Kunstakademi” og ville bestå i, at samtlige offentlige midler til såvel ansatte, lokaler og værkproduktion samt eventuel uddannelsesstøtte til de indskrevne studerende bortfalder. Dermed ville alle tilknyttet akademiet øjeblikkeligt blive fritaget fra deres status som statsstøtteliggjorte og på kunstnerisk vis blive radikalt frisat af den historisk set repressive danske nations snærende og utvivlsomt både patriarkalske og strukturelt racistiske økonomiske lænker.
Værket ville på fornem vis indskrive sig i en situationistisk og aktivistisk dansk kunsttradition og stå på skuldrene af eksempelvis Solvognens Julemandshær og Jørgen Nashs halshugning af Den Lille Havfrue, hvor grænserne mellem politisk agitation, samfundet og det kunstneriske rum opløses og/eller udfordres.
Som del af værket vil statsstøtten til det nuværende kunstakademi blive omdirigeret til en nyoprettet institution med navnet ”Det Kongelige Academie for Maling af billardspillende hunde, børn, der græder i baggårdshjørner, og sort/hvide fotos af bygningsarbejdere, der spiser frokost højt over New York”.
