Debat

12.01.21

Thomas Kluge – en utidssvarende maler, tiden har brug for

Den moderne kunst har så lidt at sige os i dag. Der er ingen åndelig længsel efter genfødelse, heller ikke af vores kultur. Den er nemlig syg i sin kerne og skal derfor smadres. Kluge går en anden vej. Han går tilbage, men dermed også frem. Han er en renæssancemaler, der ønsker en genfødelse af vores danske og europæiske kultur, skriver Kasper Støvring.
Foto: "Skærtorsdag", altermaleriet i Linå Kirke, af Thomas Kluge
Foto: "Skærtorsdag", altermaleriet i Linå Kirke, af Thomas Kluge

Mange kunstnere er for tiden grebet af en aktivistisk kunstnerfilosofi, der vil rense historien for racistisk og patriarkalsk arvegods, ”synke” ”buuster” i havnen og skabe en ny, skinnende venstreradikal utopi på jorden. På denne mørke baggrund er det godt at vide, at vi stadig har fremragende historisk forankrede og i bedste forstand opbyggelige malere gående lyslevende rundt imellem os.

En af dem er Thomas Kluge, om hvem en kæmpestor, flot bog netop er udgivet på forlaget Frydenlund. Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020 er skrevet af Thyge Fønss-Lundberg og rummer gengivelser af alle Kluges pragtfulde malerier.

Portrætterne

Kluge er en randskikkelse i forhold til den etablerede kunstinstitution. Velkendt er historien om, hvordan han blev afvist tre gange, da han søgte optagelse på Kunstakademiet. Men Kluge er samtidig en af de mest succesfulde og populære hjemlige billedkunstnere, især som portrætmaler.

Han har malet Hendes Majestæt Dronningen, så man virkelig fornemmer, at der er tale om en majestæt: Ophøjet i fed, rød brokade ser Dronningen med myndigt blik ned på os fra væggen i Herlufsholms festsal, hvor portrættet hænger til daglig.

Men hvorfor er Kluge persona non grata? Fordi han går for at være en reaktionær maler i den genretradition, der kaldes 'trompe l’oeil'. Kluge maler med en – tilsyneladende – fotografisk realisme sine motiver på kulsort baggrund. Det har den virkning, at motiverne fremstår med en lysende klarhed, som gløder de med et eget liv, med et lys, der på mirakuløs vis kommer indefra; lyset strømmer ud fra selve motivet, og det virker især stærkt i de mange kristent inspirerede malerier.

Et godt eksempel er maleriet Opstandelsen, der betegnende nok forestiller det laveste af det lave i naturen, nemlig ukrudtet, mere præcist mælkebøtten. Der ligger en rig symbolik heri. Den gule blomst er opstandelsesunderet, hvormed Kluge også sender en hilsen til Grundtvigs salme om bondeblomsten, Påskelilje! hvad vil du her?

Fremragende er også portrættet af Knud den Hellige, der hænger i krypten i Odense Domkirke, et regulært 'memento mori', en påmindelse om kongers – og vores egen – dødelighed, men også en besindelse på det brutale og sinistre i menneskenaturen. ”Øjnene stikker”, som Kluge har udtrykt det. Maleriet er imidlertid også et godt eksempel på, hvordan Kluge ønsker at forbinde os med vores fælles fortid.

Som sådan øser Kluge af vores kulturarv, som han ønsker at reaktualisere. Gud, konge og fædreland er hos ham ikke blot klichéer. Det er levende og åndrige motiver. Tilsvarende maler Kluge også helt eksplicit i forlængelse af kunsttraditionen, særligt renæssancemalere som Caravaggio og Rembrandt.

Altermalerierne

Til Kluges bedste malerier hører altermalerierne, der bygger på de evangeliske grundfortællinger. Det er selvfølgelig også en anstødssten for de venstreradikale aktivister i den dominerende kunstinstitution. Kluge har på altertavlen i Linå kirke malet fodvaskningen skærtorsdag, men det er på altertavlen i Store Magleby Kirke, vi finder Kluges måske største værk. Maleriet giver på en rig, symbolmættet og nuanceret måde udtryk for påskebegivenhederne, Jesu lidelseshistorie og den sidste nadver. Maleriet bærer inskriptionen: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Det henviser både til Kluges stil – de lysende motiver på den mørke baggrund – og til påskens budskab.

De væsentligste påskemotiver er her samlet i et stærkt, stofligt nærvær: offerlammet, røde roser, kalken, vinen, blodet og ægget; døden og det nye liv påskemorgen. Kluge har udtalt, at han med dette altermaleri har villet fremstille almindelige genstande, så vi, de endnu levende, kan forholde os umiddelbart til miraklet. Der fortælles altså en historie i mørket, så vi kan løftes ud af mørket og møde den evige historie om Kristus-lyset, hver gang vi går til alters. Man bemærker også, at de afbillede genstande ikke står på et bord. De synes at svæve i luften. Det er altså netop ikke et realistisk maleri.

Renæssance for vores kultur

Som den seneste tids begivenheder har udstillet for os, plagierer mange af nutidens kunstnere blot en tom avantgardes subversive gebærder. Det er derfor, den moderne kunst har så lidt at sige os i dag. Der er ingen åndelig længsel efter genfødelse, heller ikke af vores kultur. Den er nemlig syg i sin kerne og skal derfor smadres.

Kluge går en anden vej. Han går tilbage, men dermed også frem. Han er en renæssancemaler, der ønsker en genfødelse af vores danske og europæiske kultur, der bygger på kristendommen og på det folkelige.

Derfor er hans malerier åbne for beskueren: Vi skal gentilegne os traditionen. Det er en besindelse, der består i en kunstnerisk formidlet pagt mellem de levende, de døde og de endnu ufødte i det forpligtende menneskeliv spændt ud mellem død og genfødsel. For dybt nede, i mulden, i mudderet, i støvet og i ukrudtet, lyser Guds nåde.

Kluge følger sit kald. Som han siger i den nye udgivelse, føler han sig forbundet med barokken, der netop turde visualisere de evangeliske fortællinger. I hans malerier når troen ud til beskueren.

Derfor er han så populær, derfor er han så god, og derfor bør man se hans malerier. Ikke på museerne, men i krypter, festsale, slotte og kirker.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter